Eksperimentér med møblerne
Kun fantasien sætter grænser i den nye boligtrend, ”Ready Made”, der består i at udforske, omdanne og nytænke de objekter, der omgiver os.
I tidernes morgen blev den franske kunstner Marcel Duchamp verdenskendt, da han tog et urinal ud af dets vante rammer, udstillede det og kaldte det kunst. Hermed startede han en ny trend, der bestod i at udvælge en række ordinære genstande, sætte dem i en ny kontekst og dermed omdanne dem til kunstværker. Men hvad nu hvis man tog de samme genstande og omdannede dem til design i stedet?
Ready made-design er et spørgsmål om at nytænke objekter og deres brugsfunktioner.Max Kuwertz, , Designer
Det er spørgsmålet bag den nye tendens, som ses i designverdenen lige nu.
»Ready made-design er et spørgsmål om at nytænke objekter og deres brugsfunktioner. Ethvert objekt får sin identitet fra sin kontekst, så hvis du ændrer denne kontekst, kan objektet blive noget helt andet,« forklarer Max Kuwertz fra Studio Balzer Kuwertz, der i forbindelse med sit afgangsprojekt for Köln International School of Design har nyfortolket en række eksisterende genstande for at udforske deres medfødte potentialer.
Blandt andet har han sammen med sin partner Yanik Balzer omdannet to økser til en boghylde, skabt et bord ud af en simpel værktøjskasse, nytænkt en sneskovl som et stolesæde og transformeret en vandkande til en knagerække.
»Vi tog en tur til det lokale byggemarked, købte en række basale værktøjer og omdannede dem efterfølgende til design. I stedet for at producere nye objekter fra bunden har vi således forsøgt at rette blikket mod de uendelige muligheder, der allerede findes i objekterne omkring os,« forklarer Max Kuwertz.
En af pionererne inden for ready made-design, var Achille Castiglioni, der med stolen Mezzadro fra 1957 beviste, at et traktorsæde ved hjælp af en vingeskrue kan fastgøres til et metalben og fungere som stol. Samme år satte den visionære italiener et cykelsæde fast på en jernstang og skabte således stolen Sella, der i dag har fået status verden over som et ægte designikon. I nyere tid er det i særdeleshed hollandske Tejo Remy, der har slået et slag for ready made-design blandt andet med den ikoniske Milk Bottle Lamp, der er lavet af omvendte mælkeflasker.
»Ready made er et tilbagevendende tema i designhistorien. Det var netop nyfortolkningen af eksisterende objekter, der gjorde tyske designstudier som Des-In og Neues Design kendte i 70’erne og 80’erne, ligesom store navn som Jasper Morrison har eksperimenteret med ready made-design. I netop disse tider er vi vidner til fremkomsten af en helt ny generation af ready made-designere,« forklarer Max Kuwertz.
Det handler om at ændre sit perspektiv. Se tingene i et nyt lys og interagere med vores omgivelser på en anderledes måde. For hvem har sagt, at en økse er til at hugge brænde med, og en værktøjskasse absolut skal bruges til at opbevare søm og skruer? I det øjeblik vi kan sætte bøger på øksen, bliver den en bogreol, ligesom værktøjskassen bliver et bord, så snart vi kan stille vores tallerken på den, lyder filosofien.
»Intentionen bag ethvert objekt er menneskeskabt. En stol er til at sidde på, og en skovl er til at grave med. Men hvis man hacker disse koder, vil man opdage, at selv de ting, vi tager allermest for givet, kan bruges til noget helt andet. Hvorfor skal døde objekter diktere den måde, vi bruger dem på?« spørger Max Kuwertz.
Så næste gang du får lyst til at kassere dine gamle blomstervaser eller udskifte kommoden i entreen, kan du i stedet forsøge at tænke genstandene ind i en helt ny kontekst og give dem et nyt liv i en ny forklædning. For nogle gange, når vores hjem trænger til et ansigtsløft, er det nok at være en smule kreativ.
»Ready made en form demokratisering af designprocessen. Nu kan vi alle sammen være med til at skabe, bygge og omdanne design, det kræver blot, at vi kigger os omkring og ser muligheder i de objekter, der omgiver os,« pointerer Max Kuwertz.
Han tilføjer, at der ingen grænser er for ready made-design, det gælder bare om at eksperimentere, manipulere og udforske forskellige brugssituationer. For selv den mest absurde ide kan meget let gå hen og blive familiens nye yndlingsmøbel.
Så er ready made i virkeligheden ikke blot et nyt ord for genbrug, kunne man spørge sig selv. Ikke nødvendigvis, mener Max Kuwertz.
»I min optik kan man kun kalde genbrug for ready made, hvis man er i stand til at genkende de genbrugte objekter. Er der derimod tale om materialer, der er blevet omsmeltet for at skabe nye objekter, falder de ikke længere ind under kategorien ready made,« forklarer han og tilføjer, at ready made ikke nødvendigvis er lavet af brugte genstande.
Investerer du i en Mezzadro eller en Sella af Achille Castiglioni, er det således sikkert og vist, at stolenes dele er spritnye, selv om de oprindelige skitser tog udgangspunkt i allerede eksisterende objekter.
Men ready made er ikke kun forbeholdt handymen, der har brug for noget at nørkle med hjemme i garagen. Også i butiksvinduer og på diverse onlineshops dukker stadig mere ready made-design op.
»Med vores projekt har vi ønsket at holde det traditionelle designhåndværk i hævd. Vi har ikke blot taget to objekter og limet dem tilfældigt sammen. Nej, vi har bearbejdet, tilpasset og behandlet hver enkel genstand med en høj grad af finesse og opmærksomhed. Teknisk set kan alle bygge deres eget ready made-møbel, men mange nye designere inklusiv os selv tilbyder i dag ready made-møbler, der ligger langt over gør det selv-niveau. Ready made er en designskole som alle andre, så ideelt set bør ready made-møbler følge de samme principper, som er gældende inden for de klassiske designdiscipliner,« afslutter Max Kuwertz.