Hjemmets hjerte gennem 100 år
Først var det tjenestepigens aflukkede domæne, så blev det husmoderens effektive laboratorium. Køkkenet er nutidens sociale samlingspunkt og skal afspejle overskud og individuel stil. Men det populære samtalekøkken kommer måske under pres fra singlekulturen.
Næppe noget andet rum i hjemmet har skiftet så meget karakter og funktion som køkkenet.
Under industrialiseringen afspejlede køkkenet samfundets skel. Hos arbejderne var der social samling og fællesbrug af baljen på køkkengulvet, mens køkkenet hos det bedre borgerskab var tjenestepigernes afskærmede domæne.
Efter Første Verdenskrig skete et holdningsskifte. Ifølge datidens medredaktør af Ladies Home Journal, den unge husmor Christine Frederick, skulle køkkenet nu underkastes systematiske analyser for at effektivisere arbejdsgangen. Nærmest så det svarede til de yderst moderne arbejdsgange, som var blevet indført ved samlebåndet hos Ford Motors.
Frederick skrev i 1919 ”Household Engineering”. Et hovedværk, der beskrev det moderne køkken som en virksomhed med én ansat.
»Idealet om det praktiske, rationelle og tidsbesparende køkken stammer fra 1910’ernes og 1920’ernes USA, hvor disse tanker oprindeligt blev udviklet i forhold til bilindustrien«, forklarer Iben Vyff, postdoc, ph.d. i historie, Aarhus Universitet.
»Fra USA bevægede disse idealer sig til Tyskland, hvor de blev yderligere udviklet. Bl.a. af arkitekter omkring Bauhaus, og som indgik i designet af frankfurterkøkkenet. Et køkken, som kombinerede tankerne om arbejdseffektivisering med idealet om pladsøkonomisering og socialt boligbyggeri,« uddyber Iben Vyff.
Køkkenet blev et laboratorium
I sin grundtanke var frankfurterkøkkenet et laboratorium, hvor den moderne og hygiejnebevidste husmor nemt fjernede bakterier og urenheder fra den vaskbare bordplade og de glatte vægfliser. Det gammeldags komfur med rør og skorsten blev erstattet af gasblus, der kunne placeres mere hensigtsmæssigt og give større og bedre arbejdsflader.
Modellen var tiltænkt arbejder- og middelklassen, som i mellemkrigsårene fik bedre økonomiske forhold, hvilket ændrede familiemønstret og skabte kernefamilien. Samtidig forsvandt hjemmets tjenende ånder, hvilket gav husmoderen endnu mere at se til. For socialt bevidste arkitekter og formgivere var frankfurterkøkkenet som skabt til velfærdsstatens boligbyggeri.
»De danske køkkener blev i høj grad præget af idealet om, at de skulle være praktiske og effektive, rationelle og tidsbesparende, hvilket har sat sine aftryk i selve køkkenets opbygning og form og i måden, elementerne i køkkenet er placeret i forhold til hinanden,« forklarer Iben Vyff.
Køkken som fast skabelon
Inspireret af frankfurterkøkkenet blev køkkener i den nye danske boligmasse opbygget efter fast skabelon med underskabe og et skuffedarium af små glasbeholdere til krydderier, mel og diverse. Køkkenet fik multifunktioner i form af indbygget skab til vasketøj, og en skjult udtræksplade samt et smalt gangareal, som mindskede antallet af skridt.
»I de danske køkkener findes altså på en gang aftryk fra det amerikanske køkken, det tyske køkken og endelig det svenske køkken, som også figurerede som et ubestridt forbillede,« siger Iben Vyff.
Arkitekterne slog hul i væggen
Den næste verdenskrig satte tempoet ned, men i 1950’ernes USA spirede behovet for nye, luftige forstadshjem, hvor det store, åbne spisekøkken blev befolket med moderne hjælpemidler som opvasker, køleskab, ovn og vaskemaskine. Med forsinkelsen ramte bølgen også Danmark i 1960’erne.
