Pimp drikkevandet op til hverdag og fest
Sådan gør du det lidt sjovere at få slukket tørsten i sommervarmen.
Ved at tilsætte frugt, grøntsager eller krydderurter kan du let pimpe drikkevandet, så det får en mild og naturlig smag og samtidig kommer til at ligne en million.
Når vandet er drukket, kan du blot tilsætte mere vand fra hanen sammen med isterninger, eller du kan have en ny smag klar i køleskabet. Jeg er ret sikker på, at der på denne måde ryger mere vand indenbords.
Samtidig kan jeg godt lide, at ting, som vi alligevel skal kigge på, ser indbydende ud og overrasker. Eller måske giver anledning til en snak om, hvilke smage der er favoritter, og hvilke kombinationer af frugter, grøntsager eller krydderurter der også vil kunne bruges.
Skål og rigtig god sommer.
Mange hilsner fra Tina Dalbøge
Tina Dalbøge er boligstylist og besvarer læserspørgsmål hver søndag i Bolig samt inspirerer til boligliv og indretning.
Ingefær, citron og citronmelisse
Vask en stor knold ingefær grundigt, så den dekorative skræl kan blive på.
Læg den på et skærebræt, og find en kniv med et bredt blad. Skær tynde skiver, så du får omridset af hele ingefæren med. Skær også skråt ned gennem en citron, så skiverne bliver lange og atypiske.
Læg citron- og ingefærskiver i et glas og kom koldt vand på. Sæt det i køleskabet, så det kan trække smag. Tilsæt eventuelt en stilk af citronmelisse.
Agurk og basilikum
Brug en smuk kande eller karaffel, da agurken skal have noget plads at boltre sig på. Læg en agurk på et bræt og skær lange tynde skiver med en kraftig ostehøvl, så du får hele agurkens længde. Kom koldt vand i din karaffel eller kande, og tilsæt nogle skiver agurk.
Kom også basilikum, en stilk timian eller rosmarin ved. Sæt det i køleskabet, så det bliver koldt, eller server med isterninger.
Vandmelon og lime
Køb en kernefri vandmelon, og skær den i skiver på 1,5 cm. Brug en udstikker til at lave store stjerner, og læg dem på et stykke bagepapir. Læg dem lagvis og fold papiret omkring dem, så de ikke sætter sig sammen i fryseren. Skær også nogle limefrugter i både, og læg det hele i fryseren. På den måde kan du lave det klar inden festen.
Fyld også vand i små vandballoner, og læg dem i fryseren. De skal ikke være større, end at de kan komme ned i beholderen. Her er den runde isterning lidt for stor, så på billedet kan du se, at den ligger og køler ovenfra, indtil den smelter og falder ned i vandet.
Glasbeholderen er en Kilner med tappehane. Den kan indeholde otte liter, og den er købt hos Bent Brandt.