Kronik: Edderkoppe-sagen i virkelighedens verden

Der er vistnok en del, som tror, at en kriminalreporter er en blanding af Sherlock Holmes og en forrygende, whiskydrikkende herre med en fortygget havanacigar i den skæve mundvig....

Citatet stammer fra ingen ringere end den journalistiske hovedmand bag opklaringen af Edderkoppe-sagen, Anders B. Nørgaard, dengang en erfaren kriminalreporter først i fyrrerne.

Nørgaard, der fra efteråret 1948 dannede reporterduo med sin 23-årige kollega Poul Dalgaard, fortsætter i en levende beretning om sagen (i bogen "Store oplevelser. 23 journalister fortæller", Jespersen og Pios Forlag, 1955), at kun glimtvis passer filmverdenens og kriminalromanens billede af reporteren.

Man kunne her tilføje pressehistorikeren, professor Niels Thomsens karakteristik af den unge journalist Bjarne Madsen i TV-serien. Thomsen, der som ung historiestuderende var arkivar på Social-Demokraten i Edderkoppe-dagene, erklærer rent ud, at Bjarne Madsen ikke ville have en chance på redaktionen i København: »Efter sin indledende optræden var han omgående blevet sendt til den socialdemokratiske avis i Holstebro som sportsmedarbejder!«

Miljøet på den socialdemokratiske hovedavis i Danmark lignede heller ikke det, man ser i filmen, siger Niels Thomsen: »De 30 medarbejdere havde hver et område at passe og kendte dårligt nok hinanden. Et redaktionsmøde, som det fremstilles på TV, afholdtes ikke i hine tider.«

Man kan tilføje, at det var et tilfælde, at netop Social-Demokraten kom til at stå med palmerne i hænderne og som bladet, hvor dybdegående journalistik var sagen.

Tværtimod var Social-Demokraten, som en halv snes år senere, i 1959, blev peppet op og tog navneforandring til Aktuelt, sidst i fyrrerne en lettere kedsommelig partiavis, som blev holdt oppe ved tilskud fra De Samvirkende Fagforbund, som LO da kaldte sig.

Alligevel var avisens oplag på en konstant nedtur, fordi mange fagforeningsmedlemmer ikke både ville betale tvungent bidrag til partibladet og samtidig give penge for et abonnement. Så hellere købe BT, da et blad i fremgang, i kiosken.

Og hvad redaktionelt indhold angår, formåede Social-Demokraten ikke at hamle op med et blad som Politiken - eller med Ekstra Bladet, når det drejede sig om kriminalreportage.

Social-Demokraten fulgte under sin chefredaktør siden 1941, P. Tabor, Socialdemokratiets linie aldeles uden vaklen og viste aldrig liberalitet over for andres tanker, og slet ikke afvigere inden for partiets egne rækker. Partiet havde altid ret.

Tabors position og status blev - skarpt, men præcist - beskrevet af chefredaktør Erik Seidenfaden i Information i 1958:

»Tabor har som redaktør af Socialdemokraten af to dårlige resultater, en avis kan opnå, nået dem begge. Han burde jo af organet for de største vælgermasser kunne skabe landets største avis. Eller hvis kvaliteten var målet, skulle han af organet for landets mest indflydelsesrige parti have skabt den mest indflydelsesrige avis. Han er imidlertid redaktør af en af de mindste og mest ligegyldige.«

Ikke desto mindre rådede Social-Demokraten altså over en god leder af politiredaktionen, den nyligt tiltrådte Anders B. Nørgaard, hvis beretning om indledningen til hans største journalistiske triumf meget vel kunne indledes med den kendte sætning: »Det var en mørk og stormfuld nat....« For det var i de tider, da morgenbladsjournalister ofte sad på bladet til langt ud på natten, og det var også halvsent, da en lille lurvet udseende, øldunstende mand en sen regnfuld oktoberaften i 1948 satte sig på stolen foran Nørgaards skrivebord.

Journalisten var træt, men i kraft af sin journalistiske tæft gav han sig tid til at høre på manden, som blev sat i gang med en opknappet bajer og i usammenhængende sætninger fik antydet så meget om Københavns sortebørsunderverden, at Nørgaard blev rigtig interesseret.

Han fik blandt andet i sin næste samtale med den lille mand, som han senere kaldte "stikkeren", udleveret navnet på manden, der tilsyneladende - med gode forbindelser til politiet - var centrum i en lyssky verden af sortbørshandlere, alfonser og indbrudstyve.

Svend Aage Hasselstrøm nemlig. I starten brugte Nørgaard og Dalgaard ikke navnet i avisen. I den første artikel om sagen skrev de "Edderkoppen", et pseudonym, som Social-Demokratens anden chefredaktør, Preben Wilman, fandt på.

Første artikel stod meget beskedent under den to-spaltede overskrift "Chefen bag den sorte børs" i nederste højre hjørne af forsiden, med omløb til side 2. For det var den 4. november 1948, og resten af forsiden var plastret til med en international nyhed: Harry S. Truman havde vundet præsidentvalget i USA.

