Fortsæt til indhold
Bolig

Dansk designer hitter med produkter i genbrugstræ og beton

For fem år siden startede Bent Povlsen og hans hustru, Dorthe, designfirmaet Muubs. I dag har deres rå og upolerede udtryk med rustik keramik, genbrugstræ og julekugler i beton og læder vundet genklang både her til lands og internationalt. Mød direktøren, der – lidt tilfældigt – forelskede sig i beton og blev designer.

Louise Witt

Der er en revne i gulvet et sted. Jeg skal bare lige finde den.«

Bent Povlsen, direktøren i det danske møbel- og designfirma Muubs i Herning, kigger ned i betongulvet i receptionsområdet.

»Ja, her har vi den! Det er her, hvor døren smækker,« siger han og peger.

»Nogle mennesker vil bare have den slags væk. Men jeg kan godt lide det. Jeg kan lide, at tingene bliver slidt,« siger den 54-årige direktør, der selv er iklædt T-shirt og et par himmelblå jeans med flænsede huller.

»Se også bare på mig,« siger han og peger på en linje mellem øjnene, før han fortsætter:

»Jeg ville da gerne være foruden rynker i panden. Men jeg bliver ikke et bedre menneske af det. Det er sådan, livet er.«

Muubs, som Bent Povlsen og hans hustru, Dorthe, startede for fem år siden, er kendt for det rå og upolerede: Det er håndlavede skåle i genbrugstræ og lavasten fra Bali; det er danskproducerede, minimalistiske møbler i let fiberbeton – og ja, senest også julekugler i det rå materiale med en grov lædersnor til ophæng.

Stilen er Bent Povlsens egen – eller som der lidt indirekte står på firmaets website:

»Ved skabelsen af et nyt produkt testes designet ved at vurdere, om en mand vil have det stående. Det giver kollektionerne kant og et maskulint tvist.«

Han er den mand.

Det begyndte med tøj-etiketter

Bent Povlsen har en – i designbranchen - ikke helt almindelig baggrund. Efter endt bankuddannelse i fødebyen Herning startede han karrieren med at lave de etiketter, der sidder i nakken af vores allesammens tøj.

Langbordet Mano i indonesisk suar-træ og med stålben er klassisk Muubs-design. Længde: 2,5 meter. Pris 31.995 kr.

Det gjorde han med egen virksomhed, A-tex, der på 20 år voksede og fik 400 medarbejdere.

»Jeg har flere gange siddet i et fly og tænkt: Hvor mange i det her fly har mon et mærke af mit i nakken,« fortæller Bent Povlsen.

Motorsavede møbler med holdning

»Hvis de stikker op, kan jeg faktisk kende dem, - også fra de forskellige år. Så hvis jeg ser en mand med et bestemt Bison-mærke stikkende op, kan jeg se, at han stadig går med en trøje købt i 2009,« siger Muubs-direktøren og smiler.

Det var et byggeri, der gjorde, at han endte med at sælge A-tex og starte Muubs: A-tex skulle have nye kontor- og produktionsfaciliteter, og det var en proces, der greb Bent Povlsen.

Forelsket i beton

Han hyrede Årstiderne Arkitekter til opgaven, og det endte med et byggeri i beton. Bent Povlsen husker tydeligt, hvordan han stod og så på, da betonvæggene var hærdet, og håndværkerne skulle tage forskallingsbrædderne af.

»Det var bare ”wauw”! Jeg var helt vild med den måde, det så ud på. Det var meningen, at væggene skulle pudses op og males, men jeg sagde bare: »Nej, nej, nej. Stop!« Jeg var vild med det rå look,« fortæller han.

Med samme arkitektfirma endte han og hustruen med at kaste sig ud i endnu et byggeeventyr: parrets egen villa. Et byggeri, der på mange måder rager op i parcelhuskvarteret i Herning. Ikke kun i kraft af sine to etager, men også fordi det ikke er i tegl, men i glas, aluminium og usentimental beton, og fordi huset har en lige så minimalistisk have med kaktusser, roser og stringent faconklippede hække.

