Fortsæt til indhold
Bolig

Forstadsfolket er boligmatadorer

Drømmen om en bolig i København eller Aarhus er ikke kun forbeholdt de mennesker, der rent faktisk planlægger at bo der.

Kilde: Boliga.dk

En ny statistik fra boligsiden Boliga viser, at hver tredje ejerbolig i Københavns Kommune er ejet af folk, der ikke selv har folkeregisteradresse i kommunen, mens ejerboliger i de tre aarhusianske postdistrikter, Aarhus C, Aarhus N og Aarhus V i 47 pct. af tilfældene er ejet af borgere, der ikke selv bor i området.

Det er boligejere i whiskey-bælterne lige uden for København og Aarhus, der står for den største andel af køb i byerne.

Borgere i Hellerup, Charlottenlund, Frederiksberg, Lyngby og Vedbæk topper således listen over flest ejerskaber af boliger i København, og i Aarhus er det beboerne i Risskov, Højbjerg og Egå, der sidder på en stor del af ejerboligerne i Aarhus' postdistrikter.

Ekstra tryk

»En del af købene er forældrekøb, og så er der også mange, der køber som en slags forudpensionering, altså at folk bliver ældre og skal ud af villaen og hellere vil i en lejlighed centralt. Jeg vil også tro, at de fleste af lejlighederne bliver lejet ud,« siger Morten Skak, der er lektor på Center for Boligforskning på SDU, til Boliga.

Han vurderer, at købene fra udenbys-borgere giver markedet et ekstra tryk.

»Når der er flere, som gerne vil byde på en bolig, medvirker det til højere priser og et større prispres, også selvom boligerne efterfølgende bliver lejet ud,« siger han.

Kun halvdelen ejer selv på Nørrebro

Nørrebro i København er det område i hovedstaden, hvor flest ejere ikke selv har folkeregisteradresse.

51 pct. af boligerne har således ejere, der bor uden for Københavns Kommune, og i Aarhus C har 55 pct. af ejerne folkeregisteradresse uden for byen.

Det kan godt få betydning for lokalområdet, vurderer Morten Skak.

»Hvis man kun bor et sted, mens man studerer, og bagefter flytter ud i en en forstad, så bliver det lokale engagement ringere. Desuden bliver folk med med lavere indkomster fortrængt af nogen, der har råd til at købe boligerne og som putter de deres børn i dem. Nørrebro er måske ved at gennemgå den udvikling,« siger han.

I Københavns Kommune er Vesterbro nummer to på listen over postdistrikter med flest ejere uden for København, mens København K og Østerbro kommer på de følgende pladser.

I Aarhus Kommune er det ifølge Boliga Aarhus C, som topper listen, mens Aarhus N's boliger i 45 pct. af tilfældene er ejet af borgere, der ikke bor i postdistriktet.

Her bor størstedelen af Københavns udenbys-køberne:

  • Hellerup: 5,1 pct.
  • Charlottenlund: 4,4 pct.
  • Frederiksberg: 3,0 pct.
  • Lyngby: 2,4 pct.
  • Vedbæk: 2,3 pct.
  • Holte: 2,2 pct.
  • Frederiksberg C: 2,2 pct.
  • Virum: 2,1 pct.
  • Kastrup: 2,0 pct.
  • Roskilde: 1,3 pct.

Her bor størstedelen af Aarhus' udenbys-købere:

  • Risskov: 15,6 pct.
  • Højbjerg: 13,3 pct.
  • Egå: 6,3 pct.
  • Knebel: 3,2 pct.
  • Viby: 2,7 pct.
  • Brabrand: 1,8 pct.
  • Hinnerup: 1,7 pct.
  • Silkeborg: 1,6 pct.
  • Viborg: 1,5 pct.
  • Skanderborg: 1,4 pct.

*Analysen er lavet ved at sammenholde adressen på ejerboliger i Københavns Kommune og i de aarhusianske postdistrikter med ejernes folkeregisteradresser. Virksomhedskøb er ikke talt med i opgørelsen.

Artiklens emner
Boliga