Fortsæt til indhold
Bolig

Brændeovnen er fast inventar i danske sommerhuse

Brændeovnen har været udskældt de seneste år som miljøsynder, men det har ikke gjort den mindre populær hos danskerne. Og især i vores sommerhuse er vi glade for hyggesprederen. Over hver anden dansker har nemlig en brændeovn i sommerhuset.

Nana Elving Hansen

Rigtig mange danskere nøjes ikke med at bruge deres fritidshus om sommeren, men tilbringer også mange timer der i løbet af efteråret og vinteren. Og her vælger rigtig mange at varme sig på den levende, knitrende ild fra en brændeovn.

Ifølge Energistyrelsen er der 120.000 brændeovne, masseovne og pejse placeret i sommerhuse i Danmark. Det svarer til, at cirka 60 pct. af alle landets sommerhuse har en brændeovn.

Gamle ovne

Et af de råd, Energistyrelsen giver, når det kommer til at spare energi i sommerhuset, er at skifte brændeovnen ud, hvis den er over 25 år gammel. Når en ovn er så gammel, lever den nemlig langt fra op til nutidens miljøkrav og er heller ikke særlig effektiv i forhold til at udnytte varmen og få så meget som muligt ud af brændet.

Netop de gamle ovne er der stadig rigtig mange af i det danske sommerland, lyder det fra brændeovnsproducenten Scan. Ifølge deres egne tal er godt halvdelen af brændeovnene i danske sommerhuse fra før 1990. Så der er plads til forbedring.

»Vi bruger brændeovn til at skabe varme og hygge på kølige aftener, og selvfølgelig når det er rigtig koldt og frost udenfor,« udtaler salgschef hos Scan, Niels Bech Christiansen og påpeger, at der er tre krav, en brændeovn bør opfylde.

Netop for hyggens skyld lægger han for det første vægt på, at der er stort glas i dør og eventuelt i ovnens sider, så man kan se flammerne. Dernæst er det vigtigt med et brandkammer, som leder røgen rundt to gange og sikrer ren forbrænding. Og endelig at der er mulighed for, at du kan regulere tilførsel af primær- og sekundærluft.

Brandbar svane

Skal du udskifte din brændeovn i sommerhuset, anbefaler Energistyrelsen, at du vælger en, der har det nordiske miljømærke Svanen. For at få mærket skal brændeovnen opfylde en række skrappe krav, herunder at udnytte mindst 73 pct. af brændets energiindhold.

På den officielle hjemmeside for Svanemærket, www.ecolabel.dk , kan du se en liste over alle de brændeovne og pejseindsatser, der har miljømærket.

Miljøvenlig hygge

Her er en håndfuld nye brændeovne, hvor du kan nyde ildens knitren med god samvittighed.

Stort brændkammer

Poleo-modellen fra Rais er enkel i designet og har et stort brændkammer, som kan rumme større brændestykker. Poleo er Svanemærket, og med sine 77 kg fedtsten akkumulerer den varmen og afgiver den over længere tid.

Pris: 21.500 kr.

www.rais.dk

Opdateret klassiker

Alle Aduros brændeovnene er Svanemærkede, og det er også tilfældet for den nye 7-1-model. Det er et redesign af deres 7-model, som designer Casper Storm har stået for. Han har givet den nye model model en let buet front, en øget højde på brændkammeret og integrerede greb.

Pris: 10.995 kr.

www.aduro.dk

Organiske former

Scan 66 hedder denne Svanemærkede brændeovn, der kan både kan hænges på væggen eller stå på en fod. Det såkaldte Clean Burn-system reducerer ifølge producenten askemængden og CO2-udledningen.

Pris fra 14.900 kr.

www.scan.dk

Jubilæumsegern

I forbindelse med Morsøs 160 års jubilæum lancerede de den nye, svanemærkede brændeovn, model 7400, som har et 180-graders kig til flammerne og igen er blevet beklædt med det klassiske Morsø-egern – dog redesignet af Monica Ritterband.

Pris fra 13.995 kr.

www.morsoe.com

Indbygget hjørnepejs

Hjørnepejsen Viseo fra Rais består af to ruder, som gør, at selve ovnen næsten er usynlig, og flammerne er 100 pct. i fokus. Viseo er svanemærket og koster fra 36.500 kr.

www.rais.dk

Made in sweeden

Det svenske brændeovnsfirma Contura producerer alle deres ovne på fabrikken i Markaryd i Sverige, og mange af deres produkter er svanemærkede. Det gælder også for den stilrene 550-model her.

Pris fra 15.900 kr.

www.contura.eu

Sådan undgår du de skadelige partikler

Ifølge Miljøstyrelsen kan du ved at følge disse fire råd undgå hele 80 pct. af de sundhedsskadelige partikler ved brug af brændeovnen.

1. Tænd op oppefra. Læg to stykker brænde i bunden og placer så pindebrænde ovenpå i lag med luft imellem, så du kan tænde den øverste del. Flammerne skal nu arbejde sig nedad – ligesom et stearinlys.

2. Brug kun tørt træ. Er træet vådt, ryger det for meget. Sørg desuden for aldrig at fyre med affald, behandlet træ eller lignende og brug ikke reklamer til optænding.

3. Rigeligt med luft er kodeordet. Sørg for, at der kommer masser af luft til brændet. Du skal først skrue ned for lufttilførslen, når flammerne bliver lysere. Sørg desuden for at fyre lidt ad gangen og ikke at bruge for store stykker træ.

4. Røgen skal være næsten usynlig. Hold øje med røgen – gå udenfor og tjek, at der ikke er for meget røg, at det ikke lugter grimt – og at den ikke er for tydelig. Den skal næsten være usynlig.

Få mere information og se en video, der viser, hvordan du tænder op med "top down"-metoden på: www.mst.dk

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.