Bæredygtige ideer gennemsyrer fremtidens design
En sofa inspireret af en bille, et entremøbel med en flettet rede til vanter og en lampe med indbygget kærlighed til lokalområdet. Her er et udpluk fra Designskolen Koldings afgangsudstilling, hvor vor tids klimaudfordring går igen i alle projekter.

Bæredygtig bille-sofa
Rigtig mange designere lader sig inspirere af naturen, og det gælder også Rikke de Fønss Thielke. Hun har designet sofaen Colorum Couch, der tager afsæt i en billes anatomi – det gælder både sofaens stel og hyndernes farveskiftende egenskaber.
Hendes udgangspunkt har været at skabe en sofa, som imødekommer vores personlige og omskiftelige farvepræferencer og på den måde sørge for, at det er et langtidsholdbart og dermed bæredygtigt design.

Praktisk – og pænt
Amalie Kallesøe Bergholdt har skabt et multifunktionelt entremøbel i certificeret træ og rattan til travle børnefamilier.
Hun fik inspiration fra en bunke billeder af hverdagens entreer doneret af børnefamilier i hendes vennekreds, et tilfældigt møde med en rørsangers flettede rede i et naturprogram på tv og ikke mindst ved at kigge på et par danske designklassikere. Resultatet er et praktisk og funktionelt møbel, der samtidig tilfredsstiller den æstetiske sans.


Lys fra hjemstavnen
Hvad skal der til, for at vi beholder designprodukter længe? Det satte Bjørn Grummesgaard Hagensen sig for at undersøge og svaret fandt han i den stærke følelsesmæssige tilknytning, vi f.eks. har til vores hjemstavn. Derfor designede han bl.a. Fanø-lampen, som er lavet af drivtømmer fundet på stranden ved Fanø og Esbjerg.
Koordinatorne for, hvor tømmeret blev fundet, er mærket i træet, og netop den historie, der ligger bag lampernes tilblivelse, har til formål at skabe en følelsesmæssig tilknytning hos brugeren, som gør, at man får lyst til at beholde lampen.

Japansk træbeskyttelse
Japandi-stilen, hvor man mikser skandinavisk og japansk æstetik, er en kæmpe trend i tidens boligindretning. Og den trend spiller Nicklas Fleissig Lohmann Wedge-møbler ret godt ind i.
Han har brugt en traditionel japansk overfladebehandlingsteknik, Shou Sugi Ban, hvor man brænder træets overflade for at gøre det modstandsdygtigt over for vejr, insekter og endda ild. Han har desuden ladet sig inspirere af den japanske Wabi Sabi-tilgang, hvor man hylder skønheden i det uperfekte.


Dekorativt lys
Ligesom alle de andre studerende har Pernille Grøn skabt sit afgangs-design under corona-nedlukningen. Derfor måtte hun lave sine planlagte brugerundersøgelser via digitale kanaler, og det endte med at forme lampen Bys, hvor hun kombinerer sine to inspirationskilder, lys og vand, i designet. Loftslampen er tænkt som et dekorativt indslag i et glemt hjørne.
