Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det kan da ikke være lovligt at lave falske Facebook­profiler

Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares.

Peter Skaarup, gruppeformand (DF), formand for Folketingets Retsudvalg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Den manglende lovgivning mod identitetstyveri og misbrug af andres navn og personlige oplysninger på internettets sociale medier er et problem, som vi skal have klaret hurtigst muligt.

Som Jyllands-Posten beskrev for nylig er ét af de mange ofre for identitetstyveri landets tidligere forsvarschef, Peter Bartram, som i mindst 25 tilfælde har set sit navn, billede og personlige oplysninger misbrugt af andre på Facebook.

At tyveri af andre menneskers data, billeder og personlige informationer ikke er ulovligt, før der er begået en kriminel handling, er svært at forklare. At nogle mennesker skal finde sig i, at der kan oprettes falske profiler i deres navn, uden at de kan gøre noget, må være frustrerende, og et problem vi må gøre noget ved.

Op imod 25 falske profiler i Peter Bartrams navn florerer på Facebook. Og hver gang Bartram har opdaget, at hans navn, billeder og personlige data bliver misbrugt af andre, har han henvendt sig til Facebook for at få dem slettet. Blot for at opdage at nye falske profiler i hans navn dukker op.

Ifølge dansk lov er det ikke ulovligt at oprette falske profiler i en andens navn på sociale medier. Det er først, hvis den falske profil bliver brugt til kriminalitet, at det bliver ulovligt. Men hvorfor opretter nogen en profil på Facebook i en andens navn, hvis ikke det er for at snyde eller svindle?

Facebook selv vurderer, at der findes op imod 270 mio. falske profiler på netværket, og at virksomheden selv siger, at den gør en masse for at hjælpe brugerne med at slette eller blokere de falske profiler.

Men det er for lidt og for sent, når en ny falsk profil dukker op, få sekunder efter en profil er blevet slettet. Så der skal helt andre midler til. Facebook og andre må finde de nødvendige løsninger. Og der må sanktioner til over for dem, der misbruger andres id. Ellers bliver problemet med falske profiler bare værre.

Vi må have lukket hullet i dansk lovgivning, så identitetstyveri bliver ulovligt – også før der er sket en kriminel handling.