Fortsæt til indhold
Bolig

Møbelarkitektens mæcen

En arv gjorde det muligt for ph.d.-studerende Birgit Lyngby Pedersen at købe den verdensberømte, danske møbelarkitekt Finn Juhls villa i Charlottenlund. På fredag åbnes villaen for offentligheden.

Af EDITH RASMUSSEN Foto: NIELS HOUGAARD

For 10 år siden faldt ph.d.-studerende Birgit Lyngby Pedersen for en sofa tegnet af den danske møbelarkitekt Finn Juhl. Det var nok ét af Finn Juhls mest kendte møbler, nemlig den lille buede sofa fra Poeten og Lillemor. Dengang var Birgit Lyngby Pedersen ikke helt klar over, hvor populær den danske arkitekts møbler var blevet, så hun opsøgte diverse forhandlere af klassiske møbler i København og Århus for at blive skrevet op til sofaen.

»Men de grinede nærmest af mig, for på det tidspunkt blev de fleste af Finn Juhls møbler solgt til USA og Japan, når de en sjælden gang dukkede op på auktioner. Så jeg fik aldrig min gamle sofa, men måtte til sidst købe en ny,« sukker hun.

Oplevelsesøkonomi på højt plan
Når den gamle anekdote trækkes frem nu, er det, fordi den har fået fornyet aktualitet. For det var vel egentlig Birgit Lyngby Pedersens fascination af Poetens sofa, som førte til, at Finn Juhls tidligere hjem på Kratvænget 15 i Charlottenlund nu kan åbnes som museum i tilknytning til Ordrupgaard.

Birgit Lyngby Pedersen er barnebarn af Thorvald Pedersen, én af Novos to grundlæggere, og egentlig uddannet håndarbejdslærer. I øjeblikket skriver hun på en ph.d.-afhandling om designs betydning for modeindustrien. For godt tre år siden læste hun i avisen, at Kulturarvstyrelsen ikke fandt Finn Juhls villa på Kratvænget bevaringsværdig, og at Wilhelm Hansen Fonden, der i 2003 havde arvet villaen efter Finn Juhls enke, Hanne Wilhelm Hansen, nu var på udkig efter en køber, som ville bevare den. Købere var der nemlig nok af, også købere med tegnebogen i orden. Men det var amerikanere og japanere, som var vilde for at få fingrene i villaen, der stod med originalt indbo og møbler og bar Finn Juhls fingeraftryk ned i mindste detalje.

»Jeg havde arvet nogle penge og havde spekuleret en del på, hvordan jeg kunne bruge dem i en god sags tjeneste, så huset lå lige til højrebenet,« siger Birgit Lyngby Pedersen.

»Her var noget, som ville betyde oplevelsesøkonomi på højt plan. Hvis jeg kunne medvirke til, at villaen og Finn Juhls originale møbler fra en periode, som vi danskere er så stolte af, forblev på danske hænder til glæde for os alle, så kunne det være mit bidrag til dansk kulturliv.«

En svær handel
Men det skulle vise sig at være svært at komme på talefod med Fonden. Alle troede, at Birgit Lyngby Pedersen kun var interesseret i selv at flytte ind på den eftertragtede parcel. Hun forhandlede med Kulturministeriet på den ene side og Wilhelm Hansen Fonden på den anden samt med Gentofte kommune, der også skulle have ændret i lokalplanerne. Tre år tog det, inden skødet endeligt kunne underskrives.

»Først troede jeg, at jeg selv skulle til at drive museum, men så opdagede jeg tilfældigt, at Ordrupgaard lå i baghaven,« smiler hun.

Det viste sig, at Ordrupgaard allerede havde vist interesse for huset, men ikke havde midlerne til at købe det. Derfor var der stor glæde over donationen fra Birgit Lyngby Pedersen, der ikke tidligere har haft noget med Ordrupgaard at gøre.

Interessen for Finn Juhl
I dag er Birgit Lyngby Pedersen nok blandt de danskere, der ved mest om Finn Juhls liv. Hun har ivrigt kastet sig over alt, hvad hun har kunnet finde af kilder, skriftlige som mundtlige. Hun har opsøgt alle nulevende samarbejdspartnere til den berømte arkitekt, og hun har fået samlet alle de malerier og skulpturer, som Finn Juhl havde været nødsaget til at sælge ud af i 60'erne, da tegnestuen ikke gik så godt. De kan de kommende måneder ses på en specialudstilling om Finn Juhls hus på Kratvænget, som Birgit Lyngby Pedersen har kureret for Ordrupgaard. Udstillingen åbner den 3. april i forbindelse med åbningen af huset.

»Det har været en fantastisk spændende periode og sjovt at være med til. Som et barn, der bliver sluppet løs i en legetøjsbutik,« siger hun.

Men den 1. maj klippes navlestrengen til Finn Juhls hus, og hun vender tilbage til arbejdet med sin afhandling.

»Finn Juhl derimod, ham slipper jeg nok aldrig igen. Foreløbig har jeg lovet at skrive en bog i samarbejde med Ordrupgaard, hvor jeg fortæller om alt det, jeg har fundet frem til under min research.«