Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Rutinemæssige tilsyn med læger skader patientbehandlingen

Tusindvis af læger har skrevet under på en erklæring, der udtrykker mistillid til Styrelsen for Patientsikkerheds arbejde.

Der er allerede skrevet meget om, at læger bruger tiden på at sidde ved computeren for at leve op til de stigende dokumentationskrav i stedet for at tage sig af patienterne.

I dette indlæg beskrives et andet nyt aspekt, hvor Styrelsen for Patientsikkerheds arbejde må forventes at skade patientbehandlingen. Det handler om planlagte tilsyn hos de praktiserende læger.

Styrelsen for Patientsikkerhed har intensiveret sit tilsyn og kontrollerer årligt et stort antal almindelige lægeklinikker med tilsyn, selv om man ikke har konkret mistanke om, at de udgør nogen trussel. Man ser bl.a. på, hvad lægen har skrevet i journalen, og sammenligner det med, hvad der står i forskellige vejledninger, love og bekendtgørelser. Der er ingen dokumentation for, at en sådan fremgangsmåde har nogen positive effekter for patienterne.

Når Styrelsen farer frem med mistillid, dokumentationskrav, kontrol og kritik, der ikke opfattes som fagligt meningsfuld, opfattes den som en fjende i stedet for en samarbejdspartner. Lægerne vil naturligvis forsvare sig, når styrelsen tvinger dem til at udføre arbejdet på en fagligt dårligere og mindre effektiv måde, end de er vant til. Det er utilfredsstillende for både læger og patienter, når en myndighed agerer på den måde.

Der køres en konflikt op, som er mere skadelig, end man måske umiddelbart forestiller sig.

Det bredere kvalitetsarbejde skal ligge i faglige fora og ikke hos styrelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har magt til at indskrænke og fratage læger deres autorisation. Den aggressive tilgang, som styrelsen har valgt, presser lægerne til at beskytte sig selv, hvilket kan blive farligt for patienterne. Lægerne vil tilskyndes til at skjule fejl og dække over hinanden for at undgå påtaler og anden straf. De vil være tilbøjelige til at sende for mange patienter videre til for mange både dyre og potentielt risikable undersøgelser for at undgå selv at tage ansvar. Og de vil være tilbøjelige til at bruge for meget tid på at forberede sig på kontrolbesøg og notere og journalisere for at dække sig ind og holde ryggen fri. I en situation med lægemangel vil det betyde, at patienterne må vente, med fare for at de ikke kommer i behandling i tide. På den måde udgør de planlagte tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed en fare for patienterne.

Selvfølgelig er der behov for tilsyn med sundhedsområdet, men man bør fokusere på de klinikker eller personer, hvor der er begrundet mistanke om en særlig risiko, og koncentrere sig om at etablere et trygt samarbejdsklima. Styrelsen kunne komme langt med blot at reagere på de henvendelser, den modtager. De konkrete sager om patientsikkerhed, der har været omtalt i medierne, og som har ført til det skærpede tilsynsarbejde, kunne have været stoppet, hvis myndighederne havde reageret på de talrige henvendelser, de har modtaget gennem mange år. Nu reagerer man myndighedsmæssigt med at skyde fugle med så store kanoner, at man risikerer at smadre hele sektoren. Det bredere kvalitetsarbejde skal ligge i faglige fora og ikke hos styrelsen, da det kræver, at man kan blotte fejl og uhensigtsmæssigheder uden at blive straffet, og det kan man ikke over for en myndighed som Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er glædeligt, at politikerne allerede er begyndt at se på de mange uheldige effekter af styrelsens arbejde. Men der er behov for yderligere indskrænkninger, end det man allerede har besluttet. Man bør stoppe de planlagte tilsyn hurtigst muligt, da de skader patientbehandlingen og gør det mindre sikkert at være patient i Danmark.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.