Leder: Truslen fra mørket
DE MUSLIMER, der tegner islam i offentligheden - der er forhåbentligt et stort, tavst og mere fornuftigt flertal - men de muslimer, som tegner islam i offentligheden har ét gennemgående fællestræk: en monumental selvhøjtidelighed.
Med en sådan selvhøjtidelighed følger en nærmest sygelig overfølsomhed over for enhver modsigelse, der uden videre udlægges som provokation.
En provokation mod en af disse selvhøjtidelige imamer eller gale mullaher udlægges straks som en provokation mod selve profeten og den hellige bog, Koranen, og så har vi balladen.
Så føler de islamitiske åndelige ledere sig foranlediget til at skælde ud, og heraf følger, at en hær af åndeligt mindre veludstyrede mennesker føler sig kaldet til at følge, hvad der udlægges som profetens bud og i sidste instans slå de formastelige ihjel.
Som beskrevet i dagens KulturWeekend er de seneste udslag af denne intimidering fra repræsentanter for en mørk og voldspræget middelalder, at et førende kunstmuseum har fjernet et kunstværk: af frygt for at fornærme muslimer. Oversættere af en islamkritisk essaysamling vil være anonyme: af frygt for at fornærme muslimer. Danske tegnere siger nej til at illustrere en bog om islam: af frygt for at fornærme muslimer. En komiker udtaler, at han ikke tør gøre grin med Koranen på tv: af frygt for at fornærme muslimer. Og så videre ...
Det ville have været rart at kunne affeje frygten som pjat og paranoia, men en hollandsk filminstruktør er blevet slået ihjel: fordi han fornærmede muslimer. En københavnsk lærer er blevet banket af uvorne elever: fordi han læste op af Koranen, og det blev betegnet som en fornærmelse, en provokation. Derfor følte galningene sig berettiget til at tæve og true ham.
Verden over laves der satire på film, teater og i bøger, men ingen tillader sig at gøre grin med islam. Det er, fordi en hoben imamer og mullaher, der føler sig berettiget til at tolke profetens ord, ikke tåler den fornærmelse, det er at blive genstand for intelligent satire.
Deltagere i statsministerens møde på Marienborg for nylig forlangte i fuld alvor, at statsministeren skulle indføre pressecensur og forbyde alt, hvad der kunne udlægges som fornærmelse af islam.
De vestlige samfund, der stadig er domineret af politisk korrekt berøringsangst for at sige fra over for disse truende røster fra en mørk middelalder, vrider sig for at finde undskyldninger og forklaringer.
Det mest forstemmende ved hele denne absurde situation er, at vi overhovedet skal tvinges til at diskutere et verdensbillede, vi i den vestlige verden forlod i forbindelse med Oplysningstiden.
Muslimernes åndelige vejledere her i landet bruger meget mundsvejr til at snakke udenom, når de eksempelvis konfronteres med islamismens voldsretorik.
Så har det pludselig ikke nogen betydning i det moderne samfund. Så skal det hele ses i en historisk sammenhæng, som naturligvis ikke har relevans i dagens Danmark, og der henvises til, at islam er en kærlighedens og forståelsens religion.
Spørger man mere konkret til, hvad det er for passager i Koranen, man ikke for tiden skal tage helt for pålydende, bliver de til gengæld vage og upræcise i deres formuleringer. Så understreges det igen, at Koranen er profetens ord og skal tages bogstaveligt i enhver henseende.
Den kendsgerning, at profeten kun har udtrykt sig mundtligt og de skriftlige kilder er videregivet på anden, tredje og fjerde hånd generationer senere, tillægges ikke stor betydning hos et præsteskab, der profiterer af et fortolkningsmonopol.
Det ville være en velsignelse, hvis det store flertal af muslimer, hvis højeste ønske må formodes at være et fredfyldt liv i harmoni med sig selv og naboerne, efterhånden ville sige fra over for denne stædige fastholden af en mørk fortid.