At indrømme, at jeg er ensom, er simpelthen for pinligt, når man er ung

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Brætspilstorsdag, fredagsbar, lørdagsfest. Det skorter ikke på muligheder på universitetet for at socialisere sig. Der er også Instagram, Facebook og Snapchat, hvor jeg hurtigt kan komme i kontakt med mine venner. Undervisning på universitetet er også en god mulighed for at være sammen med andre mennesker.

Hvis jeg ønskede det, kunne jeg være omgivet af andre mennesker dagen lang, og det gælder nok for de fleste andre studerende. Alligevel er ensomheden højest blandt unge.

Unge mennesker, der flytter hjemmefra og forestiller sig, at nu begynder voksenlivet. Men de forestiller sig nok ikke, at med uafhængigheden følger også følelsen af ensomhed. For det er ikke noget, vi snakker om. Det er meget lettere at forestille sig Preben på 88 år, der sidder alene hjemme hele dagen. Han har ikke nogen familie, der besøger ham, og han har mistet sine jævnaldrende venner til alderdommen.

Preben er ensom, og det kan vi som samfund sagtens forstå, så Preben får en besøgsven. Sværere er det at forestille sig det unge menneske, der konstant er omgivet af andre mennesker, men alligevel er hjemsøgt af samme følelse som Preben.

Hvordan kan det være, at så mange unge oplever ensomhed, på trods af at vi lever i en social tidsalder? Og hvordan kan jeg have været en del af statistikken af ensomme unge piger?

Min oplevelse af ensomhed kom langsomt snigende gennem mit teenageliv, og da jeg flyttede hjemmefra, flyttede ensomheden med ind. Jeg oplevede at sidde på min ungdomsuddannelse i et klasseværelse proppet med klassekammerater og stadig føle mig alene. Det samme gælder på universitetet, hvor jeg i et fyldt auditorium med 250 andre studerende stadig ikke føler nogen samhørighed med de andre.

Normalt underholder jeg gerne længe med mit sexliv, og jeg kan fortælle detaljerede og saftige historier fra weekendens eskapader og Tinder-dates. Men at skulle indrømme, at jeg er ensom, er simpelthen for pinligt. Så vil jeg langt hellere være kendt som hende, der fortæller intime detaljer om sit datingliv.

Det er nok også den illusion af at være stærk udenpå, som gør ensomheden så svær at gennemskue. Jeg vil også gerne have det kram, som de andre får, der indikerer, at man er blevet lidt ekstra gode venner. Og jeg vil også gerne være en del af de indforståede blikke i timerne, som man automatisk sender de andre, hvis der er sket noget sjovt i weekenden.

På mit studie har vi været rigtigt gode til at snakke om, hvor hårdt det har været at starte på universitetet. Vi har snakket om, hvor svære teksterne er, hvor stor arbejdsbyrden er, og hvordan vi dog skal komme igennem alt det faglige. Derimod har vi ikke været særligt gode til at italesætte det sociale aspekt.

Der er masser af sociale aktiviteter at vælge imellem, men det gør bare ikke følelsen af at sidde uønsket i hjørnet til fredagsbaren mindre. Alle forventer, at vi unge har et naturligt tilhørsforhold til vores medstuderende, eller takket være de sociale medier tror de, at vi konstant er sammen med andre mennesker. Det er bare ikke altid helt sandt. Men hvorfor er unge mennesker så ensomme?

De sociale medier kan være en medvirkende faktor, da de skaber en illusion af, at alle andre har fuldstændigt styr på deres sociale liv. Så vil der altid sidde nogle tilbage med en ensomhedsfølelse, der bliver forstærket af, at deres liv ikke matcher illusionen.

De føler sig mislykkede, fordi de ikke lever op til de sociale succeskriterier. Samtidig viser forekomsten af ensomhed blandt børn og unge, at tallet hverken er steget eller faldet fra 1988 til 2010, så noget kan tyde på, at ensomhed er et uundgåeligt grundvilkår, som de fleste unge mennesker vil møde på et tidspunkt i deres liv. Så hvorfor taler vi ikke mere om det, som vi gør med alt muligt andet?

Jeg vil gerne gå forrest i kampen om at italesætte ensomhed blandt unge. Det er ikke let at snakke om, men vi bliver nødt til at indse, at det er noget, som de fleste kæmper med.

Ensomhed er et livsvilkår, som mange unge vil komme til at opleve på et tidspunkt og måske i flere perioder af deres liv. Derfor skal vi kunne snakke om det, på samme måde som vi snakker om sorg eller kærlighed, så unge finder ud af, at det er helt naturligt. Det skal ikke være et tabu at være ung og ensom.