Fortsæt til indhold
Biler

Elektrisk Aston Martin tager form

Det eksklusive sportsvognsmærke viser nu den endelige version af den elektriske Aston Martin Rapid E, som kommer i 2019.

Jens Overgaard

Firmabilen for Agent 007 skal da helt naturligt have en seks liters V12-motor som en del af standardudstyret ... Nej, ikke længere. Aston Martin har nemlig vist de endelige skitser af den kommende elektriske Rapid E, der lanceres i 2019.

Den firedørs sedan bygger videre på Rapid E Concept fra 2015, men nu er planerne blevet meget mere konkrete. Det engelske high-end-mærke nævner ikke noget om effekten, men en ydelse på 800-1.000 hk er ikke urealistisk, og så smiler James Bond måske alligevel. Især hvis rækkevidden er tilstrækkelig til at kunne ryste fjentlige agenter af sig over længere stræk med speederen i bund mod de ædle tæpper i kabinen.

Konceptet bød i sin tid på en rækkevidde, der hed 320 km og priser på 1,8 mio. kr. – uden danske afgifter. Men de tal må englænderne formentlig justere, i takt med at rækkevidder på 500 km nævnes på mange nye elbiler, og Rapid E skal have en chance mod konkurrenter som bl.a. Porsche Mission E, der yder 600 hk og har en rækkevidde på over 500 km.

En stribe andre high-endproducenter er på vej med elektriske superbiler. Det gælder bl.a. Jaguar og danske Henrik Fisker.

Den nye model, som kun produceres i 155 eksemplarer, vil ifølge mærket byde på en køre-oplevelse, der er hidtil uset i en Aston Martin.

Andy Palmer, som er CEO for Aston Martin, ridser planerne op.

»Rapid E repræsenterer en bæredygtig fremtid, hvor Aston Martins værdier med forførende stil og overlegne præstationer ikke kun spiller sammen med nye nul-emissionsmotorer, men også er beriget af dem. Forbrændingsmotoren har været hjertet hos Aston Martin i et århundred, og den vil fortsætte med at være det i de kommende år. Rapid E vil dog vise en ny slags bil, som forbliver ærlig over for vores karakter og fornøjer vores kunder,« siger Andy Palmer.

Mens batteridelen ventes at komme fra Samsung eller LG, er det Williams Advanced Engineering, der med erfaring fra Formel 1-verdenen skal stå for den tekniske del. Firmaet var også med i udviklingen af konceptbilen.