Isolering er ikke bare mineraluld
Nye materialer isolerer bedre og fylder samtidig mindre.
For at holde på varmen i vores bygninger, isoleres der i dag i hele bygningens klimaskærm, dvs. i vægge, under gulve, på lofter, under taget, i fundament og ved sokkel og vinduer.
Det mest almindeligt kendte isoleringsmateriale består af mineraluld, men der findes meget andet isoleringsmateriale med tilsvarende eller bedre egenskaber.
Isolering giver mindre plads til beboelse
Mineraluld er en fællesbetegnelse for et kunstigt fremstillet materiale, som består af små, tynde fibre.
I daglig tale kender vi mineraluld som glasuld, stenuld m.fl. Mineraluld er populært isoleringsmateriale, som vi ved isolerer godt. Problemet med mineraluld er dog, at det kræver plads, når vi ønsker en ekstra god isolering.
Da de udvendige vægges areal tælles med ved beregning af det beboede areal, betyder de tykke vægge, at der bliver mindre plads til beboelse. Det betyder, at vægtykkelsen i et passivhus nemt kommer op på 50-60 cm.
Der er efterhånden dukket mange nye materialer op – både kunstigt fremstillede og naturlige materialer, som er ideelle som isolering.
Nye isoleringsmaterialer
Nogle af de nye isoleringsmaterialer har de samme isoleringsegenskaber, men fylder betydeligt mindre end mineraluld. En søgning på nettet afslører flere forskellige leverandører, som tilbyder nye – og i mange tilfælde – tyndere isoleringsmaterialer, uden at det går ud over isoleringsevnen.
Materialerne består af kombinationer af forskellige råmaterialer, som i flere tilfælde giver et færdigt produkt, som har bedre isoleringsegenskaber end mineraluld.
Et eksempel er EPS, som består af 2 pct. polystyren og 98 pct. stillestående luft. Materialet kaldes populært for ”flamingo” og anvendes i stigende grad i fundament, sokkel og lofter. Det er også velegnet til indvendig isolering af ydervægge.
Et andet eksempel er isoleringsmaterialerne PUR og PIR. De to er nært beslægtede og kan godt minde om EPS.
PUR står for polyurethan og anvendes enten i fast form (sandwichpaneler, isolering af varmtvandsbeholdere, og i vinduespaneler), i fleksibel form (skumgummi til madrasser og lign.) samt til iblanding af støbe- og fugemasser samt lim.
PIR står for ”stift skum” og er lavet på basis af polyisocyanurat. PIR-skum udmærker sig ved at kunne tåle høje temperaturer, samtidig med, at det har en relativ lav brændbarhed. PIR anvendes hovedsagelig som isoleringspaneler og – plader.
PIR har en lambda-værdi (et udtryk for isoleringsmaterialets evne til at lede varme) på omkring 23, hvor mineraluld ligger omkring 36-40 (jo lavere lambda-værdi, des bedre isolering).
Super tynd isolering
Vacupor er et mikroporøst isoleringsmateriale med en varmeledningsevne (lambda-værdi) på 7, hvilket betyder, at det isolerer lige så godt som fem gange så tykt mineraluld.
Vacupor består hovedsagelig af opskummet silicium (eller syntetisk strandsand), som er vacuumindpakket i en brandhæmmende folie.
Det anvendes især i gulve og facadeelementer, men kan også opsættes bag ældre radiatorer og i skråvægge på lofter, hvor det kniber med plads til traditionel isolering.
Mange alternative materialer
Alternative isoleringsmaterialer dækker over papiruld, træuld, hamp, hør, halm og fåreuld.
Papiruld og træuld er nok de mest almindelige, og med en brandhæmmende imprægnering er de fuldt anvendelige til isolering af bygninger. Varmeledningsevnen ligger omkring 36-38 for træuld og 40 for papiruld.
For de øvrige alternative isoleringsmaterialer ligger varmeledningsevnen omkring 38 og opefter.
Varierende priser
Priserne for isoleringsmaterialer varierer alt efter produkttype og isoleringsevne, og det kan derfor være en god idé at se på, hvilket materiale, der giver mest i varme-besparelse, inden man beslutter sig for, hvilken type isolering, man ønsker i sit hus.
Hovedparten af de omtalte isoleringsmaterialer kan købes igennem velassorterede byggemarkeder, lokale håndværkere samt på nettet.
Yderligere vejledning
Hos Energitjenesten kan du få råd og vejledning om isolering og isoleringsmaterialer. Sker det via telefon eller over nettet, er det gratis!
Læs mere på www.energitjenesten.dk