Fortsæt til indhold
Bolig

Den bedste jord til krukker

Krukkerne koster, planterne koster – men når det gælder jorden til planterne i krukkerne, skal der spares. Resultatet ses om to-tre måneder, når planterne er druknet eller kvalt.

Det er da mærkeligt:

Have- og terrasseejere betaler gerne flere tusinde kroner for et par flotte krukker. Der er tilsyneladende heller ingen grænser, når det gælder planterne, der skal stå i dem. Er der nogen, der tror, at forbrugsfesten er ved at ebbe ud, så tag et smut ud i et havecenter i pinsen og se, hvad der bliver langet over disken af sommerblomster – og til hvilke priser. Så må al snak om afmatning forstumme.

Krisen sætter først ind, når det kommer til jorden, planterne skal stå i. Så skal der spares. Og det selv om enhver ved, at al fornøjelse ved planterne skal komme fra jorden. Uden en god jord, ingen god rod – og uden den ingen flot top. En god jord er en løs, luftig og muldrig blanding. En, der kan holde på vandet, til planterne får brug for det, og lader det vand, planterne ikke bruger, sive væk. Og lader luft sive ind i jorden, når vandet er væk.

Planterne kvæles

Alligevel er stadig god afsætning på diverse blandinger, baseret på billig, sort spagnum-smuld. Jord, der klasker sammen første gang, den bliver våd, og ikke retter sig så meget op, når den bliver tør, at der kan trænge luft ind i den. Resultatet er, at planterne kvæles – grebet strammes en lille smule hver gang, der vandes, og jorden falder endnu mere sammen.

Ikke underligt, at hele herligheden er moden til udskiftning, når familien vender hjem fra ferieturen. Enten er planterne døde af tørst, eller også er de kvalt. Om igen. Nye sommerblomster – nye udgifter. Men se, om ikke de nye planter sættes ned i den jord, der allerede har taget livet af første hold.

Jord til flerårige vækster

Der findes alternativer, det ved alle, de er gået lige forbi dem i havecentret. Der findes blandinger, der er beregnet til planter, der skal stå i krukker i flere år – altså blandinger, der bevarer deres egenskaber i flere år. Jord, som ikke klasker sammen, når den bliver våd. Blandingerne går under forskellige navne i de forskellige kæder – Planteskolejord, Gartnerjord m.fl. – men det står på posen, at de er beregnet til flerårige vækster – altså holder de nok også en sommer lang.

De er dyrere end pottemuld, javist – alt er dyrere end pottemuld, og det er der nok en grund til. Vil man spare lidt på den gode jord, kan man genbruge den: Næste år kan man blande den gamle muld fra i år med ny muld af samme, flerårige type. To tredjedele ny jord, en tredjedel af den gamle. Men man kan ikke blande med pottemuld og få noget brugbart ud af det.

En anden god mulighed er at lave sin egen blanding af god muldjord fra haven tilsat sand – lidt mere sand end jord. Det er billigt og godt – og efter brugen smides det bare ud i havens bede.