Journalisten "p.", Poul Dalgaard, startede ret stilfærdigt - der var tale om en omskrivning af Nørgaards oprindelige artikel, og redaktionen havde foretaget forsigtige forkortelser. Så han roste krisepolitiet, som nu skulle afvikles, for en god indsats mod sortebørshandelen:

»Når det er sagt, skal det tilføjes, at krisepolitiet svigtede på et afgørende punkt: Det er ikke til dato lykkedes at komme sortbørsens store bagmand til livs.«

Inden Dalgaard skildrede Edderkoppen, »en charmerende og gæstfri herre«, konstaterede han, at politiet manglede beviser og sluttede med et spørgsmål, efter forsigtige indledende ord: »Offentligheden underkender ikke politiets arbejde, men det er nærliggende at spørge, om det virkelig er muligt for en mand at skabe sig en formue på andres forbrydelser - og holde den gående.«

I modsætning til chefredaktøren i TV's udgave af Edderkoppen bakkede Social-Demokratens chefredaktion omgående sine reportere op i en leder, der udtrykte undren over, at en anden avis, Ekstra Bladet, havde reageret på Social-Demokratens artikel med beskyldninger om kulørt journalistik! Netop i 1948 førte mange gode kræfter kampagne mod alt "kulørt".

Ekstra Bladet, der ellers ikke var fremmed for kulør på journalistikken, havde sluttet sig til disse kræfter og skrev samme 4. november en petitkommentar:

»Vil De opleve en kraftig gyser, vil De dirre af spænding, så læs "Socialdemokraten"s skildring i dag af en fantastisk, men farlig charmetrold, "den gavmilde edderkop", der lever et liv i luksus med kostbar lejlighed og "flere dyre biler", men "i virkeligheden er sortbørsens ukronede konge. Krisepolitiet ved alt om ham. Politiinspektør Agdal er lige ved at nuppe ham - Ih hvor er det spændende. Fortsætter "Social-Demokraten" og krisepolitiet det så glorværdigt indledede samarbejde, kan alle "kulørte kræfter" gå hjem og lægge sig!«

Social-Demokraten svarede stilfærdigt, at sagen vist var mere farverig, end avislæseren endnu var klar over, og fortsatte de følgende måneder med flere afsløringer, blandt andet under den trespaltede forsideartikel "Chefen slog sig op på det store mærketyveri i Gentofte" - en affære fra 1943.

Der gik kun få dage, så steg den øvrige dagspresse på sagen, først Information, der havde en stor forsidereportage den 13. november fulgt af en leder af chefredaktør Børge Outze, som satte Social-Demokratens indsats i relief:

»Krisepolitiet har i denne sag ikke at gøre med sin gamle fjende "Ekstra Bladet", eller med det samfundsomstyrtende "Information", men med Bladet med den direkte Telefonforbindelse til statsminister Hedtoft.«

Også det konservative Nationaltidende og snart efter de Berlingske aviser gik ind i sagen, men mærkeligt nok var Politiken valen i starten. Den 14. november bragte bladet et ægte mikrofonholderinterview med Københavns politidirektør, Jens Herfelt, der forsøgte at nedgøre pressens indsats med ordene:

»Jeg har kigget på "Edderkoppen"- men også hans format er jeg tilbøjelig til at formindske i ganske overordentlig grad, selv om rygterne hele tiden har sagt det modsatte.«

De ord måtte politidirektøren tage i sig igen, da Hasselstrøm og to andre store fisk, møbelhandler Linde og "Fede Ejnar", blev anholdt, og det blev åbenbart, at Københavns politi for en del medarbejderes vedkommende var korrupt..

Herfelt gjorde politiadvokat Dorn-Jensen til leder af et team på 15-20 fagfolk, som gik til bunds i mange sager under afhøring af 5000 mennesker.

Da Venstre-justitsminister Helga Petersen - der i sin tidligere egenskab af byretsdommer flere gange havde haft Hassselstrøm foran sig - kunne konstatere, at sagen var opklaret, hørte det med, at 15 politifolk blev idømt fængsels- eller bødestraf foruden afskedigelse, mens 15 andre kom for tjenestemandsdomstol med efterfølgende afskedigelser, bøder eller irrettesættelser.

Nørgaard og Dalgaard fortsatte deres kombinerede journalist/privatdetektivvirksomhed og forsøgte at finde tråde fra Edderkoppe-miljøet til en af efterkrigstidens mest omtalte mordsager: dobbeltmordet på ægteparret Jacobsen på Peder Bangs Vej på Frederiksberg.

Det lykkedes ikke.

Men reporterparret fik Cavling-prisen allerede i 1950 »som anerkendelse for deres initiativ ved optrævlingen af "Edderkoppesagen"«.

Nørgaard gik på pension i 1970 og var pressesekretær for Grænseforeningen helt fra 1950, næsten til han døde, i 1984.

Dalgaard blev 1959 ansat på - Ekstra Bladet, hvor han i 1965 fik Cavling-prisen igen - denne gang for sin jagt på "bolighajer" i Københavns underverden. Han døde i 1984.

De to blev foregangsmænd for en generation af journalister, der ikke nøjedes med at ringe til politiet med spørgsmålet:

»Der er vel ikke noget nyt i aften?«