Et gennemsigtigt hus

De ligger helt fladt i landskabet. To flade plader oven på hinanden med sider af glas. Men den nederste plade er større, er en del af terrassen, der går lige gennem huset. Sådan ser det ud! Især ikke når man kommer til huset fra den sydvendte indkørsel.

Når man så træder ind på den sydvendte del af terrassepladen og videre ind i huset, er det som om linjerne og symmetrien bare fortsætter:

Det store køkkenmøbel, spisestuebordet og sofaarrangementet. Alt er placeret sådan i rummet, at linjerne fortsætter og fortsætter. Og køkkennichen er nøje afstemt med indhugget i væggen i husets modsatte endevæg. Der hvor brændeovnen står.

Det hele bærer præg af en nøje gennemtænkt plan. Ikke kun på det ydre arkitektoniske niveau, men også på husets indre. Derfor undrer det heller ikke at høre, at husets skaber, Ellen Waade - udover sin lange erfaring som arkitekt, blandt andet hos Arne Jacobsen og Dissing + Weitling - også har arbejdet som indretningsarkitekt. Datteren, Susanne Waade, også arkitekt, fortæller:

»Min mor Ellen tegner indefra. Hun afleverer aldrig et projekt uden møblering.«

I dette tilfælde, familiens sommerhus ved Højby, har Ellen Waade ikke nøjedes med at lave en indretningsplan. Hun har også tegnet husets to store og meget markante møbler. Det store køkkenarrangement og hjørnesofa'en som med et snuptag kan skilles ad og omdannes til soveplads for en hel familie. Som et godt supplement til køjesengene i husets to kabys-lignende værelser.

Dette sommerhus er ikke Ellen Waades første ved Højby Lyng. Det forrige var dog præget af nyklassicismens linjer, »...man samler jo op, hvad man ser,« smiler den pensionerede arkitekt; havde også lidt mere lugt af luksus, og var ofte lejet ud.

Med pensionen kom også ønsket om at skabe et nyt fælles fristed for hele familien: Lidt mindre, lidt mere enkelt, lidt mere basalt.

»Det tog lang tid at finde grunden,« husker Ellen Waade. »Jeg søgte også i Nordsjælland, men det er ikke det samme. Grundene var enten små eller også var de sindssygt dyre.«

»Og derudover,« tilføjer datteren Susanne Waade, »... er floraen her meget anderledes end i det øvrige Danmark. Hornsherred ligger i læ og er samtidig vestvendt. Det opleves lidt som et blidt Vestjylland.«

Så det skulle være Odsherred, og mere præcist: Området omkring Sejrøbugten. Og Ellen Waade var ikke i tvivl om, at der fandtes en grund, hvor hun kunne bygge sit nye ønskehus på. Den skulle bare findes.

Til kyllingerne

Målrettet skrev hun 120 breve, som hun puttede ind ad 120 af områdets brevkasser. Her fortalte hun om sine ønsker: En stor grund, relativt tæt på stranden; en grund, hvor hun kunne bygge et sted til sig selv og sine børn og børnebørn.

»Og alle mulige mennesker ringede. Om ikke andet så for at snakke,« husker Susanne Waade og suppleres af moderen: »De syntes nok, at det var så hyggeligt med den gamle hønemor, der søgte et sted til sig og sine kyllinger!«

Blandt alle hyggeopkaldene var der dog også et par søstre: De havde et stort område. Der var godt nok ingen vej og heller ingen kloak- endnu! Men det var under planlægning. Og når nu Ellen Waade var den første til at købe en grund, fik hun lov til helt selv at bestemme. Både hvor stor grunden skulle være, og hvor det skulle være henne.

Et års arbejde med at finde den helt rigtige grund, var endelig til ende. Nu kunne Ellen Waade begynde at tegne huset: »... et hus, der både gav adgang fra syd og som var åbent imod det smukke mod nord, mod nabogrunden.« Det tog også et år; og derefter begyndte hun at indhente tilbud for byggearbejdet. Endnu et år gik med det - før hun valgte en leverandør af en totalentreprise. Et lokalt tømrerfirma. Sammen med dem tog hendes lave, flade og gennemsigtige hus form.

Dansk lærk

Den udvendige beklædning er dansk lærk, fundet hos et jysk firma. Vinduerne er lavet af fyrretræ og stolperne mellem de store glasflader er limtræ. Indvendigt er gulvene beklædt med ludbehandlet fyrretræ, og væggene af gipsonit. Og varmen kommer dels fra en god brændeovn, dels fra varme i loftet.

Så kan familien ringe op til huset og sætte varmen i gang. Når de så ankommer, måske ud på aftenen med tungt sovende børn er det til et lunt hus. Også selvom det er kolde vinterdage, blandt andet nytårs- og juleferier. Børnene bliver lagt i kabyssernes køjer og vågner næste morgen til et par dage midt i naturen.

»Når aftenen nærmer sig, plejer jeg at slukke lyset og sidde og vente på, at det bliver mørkt. Forleden var der et fasanpar, der spadserede lige forbi,« fortæller Ellen Waade om hendes oplevelser i det gennemsigtige hus, hvor hun - og de andre beboere - stadig er en del af lyset, træerne og dyrenes færden.

Og inde i huset er der i hvert fald intet, der forstyrrer oplevelserne af et liv i det fri. I al sin enkelhed gør dette hus nemlig ikke opmærksom på sig selv.