Fortsæt til indhold
Bolig

Batterilys erstatter stearinlys i flere hjem

Flere butikker har specialiseret sig i at forhandle LED-stearinlys, der er batteridrevne og ligner ægte lys.

Maria Stove

Prøv at google ordet ”LED-stearinlys”.

Så dukker der straks flere sider op med forhandlere, der udbyder den nye generation af levende lys, nemlig den kunstige, batteridrevne slags. Efterspørgslen er stigende, i takt med at kvaliteten af LED-lysene er blevet bedre, og forhandlerne melder om store salgsstigninger.

»Især inden for de seneste to år er der for alvor gået et lys op for danskerne,« siger direktør Stig Gerlach fra Sirius Company A/S.

Sarte slimhinder

Mange af de nyeste varianter af kunstige stearinlys kan fås med flakkende flamme og en stearinbelægning, så de fremstår naturtro. Det vækker begejstring hos Astma-Allergi Danmark, der længe har forsøgt at gøre opmærksom på de gener, levende lys kan give mennesker, der har sarte slimhinder, er forkølede eller lider af astma eller allergi.

»Jeg synes, at de nye LED-lys er geniale på mange måder – de er et rigtig godt alternativ til stearinlys. De, der har prøvet dem, siger, at de faktisk ikke kan se den store forskel. Lysene står stadig og vibrerer, og det er lige så hyggeligt,« siger rådgivningschef Betina Hjorth, Astma-Allergi Danmark og fortsætter:

»Vi skal tænke over, hvad vi vil udsætte os selv for. At skifte stearinlysene ud ligger lige til højrebenet og kan påvirke vores helbred positivt.«

Problematikken omkring stearinlys er, at stearin, voks, olie og paraffin, som traditionelle lys kan være fremstillet af, danner en partikelfyldt os, når det brænder.

»Vi har forbudt rygning og er bevidste om, at bilerne skal holde sig langt væk fra vores boliger, men stearinlys får stadig lov til at forurene indeklimaet i rigtig mange hjem,« siger Lars Gunnarsen, der er professor og indeklimaforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet.

Der er 100 gange så mange partikler i luften, når man brænder lys af, som hvis man ikke gør det. Det er dog stadig ikke kortlagt, hvor sundhedsskadelige partiklerne er – og det kan være en af årsagerne til, at mange stadig sværger til rigtige stearinlys.

En undersøgelse fra november 2014, som YouGov har lavet for Bolius, viser, at seks af ti tænder stearinlys dagligt eller flere gange om ugen i vinterhalvåret.

»Det opleves som uproblematisk og som en del af hyggen i vores kultur at tænde levende lys, men der er også en del, der har lyttet til advarslerne. Jeg kan se, at kunstige stearinlys dukker op flere og flere steder,«siger Lars Gunnarsen.

Han påpeger, at udluftning – i modsætning til hvad mange tror – ikke kan løse problemet med partikelforurening, da lysene som regel står tændt i længere tid, inden der bliver luftet ud.