Kronik: Dansk atompolitik under Den Kolde Krig

Jyllands-Posten og DR 2 har i artikler og udsendelser søndag den 5. og 12. december rettet et kritisk lys mod dansk atomvåbenpolitik under Den Kolde Krig, men desværre med en journalistisk vinkling, der slører billedet af, hvad denne politik egentlig gik ud på.

Vinklingen hedder "dobbeltspil", et udtryk, der anvendes hele 12 gange i JP den 6. december, og påstanden er, at befolkningen blev ført bag lyset af regeringen, der sagde ét (at Danmark var og skulle være atomfrit), men gjorde noget andet, nemlig at forberede forsvaret til atomkrigsførelse i henhold til NATO-strategien.

Denne påstand lader sig dog kun opretholde ved at se bort fra, hvad den officielle atompolitik gik ud på. Hverken JP's eller DR's journalister har gjort sig den ulejlighed at reflektere over formelen, at dansk territorium skulle forblive atomfrit "under de nuværende (eller foreliggende) omstændigheder", og hvorledes den blev præsenteret og forstået i samtiden.

Forholdet er, at der i samtiden var en bred forståelse af atomfrihed som fysisk placering af atomvåben på dansk jord (dvs. syddansk, fordi Grønland var i en anden kategori), hverken mere eller mindre.

Der var heller ikke megen diskussion om tolkningen af de "nuværende omstændigheder". Udtrykket betød på den ene side, at atomfriheden gjaldt, så længe den kolde krig holdt sig inden for de hidtidige rammer, som vel at mærke kunne være ganske kriseartede, jvf. Ungarn- og Berlin-kriserne 1956 og 1957. På den anden side var der ikke megen tvivl blandt tilhængere og modstandere om, at formlen ikke dækkede krigen. Det blev helt tydeligt, da man i 1960'erne begyndte at bruge formlen "i fredstid", som nok var en mindre stramning, men som dækkede hovedforståelsen siden 1957. (Det var først senere, i 1970'erne, man begyndte at opfatte "krisen" som en særlig kategori mellem fred og krig og diskutere, hvor grænsen for base-og atomfriheden gik i forhold til denne.) Hvad der ville ske i krigstid, stod åbent og måtte stå åbent, men ingen politiker foregøglede befolkningen, at atomforbeholdet havde gyldighed i krigstid.

Udgangspunktet for dansk politik i krigssituationen var derfor Danmarks almene, omend tøvende tilslutning til den gældende nukleare NATO-doktrin. Der gjaldt ingen særlig konventionel NATO-strategi for Danmark, men det var der heller ingen, der hævdede. Så længe det var tilfældet, måtte Danmark i et vist omfang sandsynliggøre, at man kunne deltage i NATO-strategien, fx. ved at anskaffe dobbeltanvendelige (dual-capable) våben, træne i atomar krigsførelse og bygge depoter. Disse forberedelser var en væsentlig forudsætning for de NATO-allieredes accept af atomforbeholdet. Men de var samtidig også forudsætningen for dets troværdighed over for Sovjetunionen. Og under alle omstændigheder var de i fuld overensstemmelse med forbeholdets indhold.

Det er derfor uberettiget at bruge dobbeltspil som gennemgående metafor. Nok var myndighederne mindre åbenhjertige i visse spørgsmål, f.eks. omkring depotbyggeriet, hvor H. C. Hansen var ganske karrig med sandheden, men der var her trods alt tale om militære hemmeligheder med et legitimt beskyttelsesbehov. Det eneste klare eksempel på dobbeltspil var, da man i 1960'erne begyndte at hævde, at forbeholdet også gjaldt Grønland. Om det generelle billede, at atomforbeholdet gjaldt i fredstid og ikke i krigstid, var næppe nogen deltager i diskussionen i tvivl om. Den udtalelse af Poul Hansen fra 1958, der citeres i slutningen af 6. december-artiklen lå formentlig tæt på den almindelige forståelse af, hvad forbeholdet indebar. JP's fokus på 'dobbeltspil' hviler derfor på en fejlopfattelse af, at atomfriheden var mere absolut og omfattende, end den faktisk var. Måske også på en opfattelse af, at den burde have været total?

JP citerer (12/12) brigadegeneral M.H. Clemmesen for, at sandsynligheden for dansk anvendelse af atomvåben i forsvaret var størst i årene 1959 til medio 1960'erne. I det nyligt udkomne sjette bind af Dansk Udenrigspolitiks Historie,

Europæisk og globalt engagement 1973-2003, har jeg behandlet dansk atompolitik i 1970'erne og ind i 1980'erne under synsvinklen: Hvor stor var sandsynligheden af anvendelse af atomvåben i NATO-forsvaret af Danmark? Teoretisk set kunne atomvåben på dette (og tidligere og senere) tidspunkt indgå i forsvaret af Danmark som led i fire scenarier:

1) som led i allieret krigsførelse i eller fra dansk luftterritorium, f.eks. ved minering af stræderne eller flyoperationer mod fjendtlige angrebsstyrker;

2) i form af atombevæbnede NATO-forstærkningers deltagelse i forsvaret;

3) i form af atombevæbnede vesttyske styrkers retræte over den dansk-tyske grænse og endelig

4) ved at danske styrker i fredstid forberedte sig i brug af atomvåben, som de så fik tilført i krigstid.

