Hvordan kan man lære sine elever om Børnekonventionen, når den ikke gælder alle?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg arbejder på en skole, som er noget så fint som certificeret børnerettighedsskole.

Det er god branding for skolen, og en del af eleverne er med i skolens rettighedsråd, der arbejder med trivsel og om Børnerettighedskonventionen. Det vil sige, de arbejder ud fra blandt andet kampagner og undersøgelser med at skabe mangfoldighed, anti-mobbepolitik mv.

Resten af eleverne mærker naturligvis også børnerettighedsskolestemningen.

Hvert år dedikeres der fire uger til at arbejde med paragrafferne i et børneperspektiv. Der bliver arbejdet med klassens charter, retten til forskellighed, retten til en god skoledag, retten til at være sig selv og mange andre af konventionens rettigheder.

Alt dette gøres for at styrke vores elevers gang i livet, som jeg mener, at man er styrket i, når man kender til sine og andres rettigheder.

Ærlig talt elsker jeg bare at arbejde med børnerettigheder. Jeg elsker, at jeg lever i et frit land, hvor jeg kan fortælle mine elever, at de faktisk ikke behøver kæmpe for deres ret til at gå i skole, ikke at blive slået, ikke at blive seksuelt mishandlet eller blive tvunget på arbejde. Et privilegium af dimensioner, som vi egentlig kan gå og tage for givet.

Men det er en farlig tilgang til livet.

P.t. har vi en regering, der sætter en ære i at presse Menneskerettighedskonventionen til det yderste. Ære og prestige i et projekt, som jeg mener, er moralsk forkasteligt. P.t. presser Dansk Folkeparti regeringen igen med et forslag om, at børn af afviste asylsøgere og asylsøgere, der venter på svar, slet ikke skal gå i skole i kommunerne. Der skal oprettes særlige institutioner, hvori flygtningebørn skal undervises – men aldrig i dansk.

I Danmark vokser børn allerede op på udrejsecentre, hvor der i den grad ikke bliver taget højde for barnets tarv.

Senest har Inger Støjberg og Johanne Schmidt-Nielsen været på besøg på Sjælsmark Udrejsecenter for at se, hvordan virkeligheden er. En virkelighed, de fleste, der har børn selv, nærmest ikke kan holde ud at tænke på.

Børn sidder i en håbløs ventesituation, går ikke i skole og har ikke mulighed for at være børn med alt, hvad det indbefatter af leg og omsorg fra voksne. Børn, der ender med at blive udvist til deres ”hjemlande”, hvor de aldrig har været og ikke kender sproget. En umulig og håbløs situation.

En stressende og presset situation, hvor børnene desværre skal agere små voksne, fordi deres egne forældre ikke magter at passe på dem og i værste fald bliver mærket for livet.

Det er nemlig bevist, at hvis børn vokser op uden håb og mål for fremtiden, er de i stor fare for at blive radikaliserede og/eller begå voldsom kriminalitet.

Jeg kan kun være enig med formanden for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, der udtalte i Politiken i oktober, at hvis det havde været børn med dansk statsborgerskab, var staten trådt ind for længe siden. For det er nemlig det, vi gør i Danmark.

Vi støtter, når der er nogen, der ikke magter deres opgave i livet. Det kan jeg som lærer i den grad skrive under på.

20/11 var det børnenes dag – en dag hvor Børnekonventionen fejres – og hvor en masse beslutningstagere mødtes i FN-byen og diskuterede børns rettigheder i Danmark.

En oplagt mulighed for vores politikere og andre beslutningstagere til at lægge pres på, at vi i Danmark ændrer vores praksis på området med flygtningebørn. Særligt for de børn, der bor på udrejsecentre, og de børn, der bliver udvist, selvom de har tilknytning til Danmark frem for alt. Men lige lidt hjalp det – Dansk Folkeparti er ude på at presse konventionen yderligere.

Når jeg så i nærmeste fremtid igen skal undervise mine pæredanske christianshavnerbørn, skal jeg så lære dem, at selvom vi i Danmark har anerkendt Børnekonventionen siden 1991, så gælder den faktisk ikke alle børn i Danmark?

Det er nok næppe det, jeg komme til at stå at sige ordret, men jeg kommer til at lægge vægt på, at rettigheder ikke – særligt i disse tider – er noget, man skal tage alt for givet.

Vores motto på skolen er, at vi står på ret for konventionen. Og det gør jeg, mine kollegaer og vores elever i hvert fald. Nu har vi brug for, at vores elever har nogle politiske forbilleder, der også vil stå på vagt for den konvention, vi så stolt bryster os af at overholde. For hvad betyder det, at vi står på ret for vores og andres rettigheder, når de fra politisk side bliver ignoreret?

Jo, når man kender sine egne rettigheder, så vil man naturligvis også stå på ret for og beskytte andres rettigheder.

Lad konventionerne gælde for alle børn i Danmark, og lad barnets tarv komme i første række – også i sager om integration og statsborgerskab.