Et ukompliceret menneske

Hvorfor faldt du for betonen?

»Det er nok bare sådan, jeg er. Som person er jeg meget ukompliceret. Jeg skærer lige ind til benet. Snakker ikke så meget udenom,« siger han.

Fascinationen af det lette fiberbeton, der kun vejer en fjerdedel af almindelig beton og er meget slidstærkt, blev begyndelsen på eget design af alt fra sofa- og konferenceborde til havemøbler i det rå og upolerede materiale. Det blev starten på Muubs.

At forretningen blev udvidet med bl.a. håndlavede tallerkner, skåle og skærebrætter i genbrugstræ fra Bali skyldtes et møde mellem Bent Povlsen og en dansk fyr, der boede på øen og importerede håndværk derfra.

Han er nu ansat i Muubs og står for kontakten til de lokale håndværkere, der også er begyndt at lave møbler til Muubs – som oftest i genbrugstræ fra gamle jernbanesveller, ophuggede både eller broer på øen, ellers af træ fra Balis statsskove. Altid med de små unøjagtigheder, der kendetegner håndens arbejde.

L.A. og et tempel

Hvordan det hele blandes i Muubs’ univers, ses på parrets egen terrasse, hvor et langbord i massive, rå planker er flankeret af en minimalistisk bænk i mørk fiberbeton på den ene side og fletstole på den anden.

»Jeg kan godt lide det enkle og rå - og måske også tidsløse,« funderer Bent Povlsen.

Designtalenter udfordrer med nye metoder

Typisk bliver han inspireret på rejser. Han fortæller begejstret om en bar i Los Angeles, han oplevede for nylig, hvor glas og flasker stod på linje i skabe med råt gitternet foran. Om at vandre i de små, lidt ramponerede sidegader på Mallorca. Om arbejdet med at forvandle et gammelt tempel i Norditalien til hotel – en opgave, hvor Muubs bl.a. har bidraget med den nyfortolkning af templets mandala lavet af genbrugstræ og –jern. Og om en hytte i Norditalien, han endte med at bo i, da hustruen kom til skade på ski og måtte indlægges nogle dage.

»Det var simpelthen så rocker fedt,« fortæller han.

Nej tak til fint og pænt

I dag er det ikke kun Bent Povlsen selv, der står for udviklingen af firmaets design – de seneste år har brand manager Karina Nørgaard haft det overordnede ansvar for designlinjen, der er udvidet med bl.a. tekstiler – for eksempel strikkede alpaka-tæpper og viskestykker i hør.

Vigtigt er dog hele tiden at holde fast i Muubs’ rå udtryk, siger Bent Povlsen.

Hvad er det for eksempel, I sorterer fra i designprocessen?

»Det kunne være en skål som den her i indisk mango-træ,« siger han på vandring rundt i Muubs’ lokaler, hvor produkter under udvikling står på både gulv og reoler blandt tavler med hurtigt nedskrevne ideer og stofprøver.

Enkelthed og godt håndværk i centrum

»Den er bare for pæn og glat.«

»Eller tag et låg som det her,« siger han, holder en prototype på et låg op lavet i skinnede metal og slutter:

»Det er bare alt, alt for fint. Det må ikke blive for pyntet.«

Rå jul

  • Julekugler i beton – hængt op i lædersnore. Så bliver det ikke mere råt. Det er en af de 20 ting, som Muubs har med i designfirmaets julekollektionen anno 2015 (se foto 7, nederst i højre hjørne).
  • Kollektionen er blevet til i et samarbejde med det danske blogger-par bag sitet Happy Mountain, alias Stine Andsbjerg og Lars Birklykke, der er venner af huset.
  • Om arbejdet med julekollektionen siger de to: »Med valget af materialerne går vi back to basic og giver alle forudsætninger for at svøbe vores jul i lækker luksus – bare af den ydmyge, underspillede slags.«
Artiklens emner
Muubs