Fortsæt til indhold
Debat

De svære ord

Af Mogens Andersen, Kobbelhave 38, Kolding

JØRGEN Thykjær-Jørgensen anfører (JP 16/12), at han ifølge Dansk Sprognævn er berettiget til i sit læserbrev 5/12 at bruge ordet "virak" i betydningen uro eller postyr. Desværre har han ret.

Der er næppe tvivl om ordets oprindelige betydning: "Hyldest". Jvfr. f. eks. Drachmann: Der var engang.

Prinsen af Danmarks sangers serenade til prinsessen af Illyrien:

"Natten er svanger med Vellugt fin,

Med Virak for Dig, med Røgelsen din, etc."

At et veldefineret ord kan tillægges en helt afvigende betydning og få denne betydning anerkendt er endnu et eksempel på Sprognævnets misforståede tolerance. Blot et ord eller en vending bliver brugt tilstrækkeligt ofte, anerkender nævnet fænomenet uanset forsimplingen af sproget.

Et grelt eksempel er anerkendelsen af vendingen: "Han tilkommer erstatning", som sprogligt er helt meningsløs, i stedet for det korrekte udtryk: "Der tilkommer ham erstatning".