Fortsæt til indhold
Biler

Jaguar er gået på storvildtjagt

Fra rendyrkede sportsvogne og limouer til sin første SUV. Det er noget af et spring at tage – selv for Jaguar. Men den engelske bilfabrik rykker på alle pladser og har de senere år langet ud efter blandt andet BMW og Audi. Nu lancerer Jaguar sin første SUV og den direkte modstander til Porsches succesfulde offroadere.

301 km/t. Kan man virkelig køre så stærkt i en SUV? 301 er i hvert fald den officielle topfart i den nye SUV med navnet Bentley Bentayga.

Kan en SUV i virkeligheden bære en elegant tagbue som en coupé. Det gør i hvert fald et par af Audis konceptbiler, der viser en blanding mellem en SUV og en coupé.

Og kan man i realiteten accelerere og fræse i sving med en SUV, som var den sportsvogn? Det har Porsche med Cayenne Turbo for længst bevist. Så at den i princippet høje, firehjulstrukne SUV som konstruktion overhovedet ikke egner sig til hurtig kørsel på asfalt, er en ingeniør-sandhed, der for længst er glemt.

For vi bilkøbere – vi vil have SUV’er

Det ved de på alle bilfabrikker. Også hos Jaguar, der netop har lanceret den nyeste af sin art. Der holder den; den utroligt blå Jaguar F-Pace, en sporty luksus-SUV fra et bilmærke, der overhovedet ingen ud-i-terrænet-tradition har.

Tværtimod faktisk. Jaguar er jo i den grad synonym med mærkets sportsvogne som E-Type og store sejre i motorsport, tænk på D-Type på Le Mans og på John Nielsen i den lilla Jaguar, som sejrede på Le Mans i 1990. Og hvis ikke det er fuld fart i motorsporten, så er det luksus-luksus i behagelige limousiner, Jaguar har været forbundet med. Tag bare Jaguar Mk II fra 1960’erne og rækken af XJ’er, der er blevet ved til i dag.

Intet mudder på dækkene her. Og det lægger den nye Jaguar F-Pace sådan set heller ikke op til, men alligevel er den en så udpræget SUV: firkantede former, boksformet karrosseri, stor frihøjde, store hjul. Men under frontklappen findes der rigeligt med muskler, og i kabinen er der læder og træ, så langt øjet rækker. Det sidste er klassiske Jaguar-dyder, som vi altid har kendt dem og holdt af.

Fire- eller baghjulstræk

Rent teknisk gør vi holdt et par steder. Vel er karrosseriformen typisk SUV. Men Jaguar har valgt at bygge karrossen op som en aluminiumkonstruktion for at spare vægt. Dette med vægt er et af bilindustriens mantraer disse år, for ligesom lav vindmodstand er lav vægt med til at holde CO2-udslippet nede.

En SUV var oprindeligt af princip en firehjulstrækker. Men i jagten på netop den lavere CO2 har mange bilfabrikker valgt at tilbyde SUV’er med træk på kun to af hjulene, der så næsten pr. refleks bliver forhjulene – selv BMW har grebet til denne løsning. Men ikke Jaguar – hvis den nye F-Pace ikke har træk på alle fire, har den træk på de to baghjul. Baghjulstræk: Her holder englænderne fast i mærkets dna.

Det var i øvrigt også for at holde styr på CO2-udslippet, at mange af SUV-verdenens modeller fik dieselmotor. Og præcis her er Jaguar med på den moderne måde at konstruere på. F-Pace fås med en toliters diesel med 180 hk og en treliters med 300 hk. Vil man tanke benzin, er der to valg, en treliters med 340 hk og en ligeledes treliters med 380 hk. Priserne starter ved godt og vel 650.000 kr. og bliver ved og ved deropad. Således koster den blå bil her fra godt 1,3 mio. kr., og med alt udstyret, der er proppet ind i denne bil, har prisen rundet det skarpe 1,5 mio. kr.-hjørne.

Hvordan adskiller den første luksus-SUV sig så fra de andre; først og fremmest de to direkte konkurrenter, tyskeren Porsche Macan og fætteren, den ligeledes engelske Range Rover Evoque?