Som herrer i eget, større parcelhus var det ikke længere nødvendigt for danskerne at holde sig til det smalle, anonyme storbykøkken. Inspireret af bl.a. Pierre Koenigs prøvehuse (1958-60) fra West Hollywood slog danske arkitekter i stedet hul i køkkenelementvæggen for at give gæsterne et kig til køkkenet.
Det såkaldte amerikanerkøkken med dets åbne, demokratiske indretning ramte tidsåndens hjerte.
I de nye familiemønstre skulle husets frue ikke gemmes af vejen, men tværtimod deltage på lige fod i det sociale samvær, mens gryderne snurrede. At mænd i stigende grad begyndte at melde sig til aftenkurser i finere fransk madlavning, gjorde i endnu højere grad køkkenet til en fælles spise- og arbejdsplads.
Det store gennembrud
Med 1970’erne blev de sidste vægge brudt ned og gav plads for køkken-alrummet. Et design, som byggede på den store, amerikanske succes: Spisekøkkenet.
»Spisekøkkenet – konceptet, hvor madlavning og spisning dannede midtpunkt for familielivet, opstod i USA og blev populært i 1930’erne under betegnelsen live in kitchen. Men køkkenet var stadig et mono-funktionelt køkken. Køkkenet med flere funktioner – køkken-alrummet – slår først for alvor igennem i Danmark i 1970’erne, bl.a. fordi køkkenerne havde fået køleskab og derfor ikke længere behøvede at være kolde, nordvendte rum, hvilket ellers havde været mest hensigtsmæssigt i forhold til et koldt spisekammer,« forklarer Iben Vyff.
Fælleskøkkenets store succes
I takt med økonomiske opgangstider, mere raffinerede apparater og ændrede familiemønstre blev fælleskøkkenet en stor succes i Danmark.
»Køkkenet blev med andre ord et sted, hvor det var varmt og hyggeligt at opholde sig. Et rum, der åbnede sig mod resten af huset. Med begge forældre på arbejdsmarkedet gav et rum, som kunne integrere lektielæsning, børneleg og madlavning i eftermiddagstimerne, god mening,« siger Iben Vyff.
Jagten på det succesfulde køkken
Fra køkken-alrummet og spisekøkkenet er der kun et lille spring til en af dansk køkkenhistories største succeser: Samtalekøkkenet. Begrebet blev lanceret som et reklameslogan, som fra 1999 ikke alene solgte køkkener, men også drømmen om et fælles socialt rum, duftende af overskud og provencalske gryderetter. I dag emmer samtalekøkkenet af meget mere end madlavning, for mange bruger rummet som et personligt udstillingsvindue.
»I dag synes jeg i høj grad, at det er det personlige køkken med de individuelle løsninger, som dominerer. Et køkken, der afspejler dine og familiens interesser. Køkkenet er på mange måder blevet hjemmets ansigt udadtil med en tendens til, at det skal være mere smart, lækkert og personligt end egentlig praktisk og funktionelt,« siger Iben Vyff.
Efter mere end et årti på toppen er vores stræben efter det perfekte overskudskøkken måske ved at flade ud, fordi de familiesignaler, det skal sende, ikke længere holder.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at over en million voksne bor alene, mens antallet af vielser falder, og 40 pct. af ægteskaberne ender med skilsmisse. Når den sociale og økonomiske struktur forandres, vil det, som så mange gange før, også ændre vores brug, opfattelse og indretning af køkkenet.
I bogen ”Design: Køkkenet” fra 2008 beskriver lektor i antropologi Karen Lisa Salamon en mulig fremtid med små køkkener bl.a. tilpasset single-kulturen og de stigende kvadratmeterpriser. Den tendens er Iben Vyff ikke uenig i:
»Jeg kan forestille mig, at der på et tidspunkt kommer en modreaktion, så vi ser en tilbagevenden til de mindre køkkener, hvor det rationelle, funktionelle og arbejdsbesparende igen er i fokus.«