Utroværdige metaanalyser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har snart været læge i 50 år og set et væld af elendigt dokumenterede råd om vores livsstil. Jeg har fundet ud af, at epidemiologer er blandt de mest godtroende i branchen. Desuden elsker de at drage langtrækkende konklusioner om hele befolkningens adfærd på basis af tvivlsomme data.

Senest den spritnye metaanalyse fra tidsskriftet The Lancet. En amerikansk læge skrev for ca. 20 år siden, at metaanalyse var relateret til analyse som metafysik til fysik. En anden kendt vurdering af metaanalyser er såkaldt Gigo (garbage in garbage out). Hvad er det, der lægges ind? Det væsentligste problem (blandt andre) er, at man blåøjet tror på patienters angivelse af alkoholforbrug. Hvis man i befolkningsundersøgelser ser på, hvor meget folk siger, at de drikker og ser på, hvor meget der sælges, må enorme mængder gå i kloakken, hvilket jeg ikke tror på. Man skal ikke have været læge ret længe for at vide, at patienternes angivelser er helt utroværdige. For mit eget vedkommende indrømmer jeg sjældent, at min kone og jeg deler en flaske vin hver aften. Da jeg var ung, stod der i metroen i Paris, at det var usundt at drikke mere end en liter rødvin pr. dag. Franskmændene lever stadig ret godt. Vi glemmer, at et stort alkoholforbrug ofte er relateret til andre uheldige faktorer såsom højt blodtryk, højt kolesterol, tobaksrygning, sukkersyge, manglende motion og sikkert meget andet, som vi endnu ikke ved så meget om. For eksempel kender vi næsten intet til de genetiske faktorer, som kan være helt essentielle. Dette er et surt opstød, som siger, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser. Som sagt har jeg næsten 50 års erfaring med alle de tåbeligheder, man har foreslået.