Han laver mad til "chefen" for sine næsten 175.000 Instagram-følgere: Her er tre af hans mest populære retter
»Hvad vil du gerne have at spise i dag?« Det spørgsmål stiller David Kallestrup Pedersen sin forlovede, som han kalder for “chefen”, i sine videoer på de sociale medier. Her får du tre af hans mest populære opskrifter fra bogen “Pissegod mad”.
Med min baggrund hos politiet, ja, så lå det ikke i kortene, at jeg skulle blive madinfluencer og kogebogsforfatter.
Men i april 2023 ændrede alt sig, da jeg uploadede min første madlavningsvideo på de sociale medier. Min kæreste, Pernille, ønskede en simpel ret, som jeg lavede til hende. Videoen heraf og de efterfølgende blev kæmpe hits, og pludselig eksploderede mine følgertal på de sociale medier.
Jeg navngav hurtigt min platform ”Pissegodmad”, fordi det indkapslede essensen af min tilgang til madlavning så godt.
Min interesse for madlavning startede tidligt i mit liv hos min mormor. Når vi besøgte hende, var alt gjort fra bunden. Hvis vi fik kylling, blev den slagtet samme dag, pillet og tilberedt. Dette vækkede allerede dengang min interesse for madlavning.
Selv om jeg ikke valgte at blive kok eller uddanne mig inden for madbranchen, har madlavningen hjulpet mig igennem mange hårde tider. Jeg har haft en hård barndom, en svær tid i teenagealderen, og som politibetjent i beredskabet har det ikke været ualmindeligt at skulle finde vej gennem voldsomme oplevelser. Madlavningen var mit frirum.