Kronik: Grundloven og Folketingets tinsoldater

Noget kunne tyde på, at grundloven krænkes den ene gang efter den anden. Og hvad værre er: at lovbryderne skal findes blandt de selv samme 179 medlemmer af Folketinget, som alle højtideligt har givet deres tilslutning til grundloven.

Jeg haster med at tilføje, at jeg ikke kan bevise det konkret og heller ikke er ude på at placere bestemte navngivne folketingsmedlemmer i gabestokken. Af samme grund vil min påstand så let som ingenting kunne manes i jorden som en udokumentet, løs anklage og respektløs insinuation. Den ville kort sagt ikke holde i byretten. Ikke desto mener jeg, at sandsynligheden taler for, at jeg har ret. Det samme gør almindelig sund fornuft og dømmekraft, når man tager sagen nærmere i øjesyn.

Ikke at jeg dermed vil hævde, at de påståede krænkelser sker i nogen bevidst ond hensigt eller er udtryk for kyniske bagtanker. De sker formodentlig af mange forskellige grunde: bekvemmelighed, følgagtighed, opportunisme, dovenskab, indgroede vaner, mangel på personligt mod og selvfølgelig også af ren og skær tankeløshed. Men det er alt sammen også slemt nok. For som folketingsmedlem har man ikke bare ret, men også pligt til at bruge sin personlige dømmekraft og tænke selvstændigt. Man har et ansvar over for sin egen samvittighed, sin personlige overbevisning. Man skal mene det, man siger - og sige det, man mener.

Hvem påstår det, kunne man spørge?

Ja, det fremgår såmænd af grundloven. Grundlovens kapitel V handler især om reglerne for Folketingets arbejde. Her finder vi en paragraf, der ikke gør meget væsen af sig og umiddelbart forekommer temmelig harmløs og uanselig. Jeg tænker på §56, der siger »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.«

Meningen er klar nok. Vi har i Danmark repræsentativt demokrati. Hver fjerde år eller oftere går vi til stemmeurnerne og vælger en række personer til Folketinget. Grundlovens §56 markerer disse folketingsmedlemmers suveræne ret til at træffe beslutninger i den tid, de er udstyret med vælgernes mandat. Det enkelte folketingsmedlem skal ikke være i lommen på nogen uden for Folketinget eller stik-i-rend-dreng eller -pige for skiftende folkestemninger. Klart nok. Men bestemmelsen rummer andet end det. For det er lige så forkert, at personen parkerer sin suverænitet et andet sted - i et parti f.eks.

Som bekendt opererer grundloven overhovedet ikke med størrelsen "parti". Alle folketingets medlemmer bliver principielt betragtet som folkevalgte enkeltpersoner. De er frie udadtil, men de er bundet indadtil, nemlig af deres overbevisning, deres samvittighed. Deres forpligtelse er lige netop at være tro mod deres egen samvittighed. Og samvittigheden er som bekendt ikke sådan at rende om hjørner med. Den melder sig, så snart man forlader sin ærlige overbevisning og siger og gør noget andet end det, man inderst inde føler er ret og rimeligt.

Når man tidligere i Folketinget titulerede hinanden som "ærede medlemmer" var det netop et udtryk for medlemmernes moralske integritet. Nu bruger man ikke vendingen mere. Måske fordi det er for meget sagt. Vi lever vel alle sammen på forfængelighedens marked med en god portion laster i bagagen. Det gælder selvfølgelig også politikere. De fleste, der har beskæftiget sig med politik, har måttet sande, at der ofte kan være meget langt mellem ideal og virkelighed. Realpolitik er i mangt og meget en temmelig "dirty business", bestående af valgflæsk, rævekager, partitaktiske manøvrer og retoriske parader, suppleret med fokusgrupper, kaffeklubber og nu også spindoktorer.

Alt dette er vel ikke ligefrem overstrømmende ærefuldt. Og dog tillader grundloven sig at forudsætte tilstedeværelsen af moralsk integritet og hæderlighed hos de folkevalgte. Den insisterer på idealet om den retskafne person, som er sit ansvar bevidst og bundet af sin overbevisning om, hvad er er ret og rimeligt.

Det vigtige i denne sag er den personlige ansvarlighed, som udgør en dybtliggende etisk dimension i grundloven. Ansvar er dybest set et eksistentielt anliggende.

Det kan Søren Kierkegaard fortælle os meget om. Det er ikke sådan, at hvis to personer deler et ansvar over for en opgave eller en gruppe mennesker, så er de hver for sig kun halvt ansvarlige. De er begge to fuldt og helt ansvarlige for det, de gør.

På samme måde med et folketingsmedlem. Har et parti 50 mandater er det ikke sådan, at mandaterne kan dele ansvaret mellem sig med 1/50 pr. person.

At tage ansvar vil sige at handle på en sådan måde, at man af dybeste overbevisning mener at gøre det rigtige. Og er man ikke enig med partilinjen, er det en krænkelse af grundloven at stemme mod sin overbevisning af ren og skær partiloyalitet. Dette er den dybe moralske ballast i Folketingets arbejde. For hvor der ingen personlig ansvarlighed og samvittighed er, er der heller ingen moral.

