Skjulte skader på boligen kan koste dyrt
Loft, badeværelse og hulrum kan gemme på fugtskader, som du ikke opdager, før det er for sent. Så gå huset grundigt igennem.
Er du jævnligt en tur på taget - og har du tjekket dine ydervægge for revner for nylig?
De fleste danskere er gode til at vedligeholde deres bolig, men der er steder, der ikke ofte nok får et grundigt eftersyn. Og her kan gemme sig skader, der kan blive en temmelig dyr affære.
Det kan for eksempel være taget, som skal tjekkes for utætheder, siger Henrik Bisp, der er ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos boligejernes videncenter Bolius.
- Der færdes man ikke til hverdag. Men man skal op et par gange om året og gå tagkonstruktionen igennem, siger han og tilføjer:
- Er der steder, hvor vandet kan komme ind, kan det gøre relativt stor skade, inden man opdager det, ved at der er vådt på loftet.
Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig hos Ebas, peger også på taget som et sted, du skal have særligt fokus.
- Nogle af de værste skader opstår på grund af mangelfuld ventilation. Det sker, når varm og fugtig rumluft trænger op i tagrummet og danner kondens, forklarer han.
Fugtskader vil typisk kunne ses som hvide aftegninger på træværket eller på sigt i form af sort skimmelsvamp. Sørg derfor for at få luftet ud i loftsrummet jævnligt.
- Har man et ældre tag uden ventilationsmuligheder, kan man for eksempel få lagt nogle særlige tagsten med hul til udluftning i stedet for et par af de almindelige tagsten, siger Bo Halm Andersen.
Mens du alligevel er udenfor, så gennemgå også ydervæggene for revner og andre utætheder. Også her vil fugten nemlig kunne trænge ind og gøre skjult skade på husets fundament.
- Og det kan desuden føre til skimmelsvamp, siger Henrik Bisp.
Skimmelsvamp er også en risiko, hvis du bor i et ældre hus eller har en kælder, hvor der er lavet en såkaldt varm væg af gips og isolering.
- Det er en gængs konstruktion, men også en, man skal være varsom med, siger Henrik Bisp.
Afhængigt af ydervæggens stand vil vand nemlig kunne trænge igennem og vil blive holdt inde i hulrummet af gipsvæggen, hvor det kan give fugt- og skimmelskader.
Og skaden er nærmest umulig at opdage, før fugten allerede er trængt igennem væggen, eller nogle i huset er blevet syge af skimmelsvamp.
- Det bedste råd er at få isoleret ordentligt udvendigt, så fugten ikke kan trænge igennem, siger Henrik Bisp.
Har du krybekælder, er det også en mulig fugtfælde. Her er det hyppig ventilation, der er vejen frem, siger Henrik Bisp.
Sidste sted, du skal være særligt opmærksom, er på badeværelset - det gælder særligt den del af rummet, hvor gulvet ofte bliver vådt, forklarer byggesagkyndig Bo Halm Andersen.
- Det er nemt at overse revner i fugerne, men man skal ned på knæ og kigge efter. Det kan også være elastiske fuger, der har sluppet lidt, siger han.
I værste fald kan det nemlig føre til massive vandskader i vægge og tilstødende rum, hvis vand og fugt ophober sig.
- Man kan typisk fange det i opløbet ved at lave en bankeprøve på klinkerne. Hvis de har sluppet lidt, er det et tegn på fugt, siger Bo Halm Andersen.
Han anbefaler, at du husker at bruge en fuge beregnet til vådrum, når du lapper revnerne.
/ritzau fokus/