Candynavia har dækket op til en sød jul

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg tripper ned ad Strøget i København. De velkendte stormagasiner funkler med julelys og reklamer, og der passerer en lind strøm af mennesker ud og ind ad dørene. Alle snor sig behændigt mellem de mange elektriske kørestole, for der er plads nok i de ekstra brede dørportaler.

Længere henne langs facaden bruger de gående en særlig adgangsdør, hvor krykker ikke bliver fanget i smudsgitteret mellem fortov og butiksgulv.

Der er en særlig stemning her op til jul. Alt er pyntet i rødt, hvidt og grønt, og den traditionelle juleudstilling i vinduerne kører med nissetog fulde af godter og julebag. Det er endelig den søde juletid, og der bliver varmet op til hjerternes fest. Det nyeste julehit, ”Sweet Christmas”, brager ud af højttalerne fra stormagasinets indre.

Julefreden bliver kortvarigt forstyrret af en ambulancedrone, der tvinger sig vej ned gennem trængslen for at komme en midaldrende mand til undsætning – hmm, hjerternes fest. En ret almindelig hændelse nu om stunder, så folk er ikke synderligt påvirkede. Dronen flyver hurtigt opad, og folkemængden udfylder igen det vakuum, der kortvarigt punkterede julehyggen.

København er blevet et populært turistmål, især op til jul. Halvdelen af butikkerne på Strøget handler med slik i alle farver, former og størrelser, og konditorforretningerne har kronede dage med salg af lækre glace-cookies, fruities i sukkerkrukker og goodies pakket ind i marcipanfondant.

Danmark er i skarp konkurrence med Finland og Sverige om at bevare den guldrandede førsteplads som den største sukkernation i Candynavia – en plads, som vi for alt i verden vil kæmpe for.

Danmark har jo trods alt en historisk tradition for handel med det hvide guld, ja, helt tilbage til tiden med De Vestindiske Øer. Men det er der nok ingen andre end mig, der tænker på midt i menneskemylderet.

Sulten melder sig. På Nytorv finder jeg byens eneste pølsevogn med pølser uden statiner. Jeg bestiller en hotdog med det røde og det hvide. Jeg har lidt problemer med at håndtere min hotdog her i kulden, og det meste af det hvide drysser af. Men det betyder ikke noget, for inderst inde er det kødet, min krop skriger efter.

En blind mands hund kigger længselsfuldt op på mig, men jeg har for længst lært at ignorere førerhunde. Folk stirrer på mig på min vej ned mod Kgs. Nytorv. Det er ikke så tit, at de ser en olding i gadebilledet. De fleste omkring mig er unge eller familier med børn. Faktisk har jeg ikke set særlig mange over 60 år, siden jeg kom op fra metroens dyb under Rådhuspladsen. Det skyldes noget med den faldende gennemsnitsalder i Danmark.

Ved Storkespringvandet står en bolsjestribet klovn og deler rabatkuponer ud til børnefamilierne. Juletilbud til halv pris: burgermenu med sugarshake og til dessert en lækker sweetiepie. Han er populær, ham klovnen. Børnene krammer rabatkuponerne i deres små tykke hænder og venter tålmodigt på deres mor, der bakser med at manøvrere sin kørestol væk fra menneskemængden og hen mod burgerrestauranten.

Storkespringvandet – det var her, jeg for mange år siden soppede i bassinet og pænt blev bedt om at hoppe op af vandet. Han var egentlig ret sød, den strømer. Jeg satte en blomst i håret på ham og gav ham et kys på kinden.

Ali bali, ali bali bi, luk nu dine øjne i …