Fortsæt til indhold
Bolig

10 optimale opbevaringsløsninger til entreen

Vi overser tit entreen, når boligen skal indrettes – og derfor kommer det let til at rode. God opbevaring er vejen frem!

Alicia Ilskov

Uanset om entreen er lille eller stor, kan det være svært at holde styr på overtøj, sko, halstørklæder, nøgler, tasker og alt det andet. Her kommer et par indretningstips til rummet, vi sjældent befinder os i ret længe ad gangen, men som alligevel er det, der byder alle velkommen.

Foto: Lexi Westergard Design

Helt almindelige knager og en bænk er noget, de fleste kan være med til, men her er bænken dog piftet lidt op. I stedet for store gabende rum under bænken, kan pynte med nogle kurve. Find nogle, der er fine og praktiske, som kan tåle skidt og snavs fra sko, huer og handsker. Det er ikke bare fedt at se på - det er også meget praktisk, når man skal opbevare mindre ting.

I denne entré er der rig mulighed for opbevaringsplads og plads til afsætning. Den største trussel mod entreen er rod og uoverskuelighed - ingen kan huske, hvor de har lagt deres ting. Dette kan der rådes bod på med hylder både for oven og for neden. Man kan desuden sætte mærkater på kurvene, så man kan huske, hvad de indeholder.

Se også: Sådan får du det optimale ud af din lille entré

Det fede ved åbne hyldesystemer er, at det våde overtøj tørrer hurtigere. Dog kan man blive træt af at have kig til tøjet hele tiden, særligt hvis man bor i en lille lejlighed med en lille entré. Her ses dog en slags mellemløsning. Indsæt et par ‘salondøre’, så midten er dækket, men toppen og bunden af skabet stadig er frit. Har man et par gamle skodder til sine vinduer, a la dem man ser i Spanien og Frankrig, kan man skrue dem fast på de åbne hylder.

Foto: transstruktura
Foto: Ragus & Co

Bygger man nyt hus eller istandsætter sin egen entré, kan man få lavet et indhak i væggen med fine hylder. Lav dem så dybe som muligt. Dette er særlig fedt i små, smalle entréer, hvor pladsen er trang. Det er både en god måde at udnytte hulrummet på, samtidig med at man får noget afsætningsplads, enten til fodtøj, nøgler, lysestager eller andet pynt.

Foto: Stephani Buchman Photography

Et stor spejl i en lille entre får rummet til at se større ud. Køb et smukt spejl og se rummet fra nye sider. Desuden er det praktisk både for dig selv og dine gæster, når man kan se sig selv i øjnene, både når man kommer, og når man går.

Læs også: Redaktionens favoritter - runde spejle i entréen

Foto: Abaca Interiors

Til de bitte små entreer er knager bag på døren med store net som disse super anvendelige. Her kan f.eks. tørklæder, jakker, huer og handsker opbevares.

Se tips til at få plads til det hele på et lille børneværelse

Foto: Circle Design Studio

Konsollen med de mange små rum giver stor overskuelighed, og der er plads til alt. Her kommer intet til at ligge og flyde. Nøglerne har deres egen plads, posten sit eget rum, et rum til sportssko, et rum til ballerinaerne, til solbrillerne, til indkøbsposerne, osv. Dette er en super smart løsning, særligt til dem med mange børn eller bare mange ting.

Få flere idéer til smart skoopbevaring

Foto: Enterior

Det fede ved bøjler i entreen er at de får ens overtøj til at pynte. Prøv altid at minimere antallet af billeder og andet vægpynt i entreen. Lad overtøj og sko udgøre pynten ved at ramme det flot ind med opbevaringsmøbler og ved at udstille det, som i en butik.

Foto: houzz.dk

Har man en trappe, så dekorér den med en masse fine knager både i børnehøjde og voksenhøjde.

Se også: 7 smarte tips til den lille entré

Foto: Bo Til Leje

Er man træt af at se på skoene, så køb et skoskab eller skoskuffer. De kan fås meget smalle og passer derfor perfekt bag døren. De kan være meget diskrete, og man får nemt gemt sine sko og støvler væk. Med denne løsning er det også nemt at holde snavs fra fodtøjet væk fra gulvet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Houzz.dk