Kronik: Teser om Vilhelm Buhls antisabotagetale

Nu er han der igen, statsministeren, med skarpe udfald mod sine længst afdøde forgængere. Denne gang er anledningen 60-året for Danmarks befrielse, og som tilforn sekunderes han af sin konservative kulturminister og minsandten nu også af skatteministeren.

Alle kritiserer de den tale, som min farfar, daværende statsminister Vilhelm Buhl, holdt i radioen den 2. september 1942. Det var den, hvori han opfordrede befolkningen til at politianmelde udøverne af den spirende sabotage mod virksomheder, der producerede varer til tyskerne.

Hvorfor holdt han den tale? Den nuværende regering har jo ret i, at den bagefter har skurret i mangt et øre. Kunne han i det mindste ikke bare have tiet stille?

Hverken Anders Fogh Rasmussen eller hans ministre beskæftiger sig med kommunisterne i deres kritik af datidens politikere - bortset fra Fogh Rasmussens fordømmelse af kommunistlovene. Man kan imidlertid ikke bedømme forholdene på datidens præmisser uden at indtænke den kommunistiske trussel, som i hvert fald i socialdemokratisk optik befandt sig på niveau med den nazistiske.

Derfor bør det første spørgsmål lyde: Var antisabotagetalen udtryk for et ønske om at bremse kommunisterne? Det er og var jo en kendt sag, at sabotagen på det tidspunkt alt overvejende blev udført af kommunister, der havde indledt en modstandskamp efter Hitlers angreb på Sovjetunionen. Og sikkert er det, at Vilhelm Buhl nærede frygt og foragt for kommunisterne, lige som der heller ikke er tvivl om, at sabotagen for kommunisterne ikke kun var en kamp mod tyskerne, men samtid et led i den revolutionære kamp mod "reaktionen" herhjemme, repræsenteret ved ikke mindst "klasseforræderne" i Socialdemokratiet.

Vilhelm Buhl var, tror jeg, slet og ret bange for, at de danske kommunister med deres aktiviteter skulle legitimere en sovjetisk annektering af Danmark i stil med den, der et par år forinden var overgået Estland, Letland og Litauen. En dansk indlemmelse i Sovjetunionen ville jo nemt kunne forklares som en "befrielse": Danmark var uden alliancer med vestlige lande, og Sovjetunionen var fra juni 1941 krigsførende mod Tyskland. Det ville være nærliggende for Sovjetunionen at benytte sig af chancen - hvis det ikke lige var for den frembrusende tyske hær, der må have krævet alle sovjetiske ressourcer koncentreret herom.

Netop derfor kan frygten for en sovjetisk annektering af Danmark ikke have været højaktuel i september 1942. Det Tredje Riges krigslykke var på dette tidspunkt på toppen, og en sovjetisk "befrielse" af Danmark ville kræve omkostninger af et omfang, som russerne ganske enkelt ikke havde i den periode. Slaget om Stalingrad og det tilsvarende vendepunkt ved El Alamein var her i begyndelsen af september 1942 stadig fremtid. Tyskland var bomstærk, og Tyskland "sad" på Danmark, der dermed (på dette tidspunkt) var urørlig for Sovjetunionen.

Antisabotagetalen kan altså ikke have været båret af akut frygt for russerne. Men hvad var det så?

Et næppe urigtigt motiv kan have været bestræbelserne for at undgå norske tilstande i Danmark - eller det, der var værre: en regulær indlemmelse af Danmark i det stortyske rige. For Vilhelm Buhl var det alt om at gøre at bevare først og fremmest jurisdiktionen på danske hænder, og besættelsesmagten havde direkte betydet den danske regering, at enten bragte den sabotagen til ophør, eller også ville tyskerne selv tage affære. Skete dette, ville al dansk myndighedsudøvelse i realiteten blive sat ud af kraft - og hvad ville der så være tilbage af nationalstaten Danmark? Det kan meget vel have været betragtninger som disse, der lå bag hans opfordring, jfr. også talens ord om, at det gælder om, at "man ikke kommer til at stå over for den situation, at der rejses spørgsmål om tilstrækkeligheden af vor nugældende straffelovgivning eller overhovedet om vor adgang til selv at holde justits på dette område." Også de ord, hvorom diskussionen handler, kan måske forstås i dette lys, jævnfør ordene om fædrelandets interesser: »Også den, der over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesser.«

Men igen: Det er stærk kost! Gik han ikke i sin appel videre, end han havde behøvet? Det skulle man synes, skønt han utvivlsomt har ment, at fordelene for Danmark og hele kampen mod Tyskland ved disse kommunistiske sabotagehandlinger var helt ude af proportioner med deres overhængende konsekvenser for "fædrelandet", nemlig at det simpelt hen forsvandt.

At sådanne overvejelser ikke bare ville være udtryk for grundløs paranoia, fremgår af, at man nu ved, at Hitler under den "telegramkrise", der brød løs senere samme september måned, instruerede den nye tyske øverstkommanderende, general von Hanneken, om, at »Dänemark müsse eine deutsche Provinz werden«. (Se Hans Kirchhoff, "Samarbejde og modstand under besættelsen", 2001, side 152.)

Det var altså det opdrag, von Hanneken kom til Danmark med i slutningen af 1942! Og altså måske præcis det, som Vilhelm Buhl søgte at undgå med talen i september.

