Fortsæt til indhold
Bolig

Dyrk og pluk julepynten i haven

Naturen er fyldt med grej til julens dekorationer - måske finder du flotte barkstykker, kogler og grene i din egen have

Helle Sindal

Vil du have bolignyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde?
Bestil JP Boligs nyhedsbrev, som kommer hver torsdag kl. 15.00. Tilmelding her.

Naturen har masser at byde på, når det kommer til fine elementer til dine juledekorationer. Men du kan også målrettet vælge at dyrke planter, der gør sig godt som højtidspynt. Hans-Jørgen Køppen, medejer af Thymes Planteskole i planteskolekæden Home & Garden, fremhæver en række dekorative blomster, træer og buske med julepotentiale.

Mini-æbler

Små, røde paradisæbler kan bruges i juledekorationer eller lægges i en kurv i selskab med en håndfuld kogler, foreslår Hans-Jørgen Køppen.

Skal de julerøde frugter være ekstra flotte at se på, kan man sprøjte dem med elefanthud. Det er en lak, som giver blade, bær mm. et friskt og skinnende udseende.

Foto: Home & Garden

Julerøde grene

Tag nogle nøgne grene med ind i varmen, og brug dem til buketter eller kranse. Eller stil dem i en vase og hæng lidt pynt på.

“Du kan bruge grene fra mange forskellige træer og buske. Skal det være ekstra julet, er en kornel med røde grene Cornus alba ‘Wintersun’, et oplagt valg,” anbefaler Hans-Jørgen Køppen.

Foto: Grace Hensley

Vissen pynt

Når blomsterne visner, får mange planter flotte frøstande, som du kan dekorere og bruge som julepynt.
Det gælder for eksempel den tidsellignende blå staude mandstro, Eryngium.

Foto: Husflidkbh.dk

En tørret frøstand, en glimmerliner og et stykke ståltråd. Sådan lyder den enkle opskrift på julekuglen, som Rikke Hilbert, indehaver af hobbybutikken Husflid, har lavet.

En enkelt plante kan være leveringsdygtig i råvarer til bunker af julepynt.

Se også: Sidste øjeblik? Nemme nordiske dekorationer med kalenderlys

Foto: Home & Garden

Klatrehortensia, Hydrangea petiolaris, får nogle flotte brune frøstande sidst på efteråret, fremhæver Hans-Jørgen Køppen.

De kan bruges i dekorationer, som de er, eller tilføres et skud julestemning med en omgang guld- eller sølvspray.

Foto: Home & Garden

Juleblomst fra eget bed

“Planter du en gruppe juleroser, Helleborus, i haven, kan du hver år grave nogle stykker op, sætte dem i en potte og drive dem i blomst inden døre i løbet af et par uger,” foreslår Hans-Jørgen Køppen. Vælg for eksempel røde eller lilla varianter, som skiller sig ud fra klassikeren i hvid.

Foto: Home & Garden

Klassiske kogler

Kogler er en klassiker, når det gælder julepynt fra naturen. Et par grene i en vase og en gylden lysestage sørger for julestemningen i vindueskarmen her.

Brug for hjælp til at udtænke, hvordan din have skal se ud?
Find en haveekspert her

Har du et lærketræ, Larix decidua, i din have eller i nærheden, kan du få fingrene i nogle buttede små kogler.

Du kan også gå på koglejagt i skoven. Husk blot på, at du ikke må plukke kogler af træer på offentlige områder, eksempelvis Naturstyrelsens skove. Her må du nøjes med at samle nogle af de kogler, som er faldet på jorden. Og lad bare traileren blive hjemme - du må højst tage en posefuld grene, kogler og mos mm.

De små kogler fra elletræet, Alnus, er i virkeligheden træagtige rakler. De er populære hobbymaterialer og bliver blandt andet brugt i kranse og andre juledekorationer.

Læs også: Naturlig, nordisk jul hos familien i Aarhus

Foto: Home & Garden

Lilla jul

Glasbær Callicarpa bodinieri er en dekorativ busk med violette, glasagtige bær, der bliver siddende et godt stykke tid ind i vinteren. Grenene med bær på er dekorative i sig selv - rækker det ikke til at give julestemning, kan man tilføje yderligere pynt.

Se resten af den smukke julepynt fra haven

Artiklen er publiceret i samarbejde med Houzz.dk