Fortsæt til indhold
Biler

Trafiksikkerhed: Volkswagen-biler skal snakke sammen

Car-to-car-teknologien betyder, at biler kan advare de bagvedkørende om f.eks. glatte veje.

Mere sikkerhed på vejene. Det er hovedtanken bag en ny teknologi, som kommer ombord i de første VW-modeller fra 2019. Det handler om den såkaldte pWLAN-teknologi, hvor biler kan kommunikere direkte sammen uden at skulle over et tele- eller datanetværk først.

Car-to-car-teknologien betyder, at biler kan advare de bagvedkørende om f.eks. glatte veje eller stop i trafikken. Det er en teknologi, som Volvo allerede bruger i XC90- og V90-modellerne. Men den skal nu udbygges meget mere. Samtidig kan den nyeste generation virke over 500 meter med en hastighed, som er langt hurtigere end tidligere.

»Vi vil øge sikkerheden på vejene med et netværk af køretøjer. Den mest effektive måde at gøre det på sker ved en hurtig udbredelse af en kendt teknologi. Det vigtigste er, at teknologien bruges konsekvent og med så mange bilproducenter og partnere som muligt, siger Johannes Neft,« der er chef for karosseriudvikling hos Volkswagen.

Systemet, som giver meldinger inden for mikrosekunder, kan f.eks. advare om udrykningskøretøjer, der er på vej, men også fortælle om vejarbejde forude eller give meldinger om lastbilers trailere, så man kan undgå bagendekollissioner. Det er meningen, at pWLAN skal være standardudstyr i alle VW-modeller på lige fod med f.eks. bluetooth-opkobling af telefonen, lyder det fra Volkswagen. Systemet er også endnu en brik hen mod selvkørende biler.