Sådan slipper du af med mælkebøtter i haven
Både brændenælder og mælkebøtter kan være en pestilens i din have. Men det kan lade sig gøre at slippe af med dem. Læs her, hvordan du gør.
Hvis du vil slippe af med brændenælder i haven, er det vigtigste, at du er hurtigt ude. Jo tidligere du er i gang, jo nemmere er brændenælderne at komme til livs.
Under alle omstændigheder er det vigtigt at fjerne brændenælderne, inden de kommer i blomst og når at sprede frø. For ellers ligger frøene i jorden, og brændenælderne kommer igen næste år.
Har du et lidt større stykke jord med brændenælder, kan du vende jorden med en greb, så brændenælderne kan blive kvalt nede under jordlaget.
Har du brændenælder i et mere ufremkommeligt bed, hvor du ikke lige kan komme til at luge, kan du bruge en buskrydder, en græstrimmer eller måske endda hæksaksen til at klippe brændenælderne ned.
Hvis du bliver ved med at klippen planterne ned, vil du nemlig udpine dem til sidst, så andre planter efterhånden kan tage over.
LÆS OGSÅ: Sådan fjerner du skvalderkål
Har du brændenælder i din plæne, hjælper det at slå plænen hyppigt, inden planterne vokser sig for store. Men er problemet stort, kan det blive nødvendigt at omlægge plænen helt. I så fald skal du fræse jorden og rense den, hvorefter du kan så en ny græsplæne. Her må du igen ud og luge de små brændenælder, indtil græsset har fået ordentligt fat.
Sprøjtemidler kan godt slå brændenælder ihjel. Men af hensyn til miljøet bør du overveje at bruge de andre metoder.
Brug jern til mælkebøtterne
Vil du fjerne mælkebøtter effektivt, skal du bruge mere end dine hænder.
Når du fjerner mælkebøtter, gælder det om at få så meget af roden med som muligt. Ellers skyder de igen. Dette er nærmest umuligt, hvis du kun bruger dine hænder.
I videoen herunder demonstrerer landskabsarkitekt Louse Axholm 2 redskaber til at fjerne mælkebøtter - mælkebøttejernet og mælkebøttefjerneren. De har hver deres fordele og ulemper.
SE OGSÅ: 2 redskaber til at fjerne mælkebøtter
Mælkebøtter skal fjernes, mens de stadig er gule og ikke har smidt deres frø, hvis du vil undgå, at der kommer en hær af nye mælkebøtter op.
Når du har fjernet mælkebøtterne, er det samtidig ikke smart at smide dem i komposten, da frøene kan sprede sig derfra. Derfor er det bedre at putte dem i en pose og køre dem på genbrugsstationen.