Fortsæt til indhold
Biler

Fisker har (igen) afsløret Tesla-konkurrent

Fisker Emotion bliver navnet på elbilen med et yderst specielt design og en rækkevidde på 600 km. Dermed relancerer Fisker sit firma og går igen efter Tesla.

For en måned siden kunne vi fortælle, at danske Henrik Fisker, som bl.a er kendt som BMW- og Aston Martin designer, er på vej med en helt ny elbil. Nu har Fisker Inc., der er navnet på virksomheden, så offentliggjort et par illustrationer af elbilen, der bliver præsenteret officielt i begyndelsen af næste år.

Navnet bliver Fisker Emotion, og billederne viser en bil med en ganske aggressiv front, mågevingedøre og et specielt design med meget store hjul. Indendøre hævder Fisker, at pladsudnyttelsen er så god, at der skulle være bedre plads end i hovedkonkurrenten, Tesla S. Henrik Fisker har før forsøgt at konkurrere med Tesla, da han for år tilbage lancerede plug-in hybriden Karma. Et projekt som dog kuldsejlede.

»Hele kabinen er flyttet frem, mens selve bunden af vognen er sænket for at optimere aerodynamikken,« siger Henrik Fisker til britiske Autocar. Han siger, at benpladsen skulle være på niveau med biler i luksusklassen.

Bilen får mågevingedøre, en rækkevidde på 600 km og angiveligt masser af plads på bagsædet. Foto: Fisker Inc.

Designeren fortæller også, at han bevidst har taget chancer med designet, fordi intentionen er, at Fisker Emotion skal være helt sin egen, bl.a. med meget store hjul.

Batterierne bliver af en helt ny type, der både har længere rækkevidde, en lavere vægt, holder længere og er hurtigere at lade op end batterierne, vi kender i dag.

Den færdige bil bliver i første omgang en kostbar specialudgave med en struktur af aluminium og kulfiber, med batterierne placeret i gulvet.

Bilen bygges af VFL, som Henrik Fisker er medejer af, og den får angiveligt soft- og hardware til autonom kørsel.

Senere kommer der en anden og billigere model, som skal fremstilles af en eksisterende bilfabrikant. Måske allerede i 2018, ellers 2019.

»Fordi de kendte bilproducenter har evnerne til at producere biler i høje styktal,« siger Henrik Fisker.

Denne model ser Fisker som en slags elbil til folket, der vil være billigere end de nærmeste konkurrenter, men får længere rækkevidde. I USA koster den slags biler, som f. eks. BMW i3, omkring 40.000 dollars., hvilket er cirka 300.000 kr. herhjemme.