Fortsæt til indhold
Biler

Ny minibil mangler sikkerhedsudstyr

Manglende sikkerhedsudstyr i basismodellerne koster en stjerne i ny crashtest.

Christian Schacht

Den indbyggede sikkerhed er ellers solid nok ved mødet med mur og pæle i crashtesten, men en mangel på bl.a. en automatisk nødbremse, der selv bremser bilen ved forhindringer, koster en stjerne for den nye Suzuki Swift.

Den nye Suzuki Swift skuffer således i Euro NCAP-test, fordi ikke alle udgaver sælges med moderne sikkerhedsudstyr. FDM anbefaler derfor, at bilkøbere fravælger de udgaver, der mangler det vigtige sikkerhedsudstyr.

Alle de sikkerhedssystemer, som i dag er ved at være helt almindelige, skal i de billigste udgaver tilkøbes.
Søren W. Rasmussen, , bilteknisk redaktør, FDM

»Helt overordnet kan man sige, at man med en sikkerhedspakke køber sig til en ekstra Euro NCAP-stjerne. Den aktuelle test illustrerer, hvorfor det er en god idé og noget, FDM anbefaler,« siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

»Det gælder især Suzuki Swift, der traditionelt er en populær bil i Danmark. I grundudgaven lever den nye Suzuki Swift dog på ingen måder op til, hvad man sikkerhedsmæssigt bør forvente af en ny bil i 2017. Alle de sikkerhedssystemer, som i dag er ved at være helt almindelige, skal i de billigste udgaver tilkøbes i en sikkerhedspakke,« siger Søren W. Rasmussen.

Det rækker derfor kun til tre Euro NCAP-stjerner for grundudgaven, hvilket hverken er godt nok eller noget, der får FDM til at anbefale de billigste udgaver. Man bør derfor gå efter de udgaver, der har sikkerhedspakken, der udløser den fjerde Euro NCAP-stjerne.

Forskel på sikkerhed

I alt fire nye biler er med i den aktuelle pulje, hvor Skoda Kodiaq og Mini Countryman trods skønhedsfejl begge opnår de maksimale fem Euro NCAP-stjerner.

Mens Suzuki Swift altså i grundudgaven skuffer, gør den nye Nissan Micra en bedre figur med et udgangspunkt på fire Euro NCAP-stjerner. Topudgaven har endda en nødbremse, som også bremser for fodgængere og derfor udløser de maksimale fem stjerner.

Selv i grundudgaven er Nissan Micra ganske flot udstyret med stort set alle de nye sikkerhedssystemer som standard.

»Men det er ærgerligt, at Nissan ikke har valgt at gøre den avancerede nødbremse til standardudstyr. Det ville have fuldendt billedet af en ellers meget sikker bil,« siger Søren W. Rasmussen.

Artiklens emner
FDM