Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Uden mad og drikke dur helten ikke ...

Christian Ladefogedpens. overlæge, Sønderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

To overlæger fra hovedstadsområdet mener i JP, at det er ligegyldigt, om mennesker drikker og spiser dagen igennem i sommertiden i op til 18 timer. De har i en undersøgelse angående problemet anvendt unge mænd, og de så ingen forskel i koncentrationsevne eller evner i det hele taget.

Ærgerligt de ikke fremkom med disse oplysninger i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger, der jo bl.a. drejede sig om frokostpauser. Fra Tyskland har der ellers været en del skriverier om skolebørn, der dratter om under ramadanen formentlig pga. væskemangel.

Almindelig sund fornuft tilsiger almindelige mennesker, at de skal drikke rigeligt i varmen og spise fornuftigt. Det gælder åbenbart slet ikke – skal vi tro. I hvert fald ikke for unge mænd i alderen 18-35 år. Men hvad med vi andre?

Hvis den taxachauffør eller buschauffør, jeg kører med, hævder ikke at have drukket i 15-18 timer, vil jeg have lov til at stå af ved næste stoppested. Det gamle ord, om at uden mad og drikke dur helten ikke, står vist stadig ved magt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Ramadan