Hvis folketingsmedlemmerne blot optræder som lydige partisoldater, kan man lige så godt på forhånd rationalisere Folketingets arbejdsgang: Reducér medlemstallet til nogle få ordførere for hvert parti. Lad dem parlamentere indbyrdes, og når der så skal stemmes, multiplicerer man stemmetallet med den procentfaktor, de forskellige partier opnåede ved seneste folketingsvalg. Naturligvis er dette en karikatur på folkestyre, men det er den logiske konsekvens af den personlige ansvarsforflygtigelse blandt tingets medlemmer.

Lad os se på et konkret eksempel: Den 21. marts besluttede Folketinget at lade dansk militær gå aktivt ind i Irak-krigen, selv om der ikke forelå et fornyet mandat fra FN.

Det er ikke det politiske indhold i beslutningen, jeg her vil opholde mig ved. Der kan præsteres vægtige argumentationer både for og imod dansk deltagelse, hvilket også skete i folketingsdebatten, der strakte sig over ni timer. Men hvad mundede hele denne debat ud i? Var der nogen i forsamlingen, der følte sig anfægtet af de mange argumenter, der havde lydt fra talerstolen? Blot en eneste? Tilsyneladende ikke: den afsluttende afstemning fulgte uden den mindste afvigelse partiskellene mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti på den ene side og oppositionen på den anden.

Var der virkelig ikke et eneste medlem af Venstre, som i sit stille sind var imod dansk militær deltagelse på det foreliggende grundlag? Og var der heller ikke en enkelt socialdemokrat som mente, at det var en rigtig beslutning?

Spurgte man sig for hos de menige partimedlemmer rundt omkring i landet, var billedet anderledes broget. Men forunderligt var det, at lige præcis i folketingssalen, hvor de afgørende beslutninger skal træffes af de ansvarlige folkevalgte, lige præcis her så man ikke det mindste tegn på tvivl eller selvransagelse.

Hos de personer, man har overdraget det tunge ansvar for rigets anliggender, var der tilsyneladende ingen vaklen i geledderne. Her marcherede man i taktfaste kolonner, skulder ved skulder - enten den ene vej, eller den anden. Se til højre, se til venstre. Hele regimentet vender om. Er det ikke temmelig besynderligt? Eller ligefrem foruroligende?

Lad os anskue problemet fra en anden led.

I nogle sager, oftest af etisk-religiøs art, hedder det sig, at medlemmerne af et partis folketingsgruppe er "fritstillet". Ordet "fritstillet" er egentlig ganske sigende. Det har nærmest karakter af en indirekte indrømmelse. For en enkelt gangs skyld er der dømt frikvarter, men snart skal alle indfinde sig på deres pladser igen. Det antydes indirekte, at en - grundlovsstridig - topstyring af gruppemedlemmerne er hverdag i Folketingets partier.

Indrømmet: At være fritstillet og alene bundet af sin samvittighed er bestemt ikke nogen let sag.

Det måtte Jacob Haugaard sande, da han i sin tid blev valgt ind i Folketinget på sit dadaistiske program: »Bedre vejr og flottere julegaver til alle! Mere medvind på cykelstierne! Standardisering af støvsugerposer! Flere hvaler i Randers Fjord!« Men spøgen forvandlede sig til hårdt arbejde, da Jacob Haugaard skulle tage personlig stilling til den syndflod af sager, der passerer gennem Folketinget. Skæbnens ironi ville tilmed, at hans stemme i mange sager var tungen på vægtskålen. Der var ingen steder at gemme sig. Legen blev til alvor. Han kunne ikke melde sig ud af den politiske virkelighed. Hans stillingtagen fik konsekvenser for mennesker af kød og blod uden for Christiansborgs mure.

Som politisk hofnar synliggjorde Jacob Haugaard et grundlæggende sagsforhold i tinget: ansvarets tunge byrde. Forskellen var blot, at han ikke havde noget politisk parti at udlicitere sit politiske ansvar til. Han stod alene og måtte selv tage parti og var for så vidt en tragikomisk figur på den politiske scene.

Lad mig afslutningsvis pege på en af de legendariske skikkelser i det 20. århundrede politiske liv - en person, som måske mere end nogen anden levede op til grundlovens ideal om den retskafne politiker.

Jeg tænker på Thorkil Kristensen, der netop på grund af sin personlige overbevisning så sig nødsaget til at bryde med partiet Venstre og gå enegang i Folketinget. Tro mod sig selv var han. Og lad os bare være lidt dyre: heroisk var han også - der skal nemlig mere end almindeligt mod til at vende sig mod sine egne.

Værdigt stod han ene blandt Venstres gruppemedlemmer oprejst i folketingssalen og stemte mod resten af gruppen, som sad ned. Dengang skulle man nemlig rejse sig ved afstemninger. Et respektindgydende skue. Temmelig enestående i alle ordets betydninger.

Alt for enestående, kunne man måske tilføje. Hvis altså grundloven virkelig skal tages alvorligt.