Patchworkets renæssance
Sats på patchwork og sæt et anderledes, personligt og bæredygtigt præg på din bolig. Denne gamle tradition har nemlig fået nyt liv og udfordrer vores gængse tilgang til moderne design.
De fleste af os kan kende et patchworktæppe på lang afstand, for med sine store stoflapper, der er mikset og matchet på kryds og tværs i en eksplosion af mønstre, farver og former, er det mildest talt svært ikke at bemærke. Det er anti-tesen til det minimalistiske og ensfarvede look, vi længe har hyldet, men ikke desto mindre er patchworkets originale look blevet en af tidens mest moderigtige strømninger.
En gammel teknik
I mange civilisationer har der længe været tradition for at indsamle ubeskadigede tekstilrester og sy dem sammen i nye mønstre ud fra overbevisningen om, at intet skal gå tabt, og at alt kan genbruges. Teknikken stammer især fra Indien, Persien og det gamle Ægypten, men kendes også fra lande som USA, hvor den under navnet quilt er blevet brugt af amishbevægelsens kvinder til at minimere spild og holde bæredygtige principper i hævd.
Patchwork hylder traditionen og udfordrer den forbrugerisme, der har overtaget vores samfund.Vladimer Sichinava., Designer, Kubikoff
Senere har immigranter introduceret teknikken i den vestlige verden, men det var ikke før midten af 1990’erne, at europæiske møbelpolstrere for alvor begyndte at inkorporere patchwork i deres arbejde. På det seneste har stadig flere fået øjnene op for den traditionelle teknik, og i dag bruges patchwork i produktionen af alt lige fra møbler og tæpper til tasker og tøj.
»Teknikken er blevet forfinet og udviklet med tiden. Tidligere kunne patchwork for eksempel kendes på sine små kubeformede stofstykker sat sammen i farverige mønstre, men når man kigger på patchwork i dag, vil man se, at stofelementerne er blevet større og mere geometrisk enkle,« forklarer Birgit Tarp, designer, konceptudvikler og indehaver af bureauet Design Circus.
Giv dit hjem en ”green washing”
I kølvandet på krisen er genbrug og reparationer blevet en central del af manges hverdag. Nu tænker vi os om en ekstra gang og tøver med at kassere spisestolen, bare fordi den har fået et par ridser i lakken. Det er netop i disse sparsomme tider, at den traditionelle patchworkteknik kan hjælpe os med at give nyt liv til ethvert møbel, der synger på sidste vers. Så fortvivl ej næste gang, der går hul på din yndlingssofa eller familiens gamle lænestol, for der er ingen grund til at dumpe dine kære møbler på lossepladsen, når du i stedet kan lappe dem i bedste patchworkstil.
Alt hvad det kræver er en nål, en tråd og et par pæne stofrester. Og så er du klar til at give dit hjem en vaskeægte ”green washing”. Klip dine tæpper til og sy dem samme i et helt nyt mønster, klip ærmerne af dine gamle cardigans og brug dem til et nyt pudebetræk eller grav nogle stofrester frem fra sytøjsæsken og lav en dug af dem.
»Patchwork giver os mulighed for at sætte et personligt præg på vores indretning. Det er en teknik, der vækker kreativiteten i os alle og giver enhver lyst til at lege og eksperimentere,» forklarer Birgit Tarp.
Designere viderebringer traditionen
Men også flere og flere designere inkorporerer patchwork i deres arbejde. For selv om patchwork længe har været synonym med strikkeklubber og søndagskaffe, er teknikken nu ved at slå igennem som en af tidens hotteste tendenser.
»De seneste år er der opstået et behov for at eksperimentere med overflademønstre og strukturer. Derfor vender flere designere sig mod patchworkets særlige look,« siger Birgit Tarp.
Det er blandt andet tilfældet for designstudiet Kubikoff, der bruger overskydende stof fra nye stofruller til at skabe møbler med et udpræget vintagelook. Da grundlæggerne af Kubikoff i sin tid skulle reparere en brugt stol, besluttede de at ompolstre den ved hjælp af patchwork. Resultatet blev et nyt og moderne møbel, som inden længe blev sat i masseproduktion, og i dag arbejder tegnestuen sammen med et hold af dedikerede møbelpolstrere med mere end 15 års erfaring inden for patchwork.
»Patchwork hylder traditionen og udfordrer den forbrugerisme, der har overtaget vores samfund. Hvorfor hele tiden producere nye tekstiler, når vi hver dag smider så mange stofrester ud, der sagtens kan bruges?« spørger Vladimer Sichinava fra Kubikoff.
Derfor har det italienskbaserede designstudie besluttet sig for at bruge stofresterne til noget fornuftigt, og i dag kan Kubikoff således tilbyde møbler, der er betydeligt billigere end design betrukket med læder eller almindelige tekstiler.
En nyfortolkning af en gammel tradition
»Når man som designer inkorporerer patchwork i sine kollektioner, er der naturligvis nogle grundregler, der skal overholdes. Møblet skal være pænt og indbydende, så det er ikke altid favorabelt at bruge genbrugsmaterialer. Derudover kan man ikke bare sammensætte tekstiler på tilfældig vis, så hvis man vil sikre en høj kvalitet, bør man gå efter stoffer, der er farverige, men ikke flashy, mønstrede, men ikke uæstetiske,« forklarer Vladimer Sichinava.
Han understreger, at der ligeledes er mange designere, der forsøger at skabe et patchworklignende look uden nødvendigvis at benytte sig af tekstilrester. Der findes et væld af gulvtæpper og puder, der aldrig har set skyggen af en stoflap, men som er dekoreret med digitale print i varierende strukturer, farver og mønstre med tydelige patchworkreferencer. Også i bearbejdningen af hårde råmaterialer går looket igen, og for eksempel er mange moderne marmorborde med til at videreføre patchworktraditionen takket være deres stærke mønstre i forskellige farvetoner.
»Der er efterhånden ingen regler for, hvad der kan lade sig gøre med patchwork, og det er forfriskende at se, at så mange designere på hver deres personlige måde omfavner en århundrede gammel tradition og sætter den ind i en ny, moderne kontekst,« slutter Vladimer Sichinava.