Vindmøllestøj og sammenhæng med sygdom
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Vi mener ikke at vores nyligt publicerede studie om vindmøllestøj og udløsning af blodprop i hjertet eller hjernen afkræfter mistanken om en sammenhæng mellem vindmøllestøj og hjertekarsygdom.”
Så tydeligt, og med en understregning af negationen ”ikke”, svarede seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse, Mette Sørensen, på Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøllers henvendelse vedr. studiet. Kræftens Bekæmpelses studie, der skulle have frikendt vindmøllerne, har vendt sig til at være en indikation af, at der kan være et problem. Man har undersøgt to ting: blodprop i hjertet og slagtilfælde, og der ses en overhyppighed af begge sygdomme hos personer, der netop har været udsat for lavfrekvent vindmøllestøj.
Resultatet er ganske vist ikke statistisk signifikant, men det er tankevækkende, at der er tale om to uafhængige parametre, der begge viser den samme tendens: jo mere lavfrekvent støj, jo flere tilfælde af de to sygdomme.
Studiet fandt, at høj indendørs natlig forekomst af lavfrekvent vindmøllestøj er forbundet med øget risiko for både hjerteinfarkt og for cerebralt slagtilfælde. Den forhøjede risiko forbundet med den højeste støjpåvirkning blev fundet ved et antal analyser, og resultaterne indikerer, at vindmøllestøj, der trænger ind i boligerne om natten, kan udløse hjerteinfarkt og slagtilfælde.
De Radikales klimaordfører, Ida Auken, vil fortsætte udbygningen af landvindmøller og har endda et ønske om at hæve højdegrænsen for landvindmøller fra 150 til 250 meter. Idéen bakkes op af SF, Alternativet, Enhedslisten og Socialdemokratiet på Christiansborg, og man kan komme helt i tvivl om, hvorvidt disse mennesker har kendskab til Kræftens Bekæmpelses studie, hvor lavfrekvent støj over 15 dB viste 1,6 gange så mange blodpropper i hjertet og 2,3 gange så mange blodpropper i hjernen.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.