Fortsæt til indhold
Debat

Leder: New York, New York

I FORSIGTIGE vendinger har New Yorks borgmester Rudolph Giuliani påbegyndt den pinefulde proces med at forberede sine bysbørn på, at der ikke findes overlevende efter terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september. Det betyder, at dagen snart kommer, da redningsarbejdet indstilles, og oprydningsarbejdet går i gang.

En 10 etager høj ruinhob på anslået 450.000 tons skal fjernes, og snesevis af beskadigede bygninger skal renoveres. Opgaven synes uoverstigelig, men vil blive klaret med den ukuelighed, der altid har været en del af New Yorks sjæl.

Af samme grund er det livsbekræftende, at den 70-årige entreprenør Larry Silverstein, der så sent som i juli indgik en 99-årig lejekontrakt på World Trade Center, har gjort det klart, at det »vil blive genopbygget i én eller anden form«.

Selvsagt har Larry Silverstein endnu ikke gjort sig tanker om, hvornår og hvordan det skal ske, eller om der overhovedet vil være basis for at finde lejere til et nyt skyskraberkompleks. Hans blik ind i fremtiden er ikke udtryk for manglende respekt for de tusinder, der mistede livet forrige tirsdag. Silverstein erklærede som det første, at der skulle etableres et mindesmærke, men slog omvendt fast, at »tomten efter World Trade Center ikke skal omdannes til en mindepark«.

Larry Silverstein har opereret på ejendomsmarkedet i New York i et halvt århundrede og ved, at han ikke skal forcere udviklingen. Tiden skal gå sin gang og new yorkerne tages med på råd.

Med chokket så tæt på har mange utvivlsomt svært ved at forlige sig med tanken om, at et nyt World Trade Center skal rejse sig på ruinerne af det nu sammenstyrtede, selv om det er, hvad mennesker i årtusinder har gjort efter krige og naturkatastrofer.

Vi skal sørge, og vi vil mindes, men inderst inde ved vi også, at livet både skal og vil gå videre.