Redaktørens liste: Varmt træ og køligt stål - moderne enkelhed
Få fire anbefalinger til trends og historier fra boligredaktøren.
Den nye lampeserie “Paso Wood” er designet af designerduoen Says Who for belysningsvirksomheden Darø i Randers. Møbeldesignerne Nikolaj Duve og Kasper Meldgaard har valgt at kombinere massivt egetræ med køligt, sortmalet stål i deres nye lampe, som er udført med en skærm af tekstil. Lampen har ’up- og downlight’-egenskaber, som gør den til en praktisk lyskilde.
»For os var det vigtigt at udtrykke, at enkelhed er smukt. Vi har fortolket moderne dansk design, men har opdateret det, så det understøtter Darøs dna og identitet. Vores ønske var, at lamperne skulle skabe en særlig atmosfære, og at de klare, rolige linjer får detaljerne i træet til at stå tydeligere frem og overrasker,« forklarer Nikolaj Duve om makkerparrets nye lampe, som er en del af en kollektion bestående af en standerlampe, en bordlampe og en pendel.
Lampens ben har fået en uv-afvisende mat lak, som både plejer og beskytter træet. På skærmen sidder en velcroløsning, som gør, at stoffet kan udskiftet. Priser fra 1.595 kr.
www.daroe.dk
Keramik med sjæl ... - ... og gæsteræve af filt
Hånddrejet keramik er unikadesign, som både er rustikt og sjælfuldt, da faconerne ikke nødvendigvis står snorlige som på fabriksfremstillede krukker osv.
Den kommende juletid er et oplagt tidspunkt at tage ud og lade sig inspirere af, hvad der rører sig inden for området, og er man i nærheden af Nørre Vissing i weekenden fra den 19.-20. november, åbner keramiker Gertrud Berg sin årlige juleudstilling – for ikke mindre end 34. gang.
I år har hun inviteret gæsteudstilleren Lone M. Mikkelsen, som bl.a. laver nålefiltede nisser, ræve og mus, som allerede har sneget sig ind blandt krus, fade og juleklokker i hendes værksted. Silke Berg, Gertrud Bergs kunststuderende datter, bidrager med nye silketryk, træsnit, pastelkridt-tegninger og akvareller. Der vil også være musikalske indslag i form af f.eks. julemelodier opført af Ryvænge/Berg Duo. Man kan også opleve en præsentation af nogle nyskabende musikinstrumenter af Bjørn Rønnow fra Nordic Guitars.
Juleudstilling har åbent dagligt – undtagen mandage – indtil den 23. december, fra kl. 10.00-17.00.
www.gertrudbergkeramik.dk
Fotogene designikoner - Med mytologisk status
Lænestolen “Eames Lounge Chair” fra 1956 er et møbel, som har fået status af et designikon. Men hvorfor er det egentlig sådan? Det forsøger den nye udstilling på Trapholt i Kolding at give svar på. Udstillingen “Instant Icon – Fotogent Design” er baseret på en ph.d.-afhandling med titlen “Født som ikon? Billedmediernes betydning for nyere møbeldesign” af ph.d.-stipendiat og kurator på udstillingen Rosita Satell.
»Et møbel kan kaldes et ikon, når det er særlig eksponeret på tværs af både mediekulturen og designkulturen. Det er vist i billedlige og skriftlige sammenhænge i magasiner, film, reklamer, artikler, blogindlæg, på Instagram osv. samt eksponeret på udstillinger, i showrooms, på messer osv.,« forklarer Rosita Satell om ikonisk møbeldesign.
Udstilingen åbner torsdag den 17. november og løber indtil den 27. august 2017.
www.trapholt.dk
Lænestol eller kunst? - Ukendt designfrontløber
Selv om Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) både designede møbler og møbeltekstiler, malede billeder, lavede grafisk design samt arbejdede som redaktør, arkitekt osv., er der stadig ikke ret mange i den brede befolkning, som kender ham. Men inden for kunstkredse er han anerkendt som en billedkunstner, der var forud for sin tid. Hans liv bliver nu beskrevet i en bog af kunsthistoriker Vibeke Petersen Gether.
Hans mest berømte design er den specielle skumstol fremstillet af polyuretan fra 1963, som han lavede til en udstilling på Kunstindustrimuseet i København.
»Han kaldte den “Portræt af min mors Chesterfield-stol”, da den karakteriserede noget gammelkendt og en tradition, som han ønskede at gøre op med – ikke fordi han ikke anerkendte Chesterfield-stolen som en god konstruktion, men snarere fordi stolens “satte” karakter udfordrede ham. Hans stol var et opgør med brugskunstens pænhed, men det var stadig vigtigt at skabe et komfortabelt siddemøbel,« skriver Vibeke Petersen Gether om stolen, der blev udstillet på Museum of Modern Art i New York i 1965. Bogen udgives den 16. november på Strandberg Publishing. Pris 499,95 kr.
www.strandbergpublishing.dk