Fortsæt til indhold
Biler

Mustang dumper i sikkerhedstest

FDM fraråder køb af den nye Ford Mustang, der dumper i sikkerhedstest og får kun to stjerner. Topkarakterer på fem stjerner til Volvo S90 og V90.

Lad være med at købe den nye Ford Mustang. Så kontant lyder det fra FDM, efter at muskelbilen fra Ford kun inkasserer historisk lave to Euro NCAP-stjerner ved den seneste sikkerhedstest.

»Det er efterhånden sjældent, at FDM helt fraråder nye biler, men med Ford Mustang er det svært at gøre andet. Bilen dumper med et brag i kollisionstesten, og de sikkerhedssystemer, der efterhånden er standard i de fleste nye biler, fås slet ikke til Ford Mustang. Den ikoniske amerikanerbil opgraderes ganske vist senere i år med både automatisk nødbremse og linjevogter, men det ændrer ikke ved, at bilen her og nu er langt under det sikkerhedsniveau, Ford ellers er kendt for,« siger Søren W. Rasmussen, der er FDM’s repræsentant i Euro NCAP.

Han peger på, at det både er den indbyggede crashsikkerhed, den er gal med, og altså også de elektroniske hjælpesystemer.

»Det er en bil, som ikke alene mangler sikkerhedssystemerne, men som også er så grundlæggende dårligt konstrueret, at både fører og passagerer har risiko for at kunne komme alvorligt til skade,« siger Søren W. Rasmussen.

Vi skal tilbage til den lille Lancia Ypsilon fra 2015 for at finde en bil, der fik to stjerner.

Ifølge Michiel van Ratingen, som er generalsekretær i Euro NCAP, forventede Ford ikke, at den amerikansk byggede Mustang skulle underkastes en europæisk sikkerhedstest. Modellen er bygget til at kunne matche de amerikanske sikkerheds-test. Den har bl.a. et kollisionsadvarselssystem, der kun er monteret på bilerne solgt i USA og er lavet efter en amerikansk standard og derfor ikke monteret i Europa, hvor der kun er foretaget mindre justeringer.

»Ford forventede ikke, at Euro NCAP ville teste bilen, og valgte derfor ikke at montere sikkerhedssystemer, som ellers er tilgængelige for amerikanske kunder og er mulige i andre sportsvogne her. En sådan holdning til sikkerhed bør bekymre Ford-kunder, uanset om de køber en kraftig muskelbil eller en almindelig familiebil,« siger Michiel van Ratingen.

»Vi imødeser enhver forbedring og ser frem til at teste den faceliftede model. I alle tilfælde skal der foretages fundamentale ændringer for at få markant bedre resultater. Vi håber derfor, at Ford vil bruge lejligheden til investere i, hvad der er nødvendigt for at ændre i fremtidige Mustang-generationer,« siger han.

Hos Ford mener man, at bilen er sikker og lever op til gældende standarder.

»Dette er naturligvis et skuffende resultat for Ford – specielt, set i lyset af at Ford Mustang har opnået fem stjerner i NHTAs (The National Highway Traffic Safety Administration) crash test, USNCAP. Mustang er en sikker bil der møder, eller overstiger alle gældende sikkerhedsstandarder på globalt plan,«, lyder det i en udtalelse fra Ford, som peger på, der sker forbedringer i den kommende model.

Ros til Volvo

I den anden ende af skalaen findes Volvo S90 og V90, som får topkarakteren på fem stjerner og ros for den indbyggede crash-sikkerhed og de mange elektroniske hjælpesystemer, der er standard.

Volvo S90 (billedet) får sammen med stationcaren Volvo V90 ros får både den indbyggede sikkerhed og de mange elektroniske hjælpesystemer, der er standard. Foto: Euro NCAP

»Sikkerhed har gennem alle årene været en fast del af Volvo, og det viser Volvo endnu en gang med sin 90-serie. Begge biler klarer kollisionstesten flot, og nok så vigtigt er alle de nye, vigtige sikkerhedssystemer standard. Det gør ikke bilerne billigere, men betyder, at den høje sikkerhed ikke er noget, der skal tilkøbes. Det er ellers desværre ofte tilfældet herhjemme, hvor de danske afgifter gør sikkerhedssystemerne uforholdsmæssigt dyre, siger Søren W. Rasmussen.