Praktisk E-klasse med stilrene linjer
Mercedes løfter sløret for den nye E-klasse stationcar, som lander herhjemme til efteråret.
Masser af plads, skarpt design og mulighed for en myriade af praktisk ekstraudstyr, som gør livet lettere.
Sådan lyder det foreløbige skudsmål af stationcar-udgaven af den nye Mercedes E-klasse. Fabrikken har netop vist de første officielle billeder af modellen, som følger den sedan, der netop er lanceret herhjemme.
Det er en bil, vi lige har haft til test, og som med sin gedigne fremtoning og den nyeste teknologi, som bl.a. det interaktive instrumentbord med storskærme og finger-tryksstyring, der dog er ekstraudstyr, nærmest opleves mere helstøbt end den dyrere S-klasse.
Med stationcaren fortsætter Mercedes den foryngelseskur, mærket har været igennem de seneste år, og det noget tunge look fra forgængeren er her visket bort.
Lidt mindre
Her har ingeniørerne ramt et mål, hvor E-klassen med sine 670 liters bagageplads med bagsædet oppe og 1.820 liter med sædet nede er en smule mindre end forgængeren, der bød på 695 og 1.950 liter.
Man kan dog hente ekstra 30 liter med sædet oppe med en ny funktion, hvor det kan rettes yderligere 10 grader op.
Bagagerummet er stadig et af de største i sin klasse og har plads til en europalle, lyder det fra Mercedes. Men det sker næppe i praksis, at den slags rustikt træ kommer ombord på velourmåtten.
Den kommer angiveligt senere med en tredje bænkerække med plads til to mindre børn.
Med luftaffjedring
Mercedes har tilsyneladende haft ekstra øje på de praktiske kvaliteter i modellen, der har luftaffjedring som standard og på den måde kan reguleres ind efter vægten ombord.
Det gælder bl.a. ekstraudstyr som et bagagerumsafdækken, der kører elektrisk op, når bagklappen åbnes, en elektrisk bagklap, der kan åbnes ved fodbetjening, og en særlig cykelholder-indsats, som kan kombineres med det elektriske anhængertræk og klare op til fire cykler på i alt 100 kg.
Den i forvejen meget støjsvage bil kan også bestilles med en akustisk komfortpakke med ekstraisolerede vinduer, bund og kardantunnel.
I den mere sofistikerede afdeling kan du også tilkøbe Drive Pilot, hvor bilen delvist kan køre autonomt, den adaptive fartpilot, som kan følge forankørende op til 210 km/t. og fjernparkering, hvor du med en smartphoneapp kan styre bilen ind i parkeringsbåsen. Modellen har automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse som standard.
Syv motorer fra start
Ved introduktionen lægger Mercedes ud med dieselmotorer på 150 hk, 194 hk og 258 hk, hvor de to mindste klarer 23,8 km/l, samt benzinmotorer på 184 hk, 211 hk, 333 hk og 401 hk i topudgaven E43 4Matic.
Den danske importør har endnu ikke oplyst priser eller beskatningsmæssige værdier. Men som sedan ligger en E220d med 194 hk dieselmotor på en beskatningsværdi på 510.000 kr., og stationcaren koster typisk 25.000-30.000 kr. mere.