Åbent brev til Sophie Løhde

Kære Sophie Løhde

Den 12. oktober 2015 sendte jeg dig et åbent brev, hvor jeg forsøgte at åbne dine øjne for det kaos, som det offentlige sundhedsvæsen i Danmark i dag befinder sig i. Jeg advarede dig om, at det offentlige sundhedsvæsen har kurs mod et snarligt sammenbrud, og tilbød dig samtidig en uddybende beskrivelse af, hvordan sygehuspersonalets arbejde ødelægges af politisk detailstyring og virkelighedsfjerne ambitioner. Dette gjorde jeg bl.a. ud fra en formodning om, at en faglig og velunderbygget advarsel om et truende kollaps måske ville gøre indtryk på dig som sundhedsminister. Hidtil har du imidlertid ikke vist nogen interesse for emnet.

Når et problem bliver for komplekst og uoverskueligt, reagerer nogle mennesker ved at prøve at tie det ihjel. Gør du også sådan? Prøver du at fortælle dig selv, at situationen nok ikke er så alvorlig, som jeg og mange andre skitserer den? Det ville være dejligt bekvemt, ikke? I så fald spiller du højt spil. Og du glemmer, at jeg som fagmand har en helt anden indsigt i sundhedsvæsenet end dig.

Mange af dine politiske kolleger sidder stadig og drømmer sig til et sundhedsvæsen i verdensklasse, mens det rigtige sundhedsvæsen langsomt braser sammen om ørerne på dem. Sådan gjorde statslederne i DDR også, når de tegnede sminkede billeder af landets produktion. Gælder det også dig?

Som fagmand advarer jeg dig endnu en gang: Lige nu eksisterer det solide og langtidsholdbare offentlige sundhedsvæsen kun i teorien. Og så måske i din fantasi.

Det forlyder i den forbindelse, at du nu vil have udpeget én behandlingsansvarlig læge for hver patient. Jeg synes ellers, at jeg højt og tydeligt har forklaret dig, at du ikke skal forsøge dig med flere fikse idéer til at forskønne patientoplevelserne med et snuptag. Fagfolkene på de danske sygehuse har naturligvis for længst fået selvsamme idé og gennemgået mulighederne for at føre den ud i livet. De har desværre måttet forkaste idéen igen. Årsagen er, at det egenhændige behandlingsansvar er en opgave, som lægerne aktuelt ikke har ressourcer til løfte uden at kompromittere afgørende hensyn til patientsikkerheden. Din idé er altså hverken ny eller god. Husk, at de dårligste idéer oftest er dem, der på overfladen virker så besnærende ligetil.

Du kan vælge at drømme videre om dine urealistiske idealer som egenhændigt behandlingsansvar, udredningsgarantier, diagnosegarantier, behandlingsgarantier og helbredelsesgarantier. Eller du kan bevæge dig frem til det, psykologerne vist kalder ’erkendelsesfasen’.

Til det formål kan jeg forsyne dig med afgørende viden, så du fx kan begynde at forbedre sundhedsvæsenet i stedet for at ødelægge det. Jeg beder ikke om flere ressourcer. Men jeg beder bl.a. om, at du og dine politiske kolleger ikke holder mine patienter for nar ved at love dem noget, der ikke kan holdes. Har du modet til at tage vattet ud af ørerne, række hånden ud og lytte til en virkelighedsberetning, der er både jordnær og renset for idealisme?

Mit tilbud om en beskrivelse af de faktiske forhold i det offentlige sundhedsvæsen står stadig ved magt. Har du rygrad nok til at tage imod det?

Med venlig hilsen

Thomas Emil Christensen

Læge, Rigshospitalet