Fortsæt til indhold
Biler

Jagten på det perfekte bilnavn

Indimellem går det helt galt, når nye biler døbes, og man ender i retten.

Christian Schacht

Forældre ved, hvor svært det kan være at vælge et navn til et nyt medlem af familien.

Men det er for ingenting at regne i forhold til bilbranchen, hvor bilnavne kan være en særdeles vanskelig proces.

Ikke mindst hvis man er uheldig at vælge en betegnelse, som en anden fabrikant hævder at have rettighederne til.

Senest er det sket for SsangYong, hvor Tivoli nu har nedlagt forbud mod, at mærket kalder sin nye crossover for Tivoli, men der er også en lang række andre eksempler fra bilindustrien.

Nissans luksusmærke, Infiniti, mente, at Q7 var et dårligt navn til den nye SUV, men tabte i retten.

Det skete eksempelvis for Audi i forbindelse med den første Q7, hvor Nissan mente at have eneret til Q i forbindelse med bilnavne til luksusmærket Infiniti, der til daglig bruger det store Q som forbogstav til bilerne.

Den sag vandt tyskerne dog, og de havde tidligere vundet en sag mod Renault, der ville kalde en 4x4-version af Renault Espace for Espace Quadra. Retten gav Audi ret i, at navnet Quadra lå for tæt på Quattro.

Fiat måtte skifte navn

Man skal ikke bladre længe i bilhistoriebøgerne for at finde eksempler på bilfabrikker, der er blevet tvunget til at ændre bilens navn i sidste øjeblik. Et eksempel er fra Italien, hvor Fiat i første omgang havde døbt deres nye baby Gingo.

Det kunne Renault ikke lide og truede med en retssag. Årsag: Gingo mindede for meget om Twingo, der er navnet på Renaults mindste familiemedlem.

Fiat fandt derfor på at genbruge Panda-navnet til den nye minibil og måtte skrotte hele samlingen af brochurer og pr-materiale. Den italienske folkevogns afløser kom i stedet til at hedde Panda.

Ford ville kalde den nye Escort for Focus, men det protesterede et tysk magasin af samme navn i første omgang mod.

En af verdens bedst sælgende biler er Ford Focus. Men det navn var nær aldrig blevet betegnelsen for afløseren til Escort.

I Tyskland findes nemlig et stort magasin, der kalder sig selv for Focus, og de var ikke vilde med tanken om at skulle dele navn med en familiebil.

Alligevel enedes parterne om, at Ford fik lov til at bruge navnet mod at overføre et ukendt millionbeløb til Læger Uden Grænser. Og det tyske magasin fik en masse omtale ud af miseren.

Volvo-miseren

Audi har også tidligere været indblandet i navnestridigheder. Det var over for Volvo, der i midten af 1990'erne planlagde, at S40 og V40 skulle havde heddet S4 og F4.

Men det modsatte Audi sig, fordi man mente, at det lå for tæt på betegnelsen S, som fabrikken bruger til sportsmodellerne.

Den første Volvo S40 skulle være kaldt S4. Det blev forpurret af Audi, der mente, at det lå for tæt på de sportslige modeller.

VW har også brændt sig alvorligt på dårlig navneresearch. Det skete, da modellen Touran blev sendt på markedet for nogle år siden.

Den tyrkiske indehaver af et autoværksted i Hamborg ved navn Turan følte sig krænket, og som erstatning måtte VW hoste op med tre nye biler og et kontantbeløb, der efter sigende løb op i millioner.

Navngivning - Så galt kan det gå

  • Navngivning er så følsom en opgave, at mange bilproducenter sender den videre til konsulentfirmaer.
  • Her finder ordsmede på nye navne og tjekker dem for navnerettigheder og eventuelle sprogforbistringer og dobbeltbetydninger. Fabrikken skulle nødig ende med at sælge en bil i Brasilien, der hedder »dødsfælde« eller hentyder til sure sokker på portugisisk.
  • Bilfabrikken udvælger en håndfuld favoritter, fremstiller rigtige navneskilte, så man kan se, hvordan de tager sig ud på bagsmækken, og inviterer potentielle kunder til at kigge med. Til sidst beslutter fabrikken sig for et navn.