Sådan dyrker du dine egne krydderurter
Frisk mynte til en mojito eller velduftende basilikum på din bolognese. Krydderurter er skønne at have ved hånden og ikke mindst nemme at dyrke. Læs haveekspertens tips her.
Kom i gang med krydderurterne
Hvordan er det lige med mængden af sol? Og hvor ofte skal man vande en basilikumplante? Det kan virke uoverskueligt at dyrke sine egne krydderurter, hvis fingrene ikke ligefrem er grønne.
Men det er faktisk slet ikke så svært. Vi har allieret os med gartner og indkøbschef hos Plantorama, Morten Kappel, der vil guide os i at dyrke de spiselige planter.
Startpakken?
Der skal selvfølgelig jord til, hvis krydderurterne skal vokse sig fine og store. Her er en ganske almindelig krukkejord et godt valg.
Er man så heldig at have en terrasse, skal man selvfølgelig udnytte den gode plads at dyrke planter i.
»Det allerbedste, man kan gøre, er at tage en plantesæk, hvor man kan dyrke op til otte forskellige krydderurter i,« siger Morten Kappel.
Plantesækken kan man skjule i en pæn trækasse eventuelt som et højbed, så du er fri for at skulle kravle på alle fire for at få fat i dine krydderurter.
LÆS OGSÅ: Her er tidens mest trendy planter
Er du en af dem, der har en travl hverdag, er en selvvandingskasse, en såkaldt kapilærkasse, et rigtig godt valg.
Altan og vindueskarm
Det er især rosmarin, timian, salvie, oregano, persille og purløg, som vi danskere foretrækker at dyrke, lyder det fra Kappel.
Disse krydderurter er nemme at dyrke, og der er masser at tage af, når planterne har vokset sig store og bredt sig.
»Langt de fleste krydderurter trives på en lun vokseplads – et sted hvor der ikke er for meget vind og i fuld sol. Det værste man kan gøre er at tage dem ind, hvor der ikke er luft,« lyder det fra planteeksperten.
Derfor er det ideelle sted en sydvendt terrasse, hvor man kan sætte planterne op ad muren, så de er i læ.
Har du ikke en terrasse, men derimod en altan, har krydderurterne også gode chancer for at trives og vokse i altankasser.
LÆS OGSÅ: Fra fabrik til trendy bolig med masser af planter
Hvis du blot har en vindueskarm at gøre godt med, så er der råd for det. Især krydderurter som basilikum, citrongræs, timian og oregano trives fint i en vindueskarm.
Hvornår skal man plante?
Man skal huske, at potterne skal have et hul i bunden, så vandet kan sive fra, krydderurterne skal stå i lys og så skal planterne vandes regelmæssigt. Jo mere sol og varme – jo mere vand.
Er man en rutineret krydderurte-dyrker, så starter man typisk efter jul med at så frø, så krydderurterne er klar i sommermånederne.
LÆS OGSÅ: Keramik eller palmer? Sådan får du de flotteste vægge
Er man knap så tålmodig, kan man købe en krydderurte-plante i supermarkedet, helst usprøjtet, og plante den i krukkejord omkring marts/april/maj.
Man kan forlænge krydderurternes levetid ved at sætte dem ind i et drivhus i september og oktober.
To krydderurte-tips:
- Husk, at høst krydderurterne sidst på sæsonen. Så kan man eksempelvis tørre rosmarin i sydesalt, hvilket giver en rigtig god smag i madlavningen.
- Plant krydderurterne sammen med dine sommerbloster i krukker. Så får du en fantastisk duft, og de er altid lige ved hånden.