Endnu en ny Opel: Storebror til Crossland X
Opel har snart danmarkspremiere på den nye model.
Crossland X er en mindre crossover i klassen med bl.a. Renault Captur. Men offensiven fortsætter med Grandland X, der i lighed med lillebror er lavet i samarbejde med franske PSA. Derfor har Grandland X samme platform som Peugeot 3008, der blev årets bil i Danmark i fjor. Den nye Opel kan for første gang ses på biludstillingen i Frankfurt og kommer til Danmark i slutningen af året. Ligesom 3008’eren er det en fempersoners familiebil, der også skal konkurrere med Nissan Qashqai.
Motorprogrammet består til at begynde med af en 1,2 liters benzinmotor med 130 hk og 1,6 diesel og 120 hk. Begge er kendt fra PSA, senere spekulerer tyske medier i, at der kan komme kraftigere varianter fra Opels egen hylde. Interiøret har ligesom Crossland X sit helt eget Opel-design, så man bag rattet vil have den fulde Opel-dna.
Som en del af mærkets nye signatur vil Grandland X også kunne fås med tofarvet lakering, hvor taget har en anden farve end resten af bilen.
Vi gætter på, at Grandland X vil placere sig omtrent på niveau med Peugeoten, der koster fra 290.000 kr.
Den nye Opel lander dog også i et minefelt, hvor alle bilfabrikkerne i disse år satser stort. Det er nemlig her, hvor der kan tjenes gode penge, og fabrikkerne nærmest kan genopfinde sig selv, fordi de høje biler giver mulighed for at lægge et helt nyt karrosserisnit og skabe et nyt designsprog.
I tørre tal er markedsandelen for de høje biler da også vokset fra syv pct. af det europæiske salg af personbiler i 2010 til 20 pct. i dag.