Boligejere vil have tilskud til energirenovering
Der skal offentligt tilskud til, hvis flere boligejere skal energirenovere deres boliger, viser Bolius’ Boligejeranalyse 2015. Se, hvordan du kan få tilskud til energirenovering allerede nu.
De fleste danske boligejere vil gerne energirenovere deres boliger. Men de vil have økonomisk støtte til det.
Det viser Bolius’ Boligejeranalyse 2015, hvor TNS Gallup har spurgt 3.065 husejere mellem 25 og 79 år.
To tredjedele af husejerne svarer i undersøgelsen, at økonomi kan få dem til at energirenovere, og halvdelen angiver økonomi som en barriere for at gå i gang. Det, der kan få flest boligejere til at gennemføre en energirenovering, er en fordelagtig tilskudsordning, og nedslag i ejendomsskatten, hvis boligen er energirenoveret.
LÆS PARTIERNES SVAR: Folketingsvalg 2015: Skal der indføres statstilskud til energirenovering af boliger?
Husejere vil have tilskud til energirenovering
Erhvervspolitisk chef Torben Liborius i byggeriets brancheorganisation Dansk Byggeri støtter ikke overraskende boligejerens ønske om tilskud til energirenoveringer.
»Hvis vi skal nå regeringens mål om, at CO2-udledningen i 2020 skal være 40 pct. mindre, end den var i 1990, er det tvingende nødvendigt at have boligejerne mere med på vognen nu. Vi har selv lavet undersøgelser på dette område, der viser, at boligejerne efterspørger tilskud fra staten til dette,« siger Torben Liborius.
Dansk Byggeri: Giv tilskud til energirenovering
Han mener, at man kunne have forventet, at stigende energipriser, relativt billige renoveringspriser og oplysningskampager de senere år i sig selv ville motivere flere boligejere til at energirenovere.
LÆS OGSÅ: Valg af gode håndværkere
»Men alligevel kan vi se, at mange boligejere er tilbageholdende, og en vigtig grund er nok de lange tilbagebetalingstider, som nogle af investeringerne har. Det tyder på, at folk har brug for en større økonomisk håndsrækning til det. Og i BoligJobordningen så vi da også, at en tredjedel af pengene gik til energiforbedringer,« siger Torben Liborius.
Energistyrelsen: Ingen offentlige tilskud på vej
Men der er ikke umiddelbart planer om offentlige tilskud fra statens side til støtte af energirenoveringer, fortæller specialkonsulent i Energistyrelsen, Renato Ezban.
Til gengæld er der iværksat andre tiltag, der også generelt gælder for bygninger i Danmark.
»Regeringen offentliggjorde i maj 2014 en strategi for energirenovering af bygninger. Strategien medfører, at der eksempelvis udsendes et nyt bygningsreglement, der indeholder krav til de energieffektiviseringer, der skal gennemføres i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger.«
SE PARTIERNES SVAR: Folketingsvalg 2015: Skal håndværkerfradraget genindføres
»Derudover er der igangsat BedreBolig-ordningen, og endelig kan også nævnes, at der gennemføres en stor informationsindsats, der skal oplyse borgerne om mulighederne for energirenovering, og hvad der rent praktisk kan gøres for at komme i gang med opgaven,« skriver Renato Ezban i en mail til Bolius.dk.
Energiselskaber giver tilskud til energirenovering
Boligejerne kan dog godt få tilskud til at energirenovere – blot af energiselskaberne. Det tilskud energiselskaberne giver til energirenovering, har de så til gengæld ret til at lægge oven i de tariffer, de opkræver hos forbrugerne.
Tilskuddet fås primært gennem det såkaldte standardværdikatalog, hvor de fleste energiforbedringer inden for belysning, isolering, opvarmning og alle andre områder er opført med det antal kWh, renoveringen fører til.
LÆS OGSÅ: 10 film: Sådan energirenoverer du
For svært at låne pege til energirenoveringer
Men ifølge energiselskabernes brancheorganisation Dansk Energi, er der en del danske boligejere, der ikke har mulighed for at komme i gang med energirenoveringen, fordi de ikke vil blive godkendt til at låne pengene.
»Vi kan se, at der er stor interesse for det hos førstegangskøbere i alderen 20-40 år samt hos de +60-årige, men mange af dem kan ikke låne penge til det i banken. Især de unge førstegangskøbere står dårligt i forhold til adgang til finansiering, men også en stor del af de +60-årige, selvom en stor andel af denne gruppe faktisk har friværdi i boligen, og energirenoveringen alt andet lige vil forøge boligens værdi og nedbringe de faste udgifter, siger konsulent i Dansk Energi,« Tina Sander.
Banker mangler lånetilbud
Hun mener, at mange pengeinstitutter mangler produkter på hylderne til at matche den slags lån.
»Skal flere enfamiliehuse energirenoveres, er det væsentligt, at interessen for energirenoveringer understøttes med adgang til finansiering. Ellers bliver renoveringstempoet for langsomt. Der går op til 25 år, før alle boliger ejet af +60-segmentet er solgte, og derefter måske 5-10 år, før det unge par har råd til at energirenovere,« siger Tina Sander.
LÆS OGSÅ: Friværdi: Sådan kan du låne i dine mursten
Bolius.dk ville gerne have spurgt bankernes brancheorganisation, Finansrådet, om sektoren overvejer at tilbyde særlige lån til energirenovering, men Finansrådet var endnu ikke vendt tilbage til Bolius.dk med svar ved redaktionens afslutning.
Energirådgivning kan vise spare-potentiale
Tina Sander påpeger dog også, at mange boligejere simpelthen ikke kender potentialet for energirenoveringer i deres egen bolig.
»I en undersøgelse Epinion har gennemført, svarer 40 pct., at deres bolig er i tilfredsstillende energimæssig stand. Jeg tror desværre, at en del af disse mennesker svarer således, fordi de tror, at deres bolig er i god energimæssig stand.«
LÆS OGSÅ: Energirenovering - kom godt i gang
»Her vil energirådgivning i mange tilfælde være en øjenåbner for, hvor meget de kan spare ved at energirenovere deres bolig. Desuden svar 18 pct. i undersøgelsen også direkte, at de mangler viden om, hvor der kan spares energi,« siger Tina Sander.
Energistyrelsen siger til Bolius.dk, at der til efteråret er planer om for alvor at skrue op for markedsføringen af den såkaldte BedreBolig-ordning i en større kampagne på tv og i dagbladene, der skal sætte fokus på energirenovering.
Sådan fungerer standardværdikataloget
Det såkaldte ”Standardværdikatalog for energiberegninger” er et katalog over den besparelse i kWh, du kan opnå ved at gennemføre forskellige energirenoveringer.
Når du kommer ind på hjemmesiden, vil du se en tematisk oversigt over typer af energirenoveringer - fx inden for belysning, isolering, madlavning, opvarmning og ventilation.
Fx giver en udskiftning af en stift-halogen belysning med A+ stift belysning en årlig besparelse på 7 kWh - udskifter du 20 er besparelsen 140 kWh. De forskellige energiselskaber giver et tilskud på 30-40 øre pr. sparet kWh, og i dette tilfælde vil tilskuddet altså i bedste fald være på 56 kr.
Tilskuddet er langt større og kan beløbe sig til mange tusinde kr. ved flere og/eller mere omfattende energirenoveringer, som fx nye opvarmningsformer og isolering.
Ønsker du en specifik form for renovering, der ikke er opført i kataloget, kan en fagmand lave en beregning ud fra standardværdierne.
Se standardværdikataloget og hvor mange kWh du sparer på de forskellige energirenoveringer på teknologisk.dk.