Fortsæt til indhold
Debatindlæg

»Alle kunne se og høre, at her var jordens største idiot«

Alle i klassen lærte hurtigt at lægge sammen, trække fra, gange og dividere, men jeg fattede ikke en pind.

Daniella Laubechskribent, frisør, København V

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man begynder i skolen, kan man ikke vide, hvad der skal ske, eller hvad der sker. I 1950 begyndte jeg i første klasse. Jeg var hurtig til at lære bogstaverne, og læsningen gik udmærket.

Mine vanskeligheder begyndte, da tallene skulle bearbejdes. Alle klassekammeraterne lærte hurtigt at lægge sammen, trække fra, gange og dividere. De kunne forstå at læse en tekst med tal, der skulle regnes ud, mens jeg stadigvæk ikke fattede en pind af det hele.

Uret var også et problem, men det værste var dog de lektier, som jeg ikke kunne klare, og som blev læst højt i klassen af læreren, så alle kunne se og høre, at her var jordens største idiot.

Nu er jeg 73 år og har aldrig i mit liv fået hjælp for min talblindhed. Det har haft mange konsekvenser for mig – men så sandelig også for mange andre talblinde og samfundet. Ressourcespildet er enormt, for ingen ved deres fulde fem ville uddanne én, som ikke kan tælle til 10 – dem er vi mange af.

Vi har haft en talblindeforening i dette land, men efter 10 år måtte man give op – ingen ville lytte til os, og alle døre var lukkede for os. Mange tænker ikke på, at en talblind har ringe muligheder for at få en uddannelse.

Jeg kunne ikke blive frisør eller journalist, fordi jeg ikke kunne det med tallene..

Indtil jeg omkring 40-årsalderen ved et rent tilfælde opdagede, at jeg led af talblindhed, følte jeg mig som en afart af den menneskelige race.

Det stod i en lille bitte notits, at man havde opdaget, at mange mennesker var belastede af dette handicap, som er på lige fod med ordblindhed.

De ordblinde bliver dog hjulpet og får taletid i medierne – det er ganske få gange, man har taget emnet talblindhed frem.

Dyskalkuli er det videnskabelige ord for talblindhed. I min generation er der folk, som ikke kan tælle til to. Uret, tog og busplaner er svære for os. At tælle penge op ved kasserne i supermarkederne er et stort problem, som løses ved, at kassedamen tæller pengene op.

Jeg selv beder folk om hjælp ved diverse automater ved bus og togstationer. Før nettet for alvor blev brugt, fik jeg skattebilletter fra skattefar, som skulle regnes ud. Jeg sendte dem retur og skrev, at jeg var talblind.

Indtil jeg omkring 40-årsalderen ved et rent tilfælde opdagede, at jeg led af talblindhed, følte jeg mig som en afart af den menneskelige race.

Selv i dag er der mange, der ikke ved, hvad talblindhed er for noget, og derfor skriver jeg en del om emnet, og som sagt ulejliger jeg folk og beder om hjælp.

På den måde får de en fornemmelse af, hvad det vil sige at være talblind.

Jeg har en voksen datter, som gudskelov ikke er talblind. Hun er cand.mag. i engelsk og har et godt job. Jeg selv er klummeskribent og fritidsfrisør, for man kan udmærket godt klippe og style hår uden at kunne matematik. Det samme gælder skriveriet, som jeg har beskæftiget mig med i mange år.

I dag er jeg på lige fod med andre mennesker, for de opdager jo, at det med tallene ikke har indvirkning på de aktiviteter, jeg foretager mig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.