Fortsæt til indhold
Bolig

Spar over 100.000 kr. på en rygerbolig

Du kan risikere at skulle slå 10 pct. af prisen, når du sælger en rygerbolig. Men sporene efter røg kan fjernes, og den sundhedsmæssige risiko er lille.

Simon Johansen, Bolius.dk

Nikotingule vægge og lugt af cigaretrøg tiltrækker ikke købere, når der skal sælges boliger. 93 pct. af ejendomsmæglerne i Home oplever, at købernes indstilling til rygerboliger er negativ, viser en rundspørge.

Det betyder ofte, at rygerboliger sælges billigere end tilsvarende røgfrie boliger. Det varierer fra bolig til bolig, men i gennemsnit koster det 5-10 pct. i salgsprisen, vurderer Home-mæglerne.

LÆS OGSÅ: Kan rygning forbydes i lejligheder

Det svarer til et prisafslag på 87.000-174.000 kr. for et gennemsnitshus til 1.740.000 kr. Og der kan spares mellem 97.500-195.000 kr. på en lejlighed til 1.950.000 kr.

»Folk er blevet ekstremt bevidste omkring deres helbred, og selv rygere har indsigelser mod at købe en bolig, der er blevet røget meget i,« siger Mads Ellegaard, der er relationschef hos Home.

Han forklarer, at sælger man en rygerbolig, så har man loyal oplysningspligt. Det betyder, at sælger skal svare redeligt på alle forhold vedrørende boligen, eksempelvis om der er blevet røget i den.

Også hos EDC-mæglerne oplever man, at køberne vender om i døren, når de lugter røgen og ser de misfarvede vægge.

LÆS OGSÅ: Rengøring af et tidligere rygerhjem

Jan Nordmann, der er kommunikationschef hos EDC, hæfter sig både ved den stigende fokus på sundhed og det faktum, at der i Danmark er færre rygere end tidligere. Ifølge Kræftens Bekæmpelse ryger 17 pct. af landets voksne befolkning dagligt. I 2005 var det 26 pct.

»Det er ikke umuligt at sælge en rygerbolig, men der skal ofte en del flere fremvisninger til. Har man en tilrøget bolig, gælder det derfor om at gøre den så attraktiv som muligt,« siger Jan Nordmann.

Mæglerne har mange råd til at fjerne sporene efter rygningen. En total rengøring og lugtsanering vil typisk fjerne det meste og koster mellem 35-50.000 kr.. Prisen svinger fra bolig til bolig.

Fagekspert i Bolius, bygningskonstruktør Tine Sode, bekræfter, at det kan blive en dyr affære at komme helt af med rygerlugten.

»Nikotin kan ikke bare males over. Efter grundig afvaskning er det nødvendigt at give vægge og lofter en spærre- eller isoleringsgrunder før selve malingen. Men det er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, for lugten sidder også andre steder i boligen, eksempelvis i gulvene. Derfor kan en lugtsanering være eneste løsning,« siger Tine Sode.

LÆS OGSÅ: Sådan slipper du for naboens tobaksrøg

»Det er også en god idé at fjerne det åbenbare,« siger Jan Nordmann fra EDC.

»Luft ud, skift gulvtæpperne, og sørg for at fjerne møblerne, hvori røglugten også hænger.«

Men selv om man følger man ovennævnte råd, vil der alligevel altid være en rest tilbage, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse. Der har tidligere været en undersøgelse, som viste, at man stadig kan spore giftige stoffer fra røg, selvom en bolig er gjort indflytningsklar.

»Det er svært at vurdere den sundhedsmæssige risiko ved at købe en rygerbolig, og der vil altid være spor tilbage, som man ikke kan få fat i. Men renser man grundigt, er risikoen for skader meget lille,« siger Niels Them Kjær, der er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.