Flere af disse scenarier lå i praksis uden for dansk kontrol, idet de dækkede situationer, hvor NATO-kommandosystemet var trådt i kraft. Formelt bevarede den danske regering og Folketing indseende med krigsførelsen på dansk jord, herunder bestemmelsesret vedrørende tilførsel og anvendelse af kernevåben på dansk territorium. Men der var betydelig usikkerhed både herhjemme og i alliancen, hvad den reelle situation ville være.

Det var måske baggrunden for, at Forsvaret i foråret 1979 foreslog at søge en række udestående problemer afklaret: tidspunktet for overdragelse af danske styrker til NATO-kommando, ansvarsfordelingen mellem regeringen og chefen for NATO's Nordregion, eventuel minering af internationalt farvand og anvendelsen af atomvåben i Danmark. Undersøgelsen skulle munde ud i en officiel orientering af NATO om den forventede danske stillingtagen under forskellige specificerede forudsætninger. Udenrigsministeriet fandt dog ikke, at der var grund til at gå ind sådanne overvejelser. Spørgsmålene, som formentlig ikke kunne besvares, fik derfor lov til at ligge.

Tilgang af allierede styrker med atomvåben havde man formelt styr på. Forstærkningsaftalerne med USA fra 1976 og 1979 samt de senere aftaler med NATO i 1980'erne forudsatte værtslandets samtykke til modtagelsen af konkrete forstærkninger, men det kunne nok betvivles, hvor stor den danske frihed ville være, hvis valget stod mellem forstærkninger medbringende atomvåben eller slet ingen.

Den situation, man formentlig havde mindst styr på, vedrørte vesttyske styrkers krigsmæssige tilbagetrækning til dansk område medbringende deres (amerikansk-kontrollerede) atomvåben.

Der var en stærk dansk interesse i, at de tyske retrætelinjer gik nord- og ikke vestpå, og i praksis ville en tilbagetrækning fra Slesvig-Holsten have været ensbetydende med introduktion af atomvåben, hvis disse da ikke var anvendt allerede.

Endelig var der spørgsmålet om det danske forsvars eventuelle udrustning med atomvåben i en krigssituation. Ifølge et forsvarsministerielt notat fra 1978 rådede hæren da over to dobbeltanvendelige systemer, der uden ændringer kunne levere atomvåben, nemlig 203 mm haubits og den nyere 155 mm selvkørende haubits. Desuden kunne flyvevåbnets F-100 og F-104 jagerfly samt Nike-batterierne levere atomvåben med mindre modifikationer.

Men forudsætningen var, at personellet var uddannet, og her var situationen den, at 203 mm haubitsenhederne nok indtil 1974 var uddannet såvel konventionelt som atomart, men at enhederne derefter var udgået af beredskabet; for 155 mm-enhederne havde der aldrig været tale om atomar træning. For flyvevåbnets vedkommende var atomar uddannelse af betjeningspersonellet ophørt i 1960.

Spørgsmålet om dobbeltanvendelighed var på dette tidspunkt på dagsordenen i NATO i forbindelse med langtidsprogrammet af 1978, og her kom spørgsmålet om de danske dobbeltanvendelige våbensystemer ind i billedet. I forsvaret overvejedes det, om man eventuelt kunne uddanne en mindre artillerienhed nukleart og derved tilmelde alle 203 og 155 mm-pjecer til NATO som "dual-capable". En anden løsning, der blev undersøgt, var, om tyske enheder fra 6. Tyske Division med amerikanske kontrollanter kunne "låne" danske artilleripjecer og stå for håndtering af atomgranater, mens de øvrige funktioner blev varetaget af danske enheder. Sammen med Jyske Division udgjorde 6. Tyske Division hovedstammen i landforsvaret af Slesvig-Holsten og Jylland, og ved den skitserede ordning kunne man sikre, at der ikke opstod svagere forsvarede frontafsnit. Heller ikke disse overvejelser førte dog til noget.

Det er derfor ganske usandsynligt, at det danske forsvar ville blive tilført atomvåben i en krigssituation efter begyndelsen af 1970'erne. Derimod var forholdet usikkert, hvad angår de øvrige atomare scenarier. I 1970'erne opstod der ydermere på politisk og embedsmandsplan en diskussion af, hvor atomforbeholdets nøjagtige grænser lå eller skulle trækkes i relation til "krise"-begrebet.

Forsvarsminister Poul Søgaard (S) arbejdede i slutningen af 1970'erne for at kunne tilkalde NATO-forstærkninger allerede i krisetid, endda i en tidlig fase af denne.

Da forstærkninger ville kunne medføre atomvåben, havde diskussionen også relevans for atompolitikken.

I 1980 slog Anker Jørgensen imidlertid fast, at han ønskede begrebet "i fredstid" tolket så snævert som muligt; det var farligt, hvis der var for megen "elastik" i det. Derved blev det.

På den anden side mislykkedes senere forsøg fra det alternative flertals side på at gennemtvinge en ubetinget dansk atomvåbenfrihed, dvs. også i krigstid.

Formlen "under de foreliggende omstændigheder" med tilføjelsen "dvs. i fredstid" forblev intakt Den Kolde Krig ud. Det samme gjorde muligheden for, at atomvåben ville indgå i forsvaret af Danmark i en krigssituation. Det var der ikke noget "dobbeltspil" omkring.

Litteratur: Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003. Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 6, 2004.