Markant er først og fremmest F-Paces design. Selvfølgelig er dette en smagssag, men F-Paces formgivning er nøgternt vurderet særdeles vellykket. Og netop den blå bils vilde farve kombineret med de meeeget store hjul – 22 tommer i diameter – gør den til en eyecatcher. Det var under testen tæt på, at trafikken gik i stå et par gange, når vi holdt for rødt lys.

Sportsvognsrat i en sports-SUV. Gearvælgeren er det lille hjul mellem sæderne. Klik-klik til højre, og gearvælgeren køres i D. Klik-klik til venstre, og dér er bag og parkering. Særlig Jaguar-stil, der fungerer glimrende. Foto: Flemming Haslund

Markant er endvidere motoren i vores blå, blå SUV. En treliters diesel, der yder 300 hk. Så er der rigeligt, skulle vi mene. Men pudsigt nok virker F-Pace ikke dramatisk hurtigt, når den får lov til at strække helt ud i alle gearene og selv skifte gear ved de optimale omdrejningstal.

Men prøv så at accelerere med få og mellemmange omdrejninger – HER virker F-Pace på toppen af opgaven. Forklaringen gemmer sig i tallene: 300 hk er nok mange hestekræfter, men så alligevel ikke så mange. Mens 700 Nm – er du gal! Momentet er det, vi mærker ved ”små” accelerationer. Og 700 – her er vi altså på niveau med f.eks. Ferrari F12 med V12-motor, hvilket mildest talt er imponerende. Køres en F-Pace ”på momentet”, så føles den rigelig.

Læder, så langt øjet rækker. Forholdsvist lille rat, som vi kender fra sportsvognen F-Type. Perfekt vinkel, perfekt højde. Foto: Flemming Haslund
Digital instrumentering lige for øjnene af føreren. Her kører vi i hverdags-indstilling med speedometeret som det vigtigste instrument. Foto: PR

Fik jeg det nævnt? Head-up-display

En F-Pace fra Jaguar ”mit alles” er mildest talt fyldt op med luksus. Her er læder, så langt øjet rækker: på sæder, på rat og ikke mindst på instrumentbord og dørsider. Kabinen er mildest talt pakket med alt i elektronisk legetøj, der understreges af en stor skærm på instrumentbordet. Kæmpe skærm med alverdens oplysninger om fart og forbrug – plus alle gps-informationer.

De sidste kan endvidere ses på den digitale skærm lige foran køreren – her er kortet, her er forklaringen på, hvor og hvornår der skal drejes næste gang. Alt i alt stort set samme stil og gimmick, som vi kender det fra nye Audier med Virtual Cockpit. Bare knap så raffineret og intuitivt.

Hov, glemte jeg at nævne head-up-display? Selvfølgelig er der det. Den type, der viser tallene på frontruden og ikke på en påklistret plasticskærm på instrumenthuset. Fuldt point her.

Kan en Jaguar F-Pace så gøre det onde ved en Porsche Macan? That’s the question? Måske, måske ikke – der må en egentlig duel til. Men allerede nu efter denne første tur i Jaguaren er det klart, at England er foran Tyskland på nogle punkter: Jag’en er flottere, den har en stærkere personality. Og faktisk er den en anelse mere CO2-venlig. Mens Porschen gør sine ting – den kører bare bedre.

Jaguar F-Pace First Edition vs. Porsche Macan*

BilMotorEffekt/momentAcc.TopfartCOForbrugPris
Jaguar3,0 V6 turbodiesel300 hk/700 Nm6,2 sek.241 km/t.159 g/km16,6 km/l1.401.900 kr.
Porsche3,0 V6 turbodiesel258 hk/580 Nm6,3 sek230 km/t.159 g/km16,4 km/l1.125.790 kr.

*) Vi sammenligner Jaguar F-Pace 3,0D First Edition med Porsche Macan S Diesel PDK

Porsche Macan er nok den bil, F-Pace for alvor skal kæmpe med. Køredynamisk er Macan i absolut verdensklasse for SUV’er. Foto: AP Photo/Chris Carlson
Artiklens emner
Jaguar
Porsche