Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Uden mad og drikke dur’ helten ikke

Niels Fleckner Hansen, civiløkonom, Brønshøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sit læserbrev “Minister opfinder problemer, som ikke er problemer” (JP 24/5) hævder Troels Ravn, MF (S), at det er et pseudoproblem, når integrationsminister Inger Støjberg (V) påpeger, at det kan være problematisk med muslimernes faste og søvnmangel i forbindelse med deres fejring af ramadanen. Ligeledes har en række læger og akademikere været ude i debatten med påstande om, at mangel på føde, væske samt søvn ikke kan give problemer mht. ens funktionsevne f.eks. på arbejdet. Deriblandt Politikens sundhedsskribent, Bente Klarlund.

At personer, der må forventes at have særlig stor indsigt i forhold vedr. folks sundhed, seriøst kan påstå, at mennesker ikke fungerer dårligere og kan blive mere irritable (aggressive) eller uopmærksomme, når de mangler føde, vand og søvn, må enten dække over en fatal uvidenhed om noget af det mest basale og grundlæggende angående menneskets fysiologi, eller også er disse personer bevidst uredelige, fordi de har en politisk/religiøs agenda med deres udtalelser. Hvis jeg henvendte mig til min læge og klagede over utilpashed, og lægen sagde, at det ikke havde noget at gøre med, at jeg havde søvnunderskud, ikke havde spist og drukket vand, ville jeg kraftigt overveje at skifte læge. Derudover ville jeg opfordre lægen til at kræve sine skolepenge tilbage.

At det er nødvendigt med føde og væske for at kunne fungere ordentligt er sammenfattet i det gamle danske ordsprog: Uden mad og drikke dur helten ikke.

I Kina, hvor de også har problemer med et muslimsk mindretal (Uyghurerne) i Xinjang-provinsen, har de taget skridtet fuldt ud og indført et forbud mod at fejre ramadan. Men det tør vi jo ikke i Danmark pga. vores berøringsangst.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Ramadan