At det ikke gik så galt, skyldes formentlig - foruden danske politikeres og herværende tyske repræsentanters smidighed - at Hitler meget snart fik andet at tænke på end forholdene i Danmark. Men man må ikke glemme, at Tyskland - og Hitler - primo september 1942 følte det overskud, der i givet fald skulle til for helt at overtage Danmark - og at hverken England eller andre gode kræfter havde styrke til at forhindre det. Og at der ikke på det tidspunkt var udsigt til, at den tyske krigslykke ville vende. At den gjorde det blot få uger senere, kunne ingen vide.

Det er vel også værd at erindre, at talen, der i udkast var forfattet af Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen, blev bakket op af alle partier i samlingsregeringen og af fagbevægelsen og det øvrige organisationsliv m.m. Privat noterede redaktøren af Social-Demokraten, Peder Tabor, at »talen gjorde et godt indtryk«, og i den konservative rigsdagsgruppe erklærede Ole Bjørn Kraft, at »ingen ansvarlig statsmand kunne sige andet«. (Se Hans Kirchhoff sst., side 147.) Og ved folketingsvalget et halvt år senere kunne Socialdemokratiet med Vilhelm Buhl i spidsen notere et par mandaters fremgang.

At sabotagen efter den 29. august 1943 kom til at spille en overordentlig nyttig rolle for Danmarks position efter krigen, er en anderledes, kendt sag.

Selv gav han aldrig nogen fyldestgørende forklaring på, hvorfor han holdt den tale. Når han efter krigen blev spurgt om den, svarede han følgende: »De erklæringer og indrømmelser, som blev givet i store situationer, må nu stå i grel belysning. Men i den store politik må man tage sit bestik og følge en fast linie. Efter den må der handles, og de ledende må bære det ansvar, der følger med. Selv vedstår jeg mit med rolig samvittighed. Hvad der i et givet tidsrum er foregået, må altid ses i det historiske perspektiv.«

Så sandt. Men disse ord forklarer jo ikke hvilke tanker og analyser, der lå bag talen, da den blev holdt.

Måske kan der - foruden det allerede anførte - have ligget hensyn til det krigsførende England bag antisabotagetalen. Det antyder Jens Otto Krag i sin skildring af Vilhelm Buhl i bogen "Fra folket de kom" fra 1962. Her henviser han til dr.phil. Jørgen Hæstrup, der i 1961 lod en afhandling med titlen "Table Top" trykke i "Jyske Samlinger" (se også Hans Kirchhoff sst., side 120ff). Af denne afhandling fremgår ifølge Krag, at danske efterretningsofficerer allerede fra sommeren 1940 sendte informationer til England via Ebbe Munck i Stockholm. Disse efterretninger om »troppe- og især skibsbevægelser« (Krags ord) skal have været af stor værdi for englænderne, og Krag skriver i sin gengivelse af Hæstrup, at »de vitale opgaver på henholdsvis kort og langt sigt, som officererne løste, forudsatte opretholdelsen af den bestående situation i Danmark, hvor regeringen med partierne og organisationerne bag sig af bitter nødvendighed førte en henholdende forhandlingspolitik over for tyskerne.«

Krag refererer, at englænderne så sent som i april 1942 havde godkendt de i Danmark herskende tilstande, herunder at sabotage ifølge "Ligaen", som den danske officersgruppe kaldte sig, ikke var forenelig med en fortsættelse af efterretningsvirksomheden.

Forklaringen herpå må være den, at sabotagen kunne få tyskerne til selv for alvor at tage over i Danmark, og at det i så fald ville være ude med officererne og dermed efterretningerne. Fra London lød det derfor, at man ville øve sin radiopropaganda mere mådeholdent for »ikke at forstyrre status quo i Deres land«. Og videre: »I fremtiden vil al unødvendig opfordring til sabotage blive undgået, og unødvendige angreb vil ikke blive rettet mod den nuværende regering.«

Sådan lå landet den 2. september 1942. Og da Christmas Møller fire dage senere var i æteren fra London med det modsatte budskab - altså om at gå aktivt til modstand og intensivere sabotagen - reagerede alle andre end kommunisterne med bestyrtelse. Det gjaldt også den engelske udenrigsminister Anthony Eden, fra hvem Christmas Møller måtte indkassere en røffel (se Hans Kirchhoff sst., side 137).

Spørgsmålet er så nu, om Vilhelm Buhl den dag i radioen (også) søgte at sikre "Ligaens" fortsatte virksomhed til gavn for England. Krag mener i hvert fald, at »Buhl kan have holdt sin tale i den gode tro, at det krigsførende England for nærværende havde accepteret den danske hovedlinie og endog ville afstå fra "unødvendige angreb" mod hans regering« - om end Krag også mener, at Vilhelm Buhl gik videre i sin appel, end det var nødvendigt.

Nutidens debat om "samarbejdspolitikken" tegner et billede af, at valget stod mellem samarbejde og modstand. Virkeligheden var, at Danmark hele vejen igennem gjorde begge dele, og at danske politikere og myndigheder fra første færd stod i tæt dialog med den engelske regering, der omvendt var gennemgående indforstået med den danske politik. (Se også Frank Esmann Jensens bog "Da fornuften sejrede - det britiske udenrigsministeriums politik over for Danmark under 2. verdenskrig", Fremad, 1972.)

Så langt er den nuværende regering tilsyneladende ikke nået i sin historielæsning. Var den det, ville den nok have opdaget ironien i, at den nu indtager præcis samme standpunkt, som den engelske udenrigsminister dengang skældte Christmas Møller ud for at have forfægtet.