Genindfør tjenestemandsordningen for skolelærere og sygeplejersker
En skolelærer bør udelukkende være én, der har valgt en speciel livsform.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For mig, der har været folkeskolelærer i seks år og lektor på Danmarks Lærerhøjskole i 20 år, forekommer det vanvittigt, at skolelærere deltager i en arbejdskamp, hvor de endog tager deres elever som gidsler. Derved mister de endnu mere af samfundets respekt.
Problemer i folkeskolen får altid politikerne til at sige: »Vi må have en ny folkeskolelov.« Det får man, men først efter flere års justeringer finder man ud af, at det er læreruddannelsen, den er gal med. Den reformerer man så, men inden den nye lærergeneration er klar, har man ændret på folkeskolens forhold indtil flere gange, så de nyuddannede lærere straks må på kursus.
Årenes vrøvl og larm i skolen har medført, at man nu anser en skolelærer for at være en almindelig lønarbejder, der skal deltage i faglige kampe for at få lidt mere i lønningsposerne. Taberne i konflikterne er skoleeleverne. De får lært endnu mindre, hvilket absolut ingen har fordel af.
Kan tilbageskridt ikke være fremgang? Jeg finder det rimeligt, om man genindførte tjenestemandsordningen. Den måtte gerne omfatte både skolelærere og sygeplejersker. Og hvis staten så hele tiden sørger for, at disse to grupper er særdeles veluddannede og får en attråværdig løn, ville det sikre stabilitet og tryghed. Og en virkelig veluddannet lærer med en god løn vil hele tiden blive mødt med den respekt, som lærerne har mistet og råber op om at få tildelt uden egentlig grund. Viden, menneskelig indsigt og pædagogiske evner skaber af sig selv respekt.
At kommunerne og forældre-bestyrelser skal bestemme over skoleplaner og lærernes arbejdsforhold bør høre hjemme i demokratiets overdrev.
En skolelærer bør udelukkende være én, der har valgt en speciel livsform. For går man op i sin lærergerning, er der ikke længere tale om arbejdstid, men om en livsform, fordi man selv i ferierne med glæde tænker på, hvordan man kan gøre noget godt for sine elever, når man mødes igen.
Det synes absurd, at lærernes formand, Anders Bondo Christensen, nu har brugt mange kræfter i en kamp for at få flere kroner i lønningsposen. Det forekommer mig totalt meningsløst, at han i den kommende tid skal bruge kræfter på at lukke skolerne for børnene, for en lærer, der har den rigtige holdning, spekulerer ikke på at tjene penge, men på at eleverne skal trives på bedst mulig måde.
Lad det være op til staten at bestemme lærernes løn. Giv dem igen trygge arbejdsforhold, som man havde, da en skolelærer var tjenestemand. Hvis staten altid sørger for, at lærernes løn er attråværdig i forhold til omgivelsernes, da vil vi opleve, at lærerne igen vil føle det som en livsform og en livsopgave at være lærer for den opvoksende generation.
At kommunerne og forældrebestyrelser skal bestemme over skoleplaner og lærernes arbejdsforhold bør høre hjemme i demokratiets overdrev, for hvad ved forældre generelt om pædagogik og faglige forhold?
Lad Undervisningsministeriet og Finansministeriet nedsætte et fast skoleudvalg, som hele tiden skal sørge for, at skolelærerne altid har et højt uddannelsesniveau (som i Finland). Da vil respekten for lærerne naturligvis genopstå til gavn og glæde for både dem, eleverne og hele samfundet.